Bliver Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt næste fredag kendt skyldig i dokumentfalsk og svindel med EU-midler, er det ikke første gang, et medlem af partiet får en dom. Det er ikke engang Morten Messerschmidts første dom.
Men der er væsentlige forskelle fra tidligere tilfælde, og derfor er det ikke blot Messerschmidts, men hele Dansk Folkepartis fremtid, der dømmes om ved retten i Lyngby. Det skyldes dels partiets aktuelle situation med sløje meningsmålinger, uro om ledelsesforhold og udsigt til et elendigt kommunalvalg senere på året. Dels karakteren af den lovovertrædelse, Messerschmidt er tiltalt for.
Selvom der er langt fra Mogens Glistrups anarkoliberalistiske Fremskridtsparti til det velfærds- og statsbegejstrede Dansk Folkeparti, er Glistrup alligevel et udgangspunkt, og hovedparten af den nuværende top i Dansk Folkeparti har trådt de første politiske skridt i Fremskridtspartiet. Glistrup er derfor nyttig at studere, hvis man vil forstå betydningen af forbrydelsens karakter. Han blev landskendt, da han i en tv-udsendelse i 1971 sagde:
»Jeg finder afgjort, at der er grund til at rose de mennesker, der betaler mindst, og fordømme de mennesker, der betaler mest i skat. Skal vi sige det på en måde, at det at være skattesnyder, det er en farlig ting, fordi man løber en vældig risiko for at få sig en ordentlig kølle oven i hovedet, men skattesnyderen i dag er at sammenligne med jernbanesabotøren under besættelsen. De gør et farligt job, men de gør et fædrelandsnyttigt job.«
Glistrup havde dermed på forhånd givet et moralsk argument for den skatteundragelse, han godt et årti senere blev idømt tre års fængsel for. Han havde etableret en fortælling om, at visse lovovertrædelser kan forsvares, fordi de sker i det godes tjeneste imod et korrumperet system. Den opfattelse havde indtil da været en specialitet på den yderste venstrefløj, mens borgerligtsindede vægtede lovlydighed som en dyd.
Forestillingen om den moralsk forsvarlige lovovertrædelse er siden dyrket af flere medlemmer af Dansk Folkeparti, når de er blevet dømt for brud på straffelovens paragraf 266b – den såkaldte racismeparagraf.
»Med denne paragraf og dens placering i straffeloven må jeg anses for at være dømt på forhånd. Jeg vil ikke deltage i sådan et cirkus. Derfor tilstår jeg,« sagde folketingsmedlem Jesper Langballe, da han i 2010 blev idømt en bøde på 5.000 kroner for at sige, at muslimske fædre slår deres døtre ihjel og vender det blinde øje til onklers voldtægt.
I 2003 blev Messerschmidt, der dengang var formand for Dansk Folkepartis Ungdom, selv idømt en betinget fængselsstraf for en plakat med teksten: »Massevoldtægter, grov vold, utryghed, tvangsægteskaber, kvindeundertrykkelse, bandekriminalitet. Det er, hvad et multietnisk samfund tilbyder os.« Men også den dom kunne udlægges som et hæderstegn i en påstået frihedskamp. Mange år senere sagde han i hvert fald i et radioprogram:
»Jeg fortryder intet. Det skulle da lige være de advarsler, som manglede på plakaten.«
Den fatale pamflet
Anderledes er det med den aktuelle sag, og det har ingen ringere end Messerschmidt selv forklaret. Nemlig i pamfletten »Dagbog fra EU – om EU’s spild af dine penge« fra 2013. Den er skrevet af en selvsikker fremadstormende EU-parlamentariker, der med 284.500 personlige stemmer i ryggen skulle rydde op i EU-systemet, og vælgerne kvitterede ved det følgende valg med 465.758 stemmer. En stor politiker var under skabelse, og i sin dagbog skrev Messerschmidt:
»Svindel, korruption og frås. For mange rimer disse begreber godt på EU. Men alligevel kan de færreste sætte ord på.«
De ord satte han så i form af 50 eksempler på frås og misbrug af penge, og konklusionen lød:
»Jeg tør vove den påstand at havde blot ét af de følgende eksempler på EU-svindel og frås med skattepenge fundet sted i Danmark – eller et hvilket som helst andet ægte demokrati – var der rullet hoveder. Men ikke i EU. Her fortsætter tingene deres vante gang. Ingen tager ansvar.«
For en mand, der har slået med den størrelse kølle, er det svært at forestille sig en mere æreløs overtrædelse end at blive taget med fingrene i netop EU-kassen. Der er ikke meget frihedskamp eller talen magten og systemet midt imod i et muligvis forfalsket hotelbilag. Der er heller ikke meget Jesper Langballesk »jeg tilstår« i Messerschmidts hidtidige forsvar.
I grove tern handler anklagen om, at Messerschmidt uretmæssigt har ladet EU-partiet MELD betale godt 98.000 kroner for en EU-konference i Skagen i 2015, selvom der reelt var tale om, at Dansk Folkepartis folketingsmedlemmer holdt sommergruppemøde.
Messerschmidt erklærer sig uskyldig, men erkender, at han på vegne af MELD har skrevet under på det famøse bilag, der er centrum for anklagen om dokumentfalsk. Der er tale om en kontrakt med Color Hotel i Skagen, men det er imidlertid Dansk Folkepartis sekretariatschef Jeanie Nørhave, der har skrevet under som direktør for hotellet.
Hun har tidligere forklaret, at hun på grund af manglende engelskkundskaber ikke vidste, hvad hun skrev under på. Og heller ikke den jurauddannede Messerschmidt har angiveligt været klar over det.
»Cirka hver anden måned får jeg en mappe, der bliver forelagt. Det kan være takkebreve, referater og alt muligt, der skal skrives under,« sagde han under sin forklaring i retten i Lyngby tidligere på ugen.«
Der er altså i bedste fald – for Messerschmidt – tale om sjusk og slendrian i et omfang, som ingen oppositionspolitiker ville lade en minister slippe afsted med. I værste fald altså svindel og dokumentfalsk, som kan ende med fængsel og farvel til Folketinget.
Stuerene
Uanset hvad har sagen allerede anrettet skade på Messerschmidt og Dansk Folkeparti. I Glistrups og siden andres moralske selvfrifindelse ligger opfattelsen af, at lovovertrædelser kan være en form for frihedskamp. Men i Messerschmidts føromtalte pamflet gør han sig til bekæmper af netop fusk og svindel med EU-midler, så i dette tilfælde er der tale om en overtrædelse, som han allerede selv har stemplet som umoralsk. Messerschmidt er med andre ord endt som netop det, han ville bekæmpe. Den typiske EU-politiker, med fingrene godt nede i klejnekassen – lovligt, ulovligt eller et sted midt imellem. Og det er mere end et problem for Messerschmidt. Det er et grundproblem for Dansk Folkeparti.
Da Dansk Folkeparti på sit årsmøde i 2015 fejrede 20-året for sin stiftelse, var der kun gået et halvt år, siden Kristian Thulesen Dahl ved sit første valg som leder havde gjort partiet til Danmarks næststørste – større end Venstre. Jubilæet blev blandt andet markeret med en film, hvor et af de højdepunkter, der udløste størst begejstring, var Poul Nyrups berømte: »Stuerene bliver I aldrig.«
At denne åbenlyse fornærmelse var blevet en central del af Dansk Folkepartis selvfortælling, er ikke nogen tilfældighed. Billedet af folkets repræsentanter, der blev set skævt til på de bonede gulve – dem, de andre ikke ville lege med – er utrætteligt blevet udnyttet.
Men i det billede er der ikke plads til at fifle med borgernes penge, selvom de ligger i en EU-kasse. Og dermed er Messerschmidt allerede ramt på det, der skulle være hans styrke, og det, der for mange i partiet har gjort ham til håbet om en ny glorværdig fremtid. Sagen vil – uanset udfaldet – bidrage til hans forvandling fra antipolitiker til standardpolitiker.
Han er dermed allerede mindre interessant som muligt alternativ til Kristian Thulesen Dahl, der ifølge den interne kritik er ramt af samme sygdom, blot i mere fremskreden form. Han ligner for meget en ganske almindelig politiker. Nærmest for stueren.
Det er næsten glemt, at det var Thulesen, der i 2015 præsterede partiets historisk bedste valg. Blandt andet glemt, fordi han i sin forvaltning af sejren begik fatale fejlgreb. I første omgang afviste han regeringsdeltagelse og overlod magten til Lars Løkke Rasmussen, der aldrig har været en favorit blandt Dansk Folkepartis vælgere. Så indledte han en lang flirt med Mette Frederiksen, hvilket åbenlyst endte til hendes fordel. Dertil en tøvende og usikker reaktion den såkaldte Arne-pension, der nærmest var syet efter mål til de socialdemokratisk sindede Dansk Folkeparti-vælgere.
Resultatet var et katastrofevalg i 2019 fulgt af endnu dårligere meningsmålinger. Og med vælgerne forsvandt også glansen fra Thulesen Dahl. Engang blev han berømmet for at kunne årets finanslovsforslag udenad. Alle var imponeret over mængden af gule sedler i hans udgave af forslaget. Siden blev han pludselig en kedsommelig bogholder, netop fordi han kunne finanslovsforslaget forfra og bagfra og brugte sin tid på at klistre gule sedler i det. Som en Villy Søvndal, der af Euroman blev udnævnt til den bedst klædte politiker og siden latterliggjort, fordi han ikke kunne binde en slipseknude. Op og ned i politik, og nu også med Pernille Vermund som den nye, frække og ikke udpræget stuerene pige i klassen.
Der er ikke noget usædvanligt i, at et parti begynder at diskutere lederskab, når det bliver halveret ved et valg og siden siver videre i meningsmålingerne. Det er bare nyt i Dansk Folkeparti, der stiftet på ruinerne af det anarkistiske Fremskridtsparti gjorde topstyring og disciplin til en grundværdi. Men nu er diskussionen der, og den har hidtil handlet om Morten Messerschmidt som formandsemne. Han er reelt den eneste, der har format til at blive taget alvorligt som et alternativ, selvom hans flamboyante hatteføring og højlydte operasang kan forekomme en anelse artsfremmed i en klassisk DF-forsamling. Men med en alvorlig dom vil den historie selvfølgelig være sat på lang pause.
Ej heller skal man vente, at revolutionen bryder ud dagen efter en frifindelse. Novembers kommunalvalg står for døren, og med de nuværende meningsmålinger ligner det en øretæve til Dansk Folkeparti. Allerede i marts opgjorde magasinet NB-Kommune, at hver sjette af de byrådsmedlemmer, der sidst blev valgt for partiet, har forladt det, og på et tidspunkt besluttede Nye Borgerlige, at de ikke ønskede at tage imod flere af konkurrentens kommunalpolitikere. Ingen, der har læst side et i den politiske ABC, vil gå efter at overtage magten for at indlede med et sikkert nederlag. Lad den gamle om det.
Støjberg i kulissen
Det er selvsagt ikke opmuntrende for Thulesen Dahl, og presset på ham vil givet stige efter valget. Spørgsmålet er så, om der findes et reelt alternativ på det tidspunkt.
Under alle omstændigheder har processen allerede sin egen fremadskridende logik, og stærke kræfter er i fuld færd med at skabe tvivl om lederskabet.
Forleden kunne man på tv2.dk læse et interview med partiets grand old lady, Pia Kjærsgaard. Det efterlod ingen tvivl om, at stemningen ikke er tiptop i partiets øverste lag.
Egentlig handlede det om Kjærsgaards overvejelser om sin egen afgang som partileder. Men meget atypisk for Dansk Folkepartis normale jerndisciplin fandt hun anledning til at levere et par slet skjulte skinnebensspark til formanden. Han havde nemlig, sagde hun, været meget ivrig for at fremskynde hendes afgang for selv at komme til fadet, hvilket hun havde afvist.
»Den iver var tæt på at være upassende. Og der kunne under ingen omstændigheder være tale om at rykke tidspunktet,« sagde hun blandt andet, hvilket mere end antyder, at den gode stemning og de tætte relationer har kendt bedre dage.
Det er yderligere en kendt sag i Dansk Folkeparti, at Kjærsgaard sætter meget stor pris på Morten Messerschmidt både som politiker og person. Så skulle det komme til opgør, kan Thulesen Dahl risikere at have partiets ubetingets stærkeste enkeltperson imod sig.
Det afgør dog ingen sag, for også Thulesen selv og hans tætte allierede Peter Skaarup har samlet et par trick om den barske del af politik op i de godt 25 år, der er gået siden tumulterne i Fremskridtspartiet.
Dertil har Thulesen Dahl fået sig en ny mulig allieret, nemlig Inger Støjberg, der ganske vist ikke er medlem af partiet, men er flyttet ind på Dansk Folkepartis gang på Christiansborg, hvor hun også trækker på sekretærbistand. Det er bemærket, at hun allerede optræder en del sammen med Thulesen Dahl. Eksempelvis ved et besøg ved udrejsecenteret Kærshovedgård først på sommeren.
Ender Støjberg med fuldt at tilvælge Dansk Folkeparti og Thulesen Dahl, er der tale om et helt nyt spil med helt nye styrkeforhold. Men det er fremtidsmusik, der også lige skal afvente rettens ord.
For der er trods alt en øvre grænse for, hvor mange topfigurer et parti kan have siddende på landets anklagebænke.
