Det så ud, som om det faktisk kun kunne regne i Manchester. Bygningerne tonede ind i det grå tæppe med en naturlighed, der gjorde det svært at forestille sig stedet på en sommerdag. Den store tomme parkeringsplads uden for den stadionlignende bygning vidnede om, at der på andre tidspunkter var kapacitet til travlhed og hobetal af publikum til vigtige begivenheder. Der var højt til loftet over den store cykelbane i udkanten af Manchester, men nedenunder var der trangt, og de lange gange husede et vildnis af små lavloftede kontorer. Et af dem var aflåst og havde en bankboks stående bagest i lokalet. British Cyclings hovedkvarter mindede i den periode mere om en eliteforskningsenhed end et idrætscenter.
Da jeg blev vist rundt, måtte jeg kun kaste et hurtigt blik gennem en døråbning til det sted, hvor »The Secret Squirrel Club« havde deres udstyrsrum. Senere blev den enhed omdøbt til »Room X«. Dens eneste formål var at udvikle teknologi, der kunne skære sekunder af selv de bedst tænkelige tider – ikke mindst til OL-finaler. De havde ikke noget budget, de behøvede at skele til, så længe der kunne produceres medaljer, og det gjorde briterne på samlebånd de år. Ved legene i Beijing havde de vundet otte guldmedaljer og bragt sporten op på et helt andet niveau i den britiske bevidsthed. Sølvmedaljen til mændenes holdforfølgelsesløb havde Danmark taget, noget overraskende, men de var nu blevet en trussel. Den første, jeg mødte i kantinen den dag i Manchester, var den nu tidligere danske landstræner, tyskeren Heiko Saltzwedel. Han var blevet tilbudt et meget velbetalt job hos konkurrenterne, ville rygterne vide.
»All of this, just to beat the Poms,« sagde min kollega, da vi sad i bilen på vej gennem alléen op mod indgangen til det enorme sportskompleks i Canberra, under den bagende novembersol syd for Ækvator, to år efter mit besøg i Manchester. Alt det her bare for at slå briterne. »Poms« er australiernes foretrukne øgenavn for deres ærkerivaler. Det stammer formentlig fra forkortelsen af »Prisoners of Mother England« eller fra den granatæblefarve (pomegranate), solskoldede tilflyttere ofte får. Min kollega havde arbejdet der i over 25 år, og det var ikke kun en vits, det med at slå dem. Det var en konkret og nødvendig ambition, som til forveksling lignede den intense stemning, jeg havde oplevet på den anden side af kloden. De var de ultimative konkurrenter. Australian Institute of Sports hovedkvarter ligger i forlængelse af den alt for moderne betonhovedhovedstad Canberra og dækker stort set alle sportsgrene. Komplekset ligner et enormt filmstudie, der samtidig fungerer som en slags fælleskollegie for de tilrejsende elitesportsudøvere.
Banecyklingen fyldte meget rundt på forskellige laboratorier, og de mange års konstante medaljehøst skulle nu genetableres for enhver pris, efter det gamle imperium nu havde ydmyget dem i kernedisciplinerne ved de seneste to OL. Australierne havde rytterne og pengene, men briterne slog dem alligevel. Nu var der ph.d.-projekter i gang om selv de mindste detaljer, og der blev investeret i små boligkomplekser, der var indrettet som højdetræningskamre, hvor atleterne kunne bo og sove i den tynde luft. Der var flere grunde til, at det ikke lykkedes for australierne at vippe briterne af banetronen igen. Nogle af dem involverede triste personlige skæbner, men den største årsag lå et helt andet sted og var uden for rækkevidde – for begge sider af rivaliseringen. Det danske landshold var i gang med at udvikle sig til en helt anden type konkurrent. Englænderne ville gerne slå resten af verden, og australierne ville bare gerne slå englænderne. Danskerne gik stilfærdigt til opgaven med det ene formål: hele tiden at blive bedre, end de var tidligere.
Izu-Velodromen i Tokyo. Kvalifikation, mandag. Landstræner Casper Jørgensen er ikke tilfreds, selvom hans hold lige har sat olympisk rekord. Rytterne kender betydningen af selv den mindste af hans bevægelser, selvom han ikke fortrækker en mine. Han behøver ikke at sige det, for de ved det godt selv. En af rytterne, Lasse Norman, skriver til mig, at han glæder sig til, at de kan forbedre sig til næste runde.
Det var ikke de konkrete ressourcer, der bragte danskerne op på eliteniveau på et tidspunkt, hvor konkurrencen aldrig havde været større. Det var den daværende landstræner Heiko Salzwedels ekstremt strukturerede arbejde med en gruppe ryttere, der dedikerede sig til medaljedrømmen. Hans greb om rytterne og ambitionerne bragte dem meget længere, krone for krone sammenlignet med det angelsaksiske overherredømme. Rytterne, der fandt succesfuldt sammen i det meget disciplinerede arbejde, var Alex Rasmussen, Michael Mørkøv, Jens-Erik Madsen og den nuværende landstræner Casper Jørgensen. De tilsidesatte stort set alt andet i den periode, og det gav en sølvmedalje i Beijing. Men nok så vigtigt skabte det en drøm i hovedet på rytterne, der også fandt opbakning hos DCU og Team Danmark.
»I starten havde vi ikke ret meget fokus på de tekniske ting, men jeg tror, at det begyndte at tage fart omkring 2012. Der er sket vanvittigt meget på den front i det hele taget. Der er savet næsten 20 sekunder af verdensrekorden siden OL i Sydney, og det er ekstremt meget,« siger Alex Rasmussen, der var en del af det hold, som vandt sølvmedaljen.
Han er også en af dem, der understreger vigtigheden af at have et ryttermateriale, som har kunnet balancere eller sågar helt tilsidesætte ambitioner på landevejene for at satse på banen. Det kunne han ikke selv, men er alligevel mest kendt som en af dansk banecyklings mest vindende supertalenter. Dem var der flere af i den periode, men det lignede et alvorligt tilbageslag, da Casper Jørgensen måtte stoppe på grund af en længerevarende knæskade. Men netop det rummede ironisk nok kimen til, at Danmark kunne tage de næste skridt med en kontinuerlighed og en ambition, der rakte langt ind i fremtiden. Jørgensen blev først assisterende landstræner og fik sidenhen hele ansvaret.
Hans kollega fra landevejsdelen af den danske satsning, Anders Lund, siger det på denne måde: »Med Casper Jørgensen som træner fik holdet et konstant verdensklasseniveau, og han gjorde det på en måde, der fik rytterne til at dedikere sig totalt til projektet. Det lyser ud af ham, at han vil vinde. Han er en kæmpe kapacitet og en af de dygtigste trænere i verden.«
Men selvom Jørgensen udfyldte den rolle perfekt, var der stadigvæk et stykke vej til de tider, holdet skulle kunne levere for at tage de næste skridt fra den sølvmedalje, han selv havde været med til at vinde. Selvom budgetterne blev forøget, var det ikke noget, der nærmede sig konkurrenternes.
»Den tungeste valuta, holdet har haft, er uden tvivl rytternes dedikation. De ved godt, at de er bagud fra starten, fordi andre har større budgetter og kan udvikle mere. Men Casper har banket ind i dem, at ingen kan slå dem på deres indstilling. Det taler for sig selv, at det er lykkedes,« understreger Lund til Weekendavisen.
Izu-Velodromen i Tokyo. Semifinale, tirsdag. Frederik Rodenberg tager den sidste monsterføring, der skal aflevere hans holdkammerater til en tid, som er god nok til en verdensrekord. Han er ør nu, ser kun den sorte linje på banen under sig. Han hamrer ind i en engelsk rytter, og pludselig er der kaos omkring dem. Ingen ved, hvad der kommer til at ske. Casper Jørgensen folder roligt snoren fra stopuret sammen som den eneste synlige reaktion. Holdet venter i over en time for at få bekræftet, at de går videre til finalen. Det fyger rundt med rygter og klager. Englænderne er rasende.
Hvis der i nogens øjne har manglet økonomi til at gå hele vejen rent teknologisk, har projektet til gengæld fået enormt meget ud af de investeringer, der så er blevet foretaget. I slutningen af 2019 fik holdet tilknyttet ingeniøren Dan Bigham, der har sin egen historie med udviklingen af præstationsmæssige fordele. Han er kendt for at nedbryde dogmatiske forestillinger om, hvordan man kan integrere teknologiske fordele. Bigham er optimeringsekstremist, og det har vist sig at være et godt match for et projekt, som ikke har haft råd til beslutningsmæssige omveje fra idé til handling. En af tankerne bag Bighams tilgang er, at viden er mere væsentlig end talent. En ekstrem filosofi, der obducerer alle led i en præstation og rastløst udfordrer samtlige komponenters relevans i forhold til at levere det ønskede resultat. Han har ifølge Weekendavisens kilder været med til at skrabe afgørende tid af danskernes toppræstationer, og der er blevet gået lige så meget til grænsen, som konkurrenterne tidligere har været kendt for. Så meget, at danskerne blev anklaget for snyd, da de fire ryttere stillede op med anatomisk sportstape på skinnebenene til det indledende OL-løb. »Godkendt skadesforebyggelse,« sagde danskerne, mens konkurrenterne så det som en spidsfindig omgåelse af reglerne for at få en aerodynamisk fordel. Fløjlshandskerne blev i den grad hevet af de tre dage på banen i Tokyo, men det samme gjorde danskernes tape.
Izu-Velodromen i Tokyo. OL-finalen, onsdag. Med 700 meter tilbage kunne danskerne se guldet, men de havde verdens stærkeste rytter i hælene. Italienske Filippo Ganna tog den føring, alle frygtede, og den kunne Rodenberg ikke matche som sidstemand for danskerne. De tabte finalen og måtte tage til takke med en sølvmedalje. Forskellen var 0,166 sekund. Så lille, at man knap kan se den, men skuffelsen vejede mere end det tabte metals tyngde.
DCUs elitechef, Morten Bennekou, ringer en halv time efter finalen. Fattet og klar, hvilket efterhånden er blevet hans kendemærke. Han er nødt til at tale højt for at overdøve den rungende larm på cykelbanen. Andre konkurrencer er allerede i fuld gang.
»Rytterne og trænerne er skuffede nu. Vi var kommet for guldet, men italienerne kørte stærkere. Det har været et svært element af uvished i forberedelsen, da vi ikke har kunnet køre konkurrencer og vurdere de andre hold under pandemien, selvom vi hele tiden har vidst, hvor vi selv stod. Der kommer et element af opbrud oven på OL, men det er vi forberedte på. Vi ser frem til at starte på en frisk med en ny sammensætning, og måske vil nogle af rytterne fra i dag søge væk og komme tilbage,« siger Bennekou.
Elitesport er ikke en eksakt videnskab, og selvom et forfølgelsesløb på øverste niveau kan ligne det til forveksling, vil ingen kunne dissekere den danske præstation ned til én udslagsgivende faktor. Teknologi, talent og perfektion mødes oftere end andre steder til et OL. Det er konkurrencens natur. Men det er sjældent, at de gør det så smukt og gnidningsfrit, så selv vinden og det meste af verdenseliten må føje sig. Forskellen mellem sølv og guld var kortere end et blink med øjet. Der er kun tre år til næste gang.
Find flere af Brian Nygaards artikler om cykelsport her.
