LITTERATUREN skylder ingen noget; den tjener ingen dagsorden ud over sandheden om det menneskelige, og man kan hverken forvente eller kræve af forfattere, at de skal være opbyggelige. I bøgerne kan man skabe verdener og ødelægge dem, besynge det smukke og udforske det grimme, undersøge det ubekvemme og gemte. Netop derfor er der grund til bekymring over det åndsklima, der snigende breder sig fra den anden side af Atlanten i form af cancel culture, identitetspolitik og farisæiske fordringer om renhed i tanke og skrift. Det er en vordende balkanisering af kulturlivet, hvor alt for mange, særligt på universiteterne og i kulturinstitutionerne, insisterer på det partikulære, på ukrænkelige tabuer og forbudte ord, på uoverskridelige identitetskategorier og blodfattige udforskninger af eget unikke indre.
REDDEDE man sig gennem det forgangne års nedlukning med et massivt forbrug af streaming, er man ikke den eneste. Men skærmkigningen stod heldigvis ikke alene. Udlånstal fra bibliotekerne vidner om en stor appetit på det skrevne ord, og udvalget fra 2020 vidner om en dansk forfatterstand, der ikke er faldet for tidens importerede dårskaber, men passer deres underbetalte arbejde til gavn for alle. De ti værker, der har været nomineret til Weekendavisens Litteraturpris, har undersøgt vores fortid og fremtid, fået os til at le og væmmes, og de har gjort det med en ubestikkelig insisteren på fag- og skønlitteraturens respektive hædersmærker. Udregnede man forfatternes timeløn eller deres eksponering på sociale medier, ville det stå klart, at de udelukkende skriver, fordi de ikke kan lade være. Anerkendelsen finder oftest sted hos den læser, der sidder alene derhjemme og bliver klogere på sig selv og den verden, der omgiver os.
2020 vil aldrig blive glemt; så meget ligger fast, billederne af militærkonvojer til ligtransport og svækkede medborgere med iltsonder vil hjemsøge os i mange år fremover. Men året fortjener også at blive husket for den danske skøn- og faglitteratur, der gjorde vores sprog og vores verden større. Nu har læserne talt og afgivet deres stemmer. Weekendavisens Litteraturpris går til Stine Pilgaard for romanen Meter i sekundet, et lattermildt værk fra et tungsindigt år, hvor vi havde brug for at synge og læse sammen. Det fik Pilgaard, der må være kandidat til titlen nationalskjald, os til. Ikke med eskapistisk biedermeier eller forstilt udkantsdanmarksidyl, men med en prosa, der oprigtigt og klogt ser os og leder efter det, der binder os sammen. En roman, der ved at vrænge ad fællesskab og institutioner og lade sin hovedperson falde igennem i de sociale sammenhænge ender med at give det stærkest tænkelige argument for selvsamme fællesskabs styrke og nødvendighed. Det er en meget stor ambition, snedigt forklædt som letlæst situationskomik. Næste år vil prisen måske gå til en vredladen sci-fi-roman, en destruktiv digtsamling fra en indsat hashpusher, et uforsonligt kampskrift mod det fælles fra en erklæret maoist, og det vil være glimrende, så længe det er stor litteratur. Men i 2020, hvor vi virkelig har været skilt ad, går prisen til en roman, der insisterer på alt det, vi har til fælles. En prosa, der taler til – og bliver læst af – hele Danmark på tværs af geografiske og sociale skel. Og minder om, hvorfor kunsten er så afgørende i en tid som denne: Vi læser en bog hver for sig. Ikke to læsere vil opfatte den helt på samme måde. Men den giver os et fælles sprog, fordi den handler om det, der samler os allermest: at vi er mennesker. Det har sin helt egen veltimede skønhed.
Læs også pristalen til 'Meter i sekunder', som er skrevet af Linea Maja Ernst.
Hør også kulturredaktør Synne Rifbjerg i samtale med Stine Pilgaard:
