Satellit. En af Italiens mest berygtede mafia­bosser, sicilianeren Giovanni Brusca, medvirkede til nogle af de grusomste forbrydelser, der blev begået af den sicilianske mafia Cosa Nostra. Nu er han blevet løsladt.

På fri fod

Det har vakt bestyrtelse og harme i Italien, at en af landets mest berygtede mafia­bosser, sicilianeren Giovanni Brusca, eller u verru, »svinet«, som han kaldtes, i denne uge blev løsladt fra fængslet efter endt afsoning.

Brusca, som i dag er 64 år, medvirkede til nogle af de grusomste forbrydelser, der blev begået i 1990erne af den sicilianske mafia Cosa Nostra. Hans synderegister omfatter blandt andet medvirken til bombemordet på dommeren Giovanni Falcone, hans kone og tre livvagter i 1992. Det var Brusca selv, som trykkede på fjernudløseren til bomben.

Det var også Brusca, som stod bag den årelange gidseltagning og efterfølgende mord i 1996 på drengen Giuseppe Di Matteo, søn af en afhoppet mafiaboss, hvis lig blev opløst i syre.

Brusca blev kort efter anholdt og idømt fængsel på livstid, men indledte siden et samarbejde med myndighederne, hvormed han opnåede et nedslag i sin dom, som betyder, at han efter 25 års afsoning nu er en fri mand. »Det er en smertende nyhed, men sådan er loven, og den skal respekteres,« udtalte den myrdede dommer Falcones søster, Maria Falcone.

Andre pårørende til ofre for Bruscas forbrydelser var mindre forstående. »Staten arbejder imod os,« sagde enken til en af Falcones livvagter.