Offentligt kendte personer vil med sikkerhed opleve, at der bliver skrevet og sagt ting om dem, der ikke altid er sande. Nogle gange er det nødvendigt at svare igen, hvis ikke løgnen skal antage sandhedens form. Således indledte den prisvindende nigerianske forfatter Chimamanda Ngozi Adichie et essay, der for tiden udgør midtpunktet i endnu en runde debat om cancel-kulturen (digitalt pres for at få aflyst eller tilbagetrukket værker fra kunstnere, der opfattes som kontroversielle, red.) i verdenspressens litteratur- og opinionsspalter.
I essayet går Adichie i rette med to af sine tidligere elever, som hun i teksten har valgt ikke at omtale med navns nævnelse, og som med jævne mellemrum er gået i rette med hende på sociale medier efter et interview med britiske Channel 4 News i marts 2017, hvor Adichie som feminist blev bedt om at udlægge sit syn på transkvinder. Hendes svar:
»Transkvinder er transkvinder. Hvis man har levet i en verden som mand med de privilegier, verden tildeler mænd, og så skifter køn, er det vanskeligt for mig at acceptere, at man sidestiller den erfaring med de erfaringer, som kvinder, der er født som hunkønsvæsener, har gjort sig uden at få tildelt de privilegier, mænd får.«
Siden interviewet har hun været genstand for fornærmelser og beskyldninger om transfobi. Modstanden mod hende er endda kommet så vidt, at hendes forældres død som følge af coronavirussen på Twitter blev forklaret som en »straf« for hendes transfobi, fortæller hun i essayet. Men udtalelserne i interviewet står den 43-årige forfatter fortsat ved:
»Vi burde være i stand til at anerkende forskelle samtidig med at være fuldt ud inkluderende, faktisk er forskellighed hele præmissen for at være inkluderende.«
Det er baggrunden for det 3.600 ord lange essay, som Adichie 15. juni offentliggjorde på sin egen hjemmeside. Hun understreger, at hun under normale omstændigheder ville have ignoreret størstedelen af de kommentarer, der har været rettet mod hende, »men hvis noget gentages ofte nok i denne tidsalder, hvor folk ikke har brug for beviser for at købe en historie – særligt en historie, der har potentiale til at fornærme – så kan det hurtigt begynde at se sandt ud.«
Ifølge Adichie ser vi i dag en generation af unge, der er så angste for at have de forkerte holdninger, at de ender med at frarøve sig selv muligheden for at tænke, lære og vokse. Og det skyldes altså cancel-kulturens særligt dominerende frontkæmpere på de sociale medier.
Det er den slags »folk, der beder dig om at ’uddanne’ dig uden selv at have læst nogen bøger og uden på intelligent vis at kunne forsvare egne ideologiske standpunkter, for med ’uddanne’ mener de i virkeligheden: ’Tal mig efter munden, forfladig alle nuancer, ønsk kompleksiteten bort’«. Verden er ikke sort og hvid, hvis man spørger Adichie.
Men det mener Aja Romano i en kommentar på netmediet Vox til gengæld, at Adichies essay er. Adichies »tirade mod cancel-kultur er en farlig afsporing« mener Romano, der selv identificerer sig som trans og nonbinær, og som hurtigt får identificeret de to tidligere elever, Adichie for nogle år tilbage underviste i kreativ skrivning i den nigerianske hovedstad, Lagos.
»Den ene må være den nigerianske forfatter og queeraktivist OluTimehin Adegbeye. Den anden må være forfatteren Akwaeke Emezi, som er nonbinær.«
Essayet er velskrevet, medgiver Romano, men Adichie undviger det centrale spørgsmål, nemlig »hvorvidt en af verdens mest berømte feminister faktisk er transfob, og hvad det betyder for transkvinder, hvis hun er.«
Romano ser Adichie som en af de mest fremtrædende feministiske stemmer, der findes; forfatteren udgør en vigtig indgang til »hele feminismen som koncept«. Og derfor ærgrer Romano sig særligt over, hvad hun betegner som Adichies bevidste afledningsmanøvre.
»At fordømme cancel-kultur er en sikker måde at tilsløre transfobi på. Det har virkelige og skadelige konsekvenser for transpersoner.« I stedet for at beklage sig over, at tidligere elever gik til tasterne på Twitter og ikke søgte samtalen med hende, bør Adichie tackle de bagvedliggende årsager til, at hun blev nægtet den direkte samtale, mener Romano. I stedet har hun »forårsaget smerte hos sine transkønnede læsere«.
Således opsangen til Adichie, der i sit essay til gengæld beskriver modstanderne: »Folk, der hævder at elske litteratur – de rodede historier om vores menneskehed – men som også er monomant besatte af, hvad end der er tidens fremtrædende ideologiske ortodoksi. Folk, der kræver, at man afsværger sine venner på et spinkelt grundlag for at forblive et medlem af den udvalgte puritanske klasse«.
Og så kommer samtidsdiagnosen: »Det, der betyder noget, er ikke godhed, men det, der fremstår som godhed. Vi er ikke længere mennesker. Vi er engle, der hver især kæmper om at være mere engel end den anden. Gud hjælpe os. Det er obskønt.«
