Det gør mig så jublende glad, at Meter i sekundet har vundet Weekendavisens Litteraturpris. Midt i et rædselsår kom den stilfærdigt bumlende i maj, så alverden måtte overgive sig.
Egentlig lå vi allerede ned. I det store skrummel af et år, vi just har forladt, og som var ved at kæntre af verdenshistoriske begivenheder, flokkedes læserne om Stine Pilgaards lille, håbefuldt besværede roman om en outsider, der ikke kan lade andre mennesker være – og gudskelov for det. Det er en tragikomisk genrehybrid med brevkassesvar, højskolesange og et prosaspor domineret af en inderligt utilpasset, uendeligt charmerende fortæller.
Dens katastrofer er små: en storbykvindes samtalebesvær i den vestjyske landsby Velling; det spæde forældreskabs søvnløse sårbarhed, en flagrende tilknytning til den højskole, hvor hendes kæreste underviser; et stadig mere usandsynligt kørekort: »Klitterne suser forbi mit blik, og vindmøllerne tårner sig op som forhindringer i udkanten af mit synsfelt. Blink og drej, siger Mona, det er ikke en karrusel. Højre eller venstre, råber jeg og klamrer mig til rattet. Højre, siger Mona, vi er i en rundkørsel. Hun ser på mig med hævede øjenbryn og dirigerer mig ind til siden. Jeg når lige at åbne døren, inden jeg kaster op på den våde asfalt (...) og siger, at det føles uværdigt, at jeg bliver køresyg af at køre med mig selv.« Fuldendt selvudslettende komik fra en uimodståelig fortæller, der viser sig at være både bogstaveligt og socialt højre/venstre-blind. Men også et orakel.
Årets bog er en perpleks bestseller med situationskomik fra en underspillet udkant, og den gav os en pause fra al den svulstige verdenshistorie: Der er på flere måder langt fra Wuhan til Velling.
Men romanen er ikke virkelighedsflugt, hverken hygge-eskapisme eller triviallitteratur, den er virkelighedstrøst, en påmindelse om noget fællesmenneskeligt, komisk og besværligt, som bliver ved at findes, mens de globale dramaer afløser hinanden: at mennesker trænger til mennesker, lige meget hvor akavet det kan være. At vi har brug for at møde hinanden – og at det kan lade sig gøre, uden at vi behøver skjule vores skævhed; at vi er elskelige på trods af, måske endda på grund af, vores særheder. Den skæve, begejstrede fortæller vil hjertens gerne indgå i højskolens og landsbyens venlige, ja, imødekommende fællesskab, næsten for gerne. Trods den gensidigt gode vilje følger det ene kejtede optrin det andet. Her taler folk helst om vejr og vind, mens hun konsekvent kommer til at tale over sig, associere uforbeholdent, der er aldrig langt fra »goddag« til »hvad mener vi om dyresex?«
Fortælleren er en dramaqueen udleveret til et miljø, der nægter at være andet end underspillet, og det kommer der en stilfærdigt hys magi ud af; her vil alle gerne være gode naboer, men gode venner? Det er næsten for voldsomt.
Frustreret over ikke at kunne samtale flydende, ikke kunne ramme den korte, ufuldstændige sætningsrytme, som hersker i det vindblæste landskab, opsøger hun lokalhelten Anders Agger, der i sine Indefra-programmer har talt med stort set hele Danmark, og som for fortælleren står som det platoniske ideal for ubesværet samtale. Han minder hende om, at de befinder sig i Vestas Country: »I Velling arbejder de fleste med vind, jord eller dyr, siger han. Naturen er ordløs, og den slags smitter, når man bor her. Man kan ikke oversætte fjorden, den ligger der bare.«
Den umælende, vindblæste natur får lov at fylde i fortællingen, og jeg tror næppe, at vindmøller har indtaget så fremtrædende en metaforplads i litteraturen siden Don Quijote. Deres tavse, trofaste tilstedeværelse, der afspejler den stovte lokalbefolkning, er næsten ikke til at holde ud for den kronisk åbenhjertige fortæller, og det er litterær situationskomik i topform, når hun træner samtaletempo med Agger, der med stopur tager tid på, hvor længe hun kan holde ud at lade der være stille pauser i samtalen. Vidunderligt nok er vor utilpassede heltinde ganske ubebyrdet af mindreværd og bliver brevkasseredaktør i lokalavisen, hvor hun med stor overbevisning og fritsvævende allegorier løser de livskriser, som det tilknappede folk i Velling beviseligt går og bøvler med i det skjulte. Hun er håbløs til daglig tale, men en åbenbaring på skrift, hvor alle får et andet og visere svar end det, de strengt taget spurgte efter. Uden at aflære sig sin kluntede åbenhjertighed finder hun sig således til rette i Velling, det er en pointe, som næsten er for sund til at holde ud, at der er plads til alle, hvis man gør sig lidt umage.
Romanens anti-højskolesange er et kapitel for sig. De besværer sig over, men besynger især livets store byggeklodser: kærligheden; barnet; årstiderne. Det er fuldt fortjent, at fire af de halvt vrængende, halvt vemodige sange er optaget i Højskolesangbogen. Fremskriver vi den udvikling, indhenter hun Kim Larsen, Benny Andersen og Halfdan Rasmussen i dette århundrede.
Stine Pilgaards forfatterskab kredser om det fælles: familierelationer (umulige, nødvendige), lejlighedssange, andelsforeninger, højskolebevægelsen og -sangbogen. Hun nærmer sig det folkelige med en insisterende kejtethed, der genfortryller det velkendte: Stine Pilgaard er både forsamlingshuset og forsamlingshusets fornyelse. Romanerne kan læses af alle. Og bliver det, uden at nogen bliver dummere af det. Det er prisværdigt i sig selv. I en tid, hvor der bliver gravet grøfter til skyttegravskrige mellem generationer, køn, minoriteter og majoritetskulturen, så det føles, som om verden er ved at gå over på midten, gør Stine Pilgaards prosa noget i tiden uhørt: Den samler uden at fordumme eller fordømme. Alle de akser, der går gennem befolkningens lag og positionerer mennesker i modsætningsforhold til hinanden, brager Pilgaard bramfrit igennem, som en vanvidsbilist gennem autoværn. Heldigvis for os alle. Hun er en national hofnar til tiden, en stor humorist, der spotter og samler i samme bevægelse.
Stine Pilgaard fortæller fra en outsiderposition; hendes hovedperson er vidunderligt akavet, direkte, ærlig, overstrømmende, kæmper med sociale spilleregler (og betragter dem korrekt som arbitrære og unødvendige), men især er hun helt afklaret med sin kærlighed til andre mennesker. At forståelse ikke altid behøver at gå forud for omsorg, tror jeg, at alle har godt af at blive mindet om.
Stine Pilgaard og hendes fortæller kan se mennesker. Den drævende jyske kørelærer Mona, som samtlige elever, fortælleren inklusive, er forelsket i. Højskolens forstanderinde med folkedans, uofficielt lokalt ægteskabsbureau og turkise irisser. Dagplejemoren Maj-Britt: »Maj-Britt, siger jeg, det er det navn i Danmark med flest stavemåder. Jeg mærker et sus af begejstring (...) I kan bare stave det, som I vil, jeg ved jo, hvem I mener, siger Maj-Britt. Hun spørger, om vi er faldet til i det vestjyske. Min kæreste ser strengt på mig. Vi klager ikke, siger jeg.«
Måske er dét det særlige ved det Stine Pilgaardske gemyt. At have falkeblik for mennesker uden at være tynget af store mængder social sans. Netop fordi fortælleren ikke bilder sig ind at tale flydende menneskesprog på Agger-niveau, at kende enhver på forhånd, ser hun nysgerrigt hvert enkelt menneske for sig og får dem til at træde frem for os. Hun tror ikke på typer, men på mennesker. Gid vi må lære af det.
Kære Stine Pilgaard. Jeg vil gerne sige tillykke med prisen, men også: tak for bogen. Fordi den gjorde det lidt nemmere at leve uden at lyve om, at det er særligt let. Fordi den dvælede så uimodståeligt sjovt ved alt det småbesvær, der udgør det sociale landskab. Fordi den gjorde det meget lettere at være en særling, der snubler i enhver samtale og som en serieforbryder af ren begejstring deler for bramfrit ud af sig selv og vader ind over andres grænser i kærligste mening.
Weekendavisens Litteraturpris
Uddeles hvert år i januar til en dansk forfatter for et skøn- eller faglitterært værk udgivet i det foregående år. Prisen er på 100.000 kr. fra Den Berlingske Fond.
Seneste pristagere:
2010: Birgithe Kosovic: Det dobbelte land
2011: Erik Valeur: Det syvende barn
2012: Kim Leine: Profeterne i Evighedsfjorden
2013: Yahya Hassan: YAHYA HASSAN
2014: Tom Buk-Swienty: Kaptajn Dinesen – Til døden os skiller
2015: Pia Fris Laneth: 1915 – Da kvinder og tyende blev borgere
2016: Flemming Rose: De besatte
2017: Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage – Carls bog
2018: Niels Brunse: Oversættelsen af Shakespeares samlede skuespil I-VI
2019: Jeanette Varberg: Viking – ran, ild og sværd
Læs også David Turnes leder 'Bogens fælleskab' om vinderen 'Meter i sekundet'.
