Almenvellet. Store børn bør vaccineres, ikke for deres egen skyld, men for samfundets, mener eksperter. Men selv hvis børnene tager vaccinen, forekommer flokimmunitet mere og mere illusorisk.

En for holdet

Det lyder måske barsk i danske øren, men i kampen mod corona må selv de mindste gøre en indsats. De er for unge til at stemme og til at køre bil, og de må ikke købe alkohol. Alligevel beder staten dem om at give et bidrag ved at lade sig vaccinere mod covid-19.

Det er ikke i første række barnets tarv, der kommer i betragtning i spørgsmålet om vaccination af mindreårige mod coronavirus. Det sker hovedsagelig af hensyn til kollektivet, siger eksperterne.

»Børn bliver jo ikke særlig syge af corona, så det er ikke så meget for deres skyld, men mere for samfundets skyld, at man tilbyder denne her vaccine,« siger Camilla Foged, der er professor i farmaci ved Københavns Universitet og en af Danmarks førende vaccineforskere.

Samfundsøkonomisk er det ret ligetil: Uden vaccination af de fleste borgere ned til en alder af i hvert fald 12 år vil coronavirussen i sin nye smitsomme deltavariant kunne føre til nok en omgang nedlukninger i efteråret. Det er der ingen, der gider.

Kontroversielt er det dog. Danmark har med købet af over en million doser fra Rumænien gjort det muligt at vaccinere unge i alderen 12 til 15 år, men kun omkring en tredjedel har indtil videre taget imod tilbuddet. Eksperter forventer dog, at andelen stiger, når de danske familier vender hjem fra sommerferie.

Ude i verden er der blandede holdninger til at vaccinere børn og unge. USA og Israel er blandt de lande, som har udrullet et omfattende vaccinationsprogram for børn ned til en alder af 12 år, mens Storbritannien indtil videre har sagt nej til vaccine af unge i lavrisikogrupper.

Helt uden positive virkninger for børn og unge er vaccinen ikke. Nogle få i de yngre aldersklasser kan faktisk blive alvorligt syge af covid-19, eller de kan risikere at smitte sårbare familiemedlemmer. Derudover er der også spørgsmålet om senfølger, som forskerne endnu ved forholdsvis lidt om.

Men det vigtigste er hensynet til helheden. Sundhedsstyrelsen har estimeret, at i et scenarie, hvor den mere smitsomme deltavariant er dominerende, skal 86 procent af den danske befolkning være immune for at opnå flokimmunitet.

»Vi skal i hvert fald ned til 12 år for at komme i nærheden af 86 procent. Om vi nogensinde når det, er jeg altså ikke sikker på,« siger Camilla Foged.

Vejen til flokimmunitet

Camilla Foged understreger, at det ikke bare er 86 procent, der skal være vaccinerede, det er 86 procent, der skal være immune. Og eftersom der er nogle, vaccinen ikke virker særlig godt på, skal andelen af vaccinerede endnu højere op.

»Jeg er ikke sikker på, at vi når helt op på det niveau alene ved hjælp af vacciner. Der skal sikkert også noget naturlig immunitet til. Men jeg synes absolut, det er den rigtige strategi at prøve at nå så højt op i immunitet som overhovedet muligt.«

Rundtom i verden breder den samme erkendelse sig. Måske er flokimmunitet slet ikke realistisk, specielt ikke med fremkomsten af deltavarianten og potentielt andre smitsomme varianter over horisonten. Det gælder for eksempel også i Chile, som er et af de lande i verden, hvor der er blevet vaccineret mest ambitiøst, og der nu er planer om at inddrage børn helt ned til treårsalderen.

Miguel O’Ryan, der er specialist i smitsomme sygdomme ved Universidad de Chile i Santiago, peger på, at en vaccine som den kinesisk producerede Sinovac, der har været meget brugt blandt chilenere, kun forhindrer smitte i to ud af tre tilfælde. Det giver stof til eftertanke.

»Man kan måske sige – tentativt, for vi ved det ikke med sikkerhed endnu – at hvis man vil opnå reel flokimmunitet, skal man sikkert op på at vaccinere 100 procent af befolkningen,« siger han.

Men selv uden flokimmunitet er der gode argumenter for at vaccinere unge og måske også børn, siger eksperter. I Australien har der i de seneste uger været omfattende nedlukninger på grund af deltavarianten, og det er blevet klart, hvor vigtig en rolle de yngste borgere spiller.

Før var skolerne ikke nogen særlig vigtig faktor, men i hvert eneste af de seneste udbrud af deltavarianten i de forskellige australske delstater har skolerne vist sig at være centrale for smittespredningen, og derfor bør store elever også vaccineres, fortæller Catherine Bennett, der er epidemiolog ved Deakin Universitys afdeling i Melbourne.

»Hvis man har en skole, hvor vaccinationsraten er lav, og hvis virus – eller når virus – så bliver bragt til skolen af en enkelt elev, vil den sprede sig gennem klasselokalerne meget hurtigt. Når man dagligt bringer individer sammen, som for det meste ikke er vaccinerede, skaber man små hotspot, hvor virus har rig lejlighed til at brede sig,« siger hun.

Den nagende Tvivl

Én ting er de potentielle fordele ved at lade børn og unge vaccinere. Men hvad med ulemperne? Hvor meget kender vi til dem?

Foreløbige erfaringer har vist, at nogle unge kan udvikle hjertehindebetændelse og hjertemuskelbetændelse efter vaccination, men risikoen er tilsyneladende lille. Foreløbige tal viser for eksempel, at det blandt piger kun er ni ud af hver million, som udvikler det, og de klarer sig næsten altid igennem af sig selv.

Camilla Foged mener, at frygten for bivirkninger af vacciner er overdrevet, i forhold til hvad der generelt er af bivirkninger af meget andet medicin, og hun stiller sig tvivlende over for risikoen for komplikationer, som vi endnu ikke kender til, men som teoretisk kan opstå på et senere tidspunkt.

»Jeg kan ikke forestille mig med denne her type vacciner, at der skulle være nogen langtidsbivirkninger, for vaccinerne bliver nedbrudt relativt hurtigt, så jeg tror, eventuelle bivirkninger forekommer inden for de første 14 dage efter vaccination,« siger hun.

Skræmmeeksemplet i den sammenhæng er den svenske og finske erfaring med vaccine af børn mod svineinfluenza i 2009 og 2010. Det blev senere kædet sammen med, at nogle af de vaccinerede udviklede narkolepsi, en hjernesygdom, som giver sig udslag i en pludselig trang til at sove.

Ifølge Jessica Nihlén Fahlquist, docent på Centrum för forsknings- og bioetik ved Uppsala Universitet, er den vigtigste lære af den erfaring, at myndighederne skal være ærlige om den usikkerhed, der eventuelt måtte findes om langtidsrisici.

»Det er en pædagogisk opgave både at kommunikere, hvorfor det er vigtigt at lade sig vaccinere, og samtidig være åben om den usikkerhed, der råder. Folks vilje til at lade sig vaccinere afhænger af, og bør bygge på, et tillidsfuldt, respektfuldt og åbent forhold mellem stat og individer,« siger hun.