Kommentar. Et flertal af amerikanere ville gerne af med Trump. Men næppe med hans asylpolitik.

Karavanen

Skal man tro Gallup, går Donald Trump over i historien som den mest upopulære præsident nogensinde. Aldrig nogensinde har så mange brudt sig så lidt om deres præsident i så lang tid – nemlig samfulde fire år.

Og dog var der 74 millioner amerikanere, der stemte på ham ved valget – flere end på Obama og flere end på nogen anden republikansk præsidentkandidat i historien. Så hvordan går det til?

En mulig forklaring er, at folk ikke stemte på Trump, men på hans politik. Hvilket bekræftes af talrige andre undersøgelser, som viser, at massevis af republikanske vælgere ikke kunne fordrage personen Trump, men så sig nødsaget til at stemme på ham alligevel. Nødsaget? Ja, nødsaget, hvis de for eksempel ville have nedbragt tilstrømningen af migranter fra syd, hvilket optager amerikanerne, præcis som det optager europæerne.

I skrivende stund er tusinder af fattige og desperate migranter således på vej fra Honduras til USA i forventning om den nye humane asylpolitik, som Joe Biden har sagt, at han vil indføre. Til nyhedsbureauet AFP siger en af migranterne, at eftersom det er latinoerne i USA, der har gjort Biden til præsident, så skylder Biden at leve op til sine løfter.

Indtil videre er migranterne dog ikke engang nået til Mexico, men er hårdhændet blevet standset af politisoldater i Guatemala, der har trængt tusinder tilbage mod Honduras. Samtidig har Mexico indsat styrker ved sin sydlige grænse for at standse karavanen, der dog for længst er blevet opsplittet i flere dele.

Om migranterne vil nå frem til USA, er endnu uvist. Men det er kun uvist, fordi Trump-administrationens aftaler med Mexico og Guatemala stadig er i kraft.

Under Trump steg forsøgene på at krydse den sydlige grænse til USA betragteligt i 2018 – og eksploderede i 2019, hvor der var 851.508 pågribelser. I 2018 indgik Trump derfor en aftale med Mexico, som betød, at asylansøgere skulle vente i lejre i Mexico – ofte i årevis – mens de fik behandlet deres asylansøgning i USA (En model, som også flere partier i Folketinget har plæderet for, hvis man ellers kunne finde et land, som ville påtage sig at lægge jord til sådanne lejre). Endvidere forpligtede Mexico sig over for USA til at forhindre migranter i at nå frem til den amerikanske grænse.

I 2019 indgik Trump så aftaler med Guatemala, Honduras og El Salvador om, at de ville give asyl til folk på flugt fra nabolandene, og at USA fremover kunne deportere asylansøgere hertil. Og i 2020 har antallet af pågribelser ved grænsen været rekordlavt: uden at det dog er muligt at sige, hvor meget det skyldes den hårde politik, og hvor meget det skyldes, at coronapandemien har mindsket mobiliteten. Alt i alt betyder det, ifølge CBS News, at der faktisk under Obamas første embedsperiode blev deporteret flere illegale migranter (1,5 millioner) end under Trump (935.000). Under Obama blev der bare ikke pralet med det.

For Biden vil det dog være vanskeligt at deportere illegale migranter i bundter, når han er gået til valg på at lægge afstand til Trumps politik. Han vil opsige aftalerne med Mexico, Guatemala, Honduras og El Salvador og erstatte dem med bistandshjælp, der skal forbedre forholdene i hjemlandene. Og så skal man igen kunne søge asyl i USA og kunne vente i landet, mens den lange asylbehandling står på. Og de migranter, som allerede opholder sig i USA, skal over de kommende år have mulighed for at søge om statsborgerskab. Det skønnes at dreje sig om 11 millioner, men det vides ikke sikkert: Tre forskere fra Yale nåede i 2018 i et større studie frem til, at det snarere drejer sig om 22 millioner.

Bidens dilemma er altså, at hans politik er for human til, at den realistisk lader sig gennemføre: Hele Latinamerika er fyldt med mennesker, der har virkelig gode grunde til at flygte fra bandekriminalitet, korruption, fattigdom, arbejdsløshed og orkaners hærgen. Hvis de tror, at de uhindret kan passere grænsen til USA, søge om asyl og i ventetiden slå sig ned for at arbejde til en mindsteløn på 15 dollars i timen – som Biden også håber at få Kongressen med på – ja, så er der ingen grænser for, hvor mange der vil komme.

Og en eksplosion i tilstrømningen vil sandelig ikke kun gøre Biden upopulær blandt hvide arbejderklassevælgere, men også blandt latinoer og sorte i de ufaglærte jobs, der jo bliver stadig færre af i en tid, hvor alt automatiseres.

Hvis Biden er klog, forstår han, at han i modsætning til Trump overhovedet ikke blev valgt på sin politik. Men derimod på sin person.