Der er omkring 14 kilometer fra teknisk skole i Hvidovre til Christiansborg. Statsminister Mette Frederiksens hjerte ligger angiveligt det første sted, hendes problemer af mere processuel politisk karakter det andet.
Hjertet tabte hun, må man forstå, under et nyligt besøg hos skolens mekanikerlærlinge, hvis lærer sammen med eleverne møder tre kvarter før normal skoletid for at indhente det, der blev tabt under coronahjemsendelserne. For man lærer jo ikke at skifte bremser og udstødning på Zoom.
Mekanikerlærlingene i Hvidovre hører til den gruppe, der var udset til at tabe i nullernes hovedfortælling om det kreative, produktionsløse, globaliserede samfund. Der, hvor vi skulle leve af viden og store ideer, mens folk under andre himmelstrøg tog sig af det grove. De er til gengæld heltene i den nyskrevne udgave, som Mette Frederiksen lancerede hovedtegningen til i et interview i sidste uges Weekendavisen, og som hun fortsatte i Folketingets dag- og aftenlange afslutningsdebat onsdag.
Afsættet til fortællingen er ikke trøsterigt for det segment, der det seneste coronaår syntes at ane statsministerens usynlige hånd, når mundbindet strammede, den statsautoriserede vatpind irriterede næseboret, håret voksede til en uregerlig bunke, eller vinbarens fristende bord befandt sig bag en aflåst dør.
For selvom pandemien klinger af, er der ifølge Mette Frederiksen ikke udsigt til mindre politik – tværtimod. Hendes lære af coronaen er ifølge den nye fortælling, at politik kan dreje historiens hjul. Det har hun tænkt sig at bruge mod centralisering, mod globaliseringens ubehagelige bivirkninger, mod alt det, der er blevet betragtet som uafvendeligheder, som politikken magtesløst måtte tilpasses. Man kunne da også se, ja, næsten høre, statsministeren nikke, da det færøske folketingsmedlem Sjúrður Skaale i sin ordførertale sagde, at nødvendighedens politik må vige for politikkens nødvendighed.
Livtaget med samfundsudviklingen skal ifølge Mette Frederiksen materialisere sig i et stort anlagt reformprogram, hvoraf sidste uges plan om udflytning af uddannelser fra de fire største byer er det første, og resten vil begynde at konkretisere sig hen over sommeren, hvilket formodentlig betyder i august.
Nu er Mette Frederiksen ikke den første statsminister, der har bebudet et historisk reformprogram, og det er ikke alle tidligere visioner, der siden er omsat til politik. Som mange forgængere vil Mette Frederiksen støde ind i et Folketing, der i en statsministers optik ikke forstår storheden i visionen – en mangel, der også kan skyldes det simple faktum, at de ikke deler den.
Frederiksens politiske virkelighed kan i grove træk separeres i tre dele. Den nemmeste er hendes eget parti, som hun i modsætning til sine seneste forgængere har historisk stærk kontrol over.
Den næste er tre støttepartier, som er noget mere problematiske. Kun SFs formand, Pia Olsen Dyhr, synes at nære noget, der minder om varme følelser for regeringen, mens Enhedslistens og De Radikales deltagelse først og fremmest er baseret på manglen på alternativer. Især De Radikale fremstår næsten desperate i ønsket om at slippe ud af lejren, hvilket imidlertid mere har drømmene end sandsynligheden for sig.
Tredje del er den borgerlige opposition, og holder man med den, var onsdagens afslutningsdebat ikke nogen lysbringende oplevelse.
Bageste række i Folketingssalen var et fysisk symbol på tingenes tilstand. Her sad i lange perioder så mange eksilerede Venstre-folk, at de næsten kunne have bemandet en regering. Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, der er i fuld sving med eget parti, Inger Støjberg, hvis placering endnu er uafklaret, og den politiske vandringsmand Jens Rohde, der for tiden er kristendemokrat. Dertil havde rækken i lange perioder besøg af Venstres tidligere politiske ordfører Britt Bager, der sammen med Marcus Knuth har fundet nyt hjem hos De Konservative.
Nynne sin sang, hvor maskinerne står
Nu skal man selvsagt ikke anlægge en politisk analyse på Folketingets stolesætning. Gør man det, vil man let kunne drage forkerte konklusioner af, at det var stolen under Liberal Alliances Henrik Dahl, der hen på aftenen brød sammen og sendte den sydjyske folketingsmand i gulvet. For netop hans parti under ledelse af blå bloks yngstemand, Alex Vanopslagh, synes lige nu at være det eneste oppositionsparti, der forsøger sig med en ideologisk modfortælling til Frederiksens gendigtning af den socialdemokratiske hofdigter Oskar Hansens:
»Nynne sin sang, hvor maskinerne står/ og nynne ud, hvor muldens mænd langs agrene går/ synge ved disk og ved pult på kontor/ og storme ud til havets mænd langs skibes kølvandsspor/ Plads for dem alle, plads for alle, der vil/ Danmark for folket.«
Resten af blå blok synes mere optaget af at sikre sig bedst mulig andel af de omkring 45 procent af vælgerne, der endnu bekender sig til borgerligheden.
Det centrale spørgsmål for enhver opposition, nemlig hvordan man kommer af med regeringen, synes man ikke at have noget svar på. Den sag ser ud til at afvente et endnu ikke indtruffet mirakel. Internt i Venstre er det eksempelvis en udbredt analyse, at minksagen kan føre til en rigsretssag mod statsministeren, hvilket med ét slag vil vælte det politiske spil over ende.
Hvis den teori skal have nogen form for bæredygtighed, vil det formodentlig kræve en usædvanlig utvetydig konklusion fra den kommission, der gransker beslutningen bag minkaflivningen. I modsat fald er det næppe sandsynligt, at Det Radikale Venstre vil glæde vælgersegmentet ved at udløse rigsretssag eller valg på en sag, der handler om minkavlere, der både geografisk og erhvervsmæssigt er placeret så uradikalt, man næsten kan blive.
Så skulle det da lige være, fordi Det Radikale Venstre åbenlyst er ved at være drevet til desperation for at komme fri af det socialdemokratiske åg. Hidtil har der imidlertid været én helt central hindring for det. Nemlig at hele den radikale strategi har været anlagt på en kritik af den førte udlændingepolitik i bredere forstand. Og her er Socialdemokratiet ganske vist ikke behagelige at have med at gøre set fra en radikal position. Men alternativet på blå side med Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige ombord er trods alt værre. Derfor hænger man på Mette Frederiksen.
Miraklet, der forsvandt
Det var tydeligvis i et forsøg på at slippe ud af den knibe, at partileder Sofie Carsten Nielsen i onsdagens Berlingske luftede en omfattende plan for økonomiske reformer af den klassiske blå slags.
På sin vis var det konturerne af det mirakel, man i blå blok venter på. Betegnende for håbet var, at Pernille Vermund fra Nye Borgerlige under debatten rejste sig og utvetydigt opfordrede Jakob Ellemann-Jensen til at indlede et samarbejde med De Radikale om den økonomiske politik.
Venstres formand replicerede, at han var glad for, at der blev taget referat, for ellers ville han næppe kunne overbevise mange om, at Vermund havde anbefalet en alliance med De Radikale.
Den konservative Søren Pape Poulsen var mere bejlende i sin tilgang til de radikale reformer og spurgte Sofie Carsten Nielsen, om hun var klar til »at gå hele vejen«. Underforstået at skifte side, som Papes netop afdøde forgænger Poul Schlüter formåede at få De Radikale til. Sofie Carsten Nielsen var klar til at gå hele vejen, hvad angår reformer – blokskiftet fortonede sig lidt.
Der er imidlertid ét problem for den blå side, og det åbenbarede sig hurtigt, da de socialdemokratiske ordførere spurgte Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl, hvordan han stillede sig til en reformplan med topskattelettelser, fuld afvikling af efterlønnen og forhøjelse af pensionsalderen.
Så var de 90 mandater for den sag forduftet. For nok er Thulesen Dahl presset på både den ene og anden måde – både internt og i vælgerhavet. Men han har stadig mandater nok til at opveje et radikalt sideskifte, og dem vil han angiveligt bruge til at være blå bloks »sociale samvittighed«.
Thulesen Dahl satser dermed på at skaffe sig en selvstændig platform, der kan genvinde lidt af det tabte. Han er presset internt i sit eget parti, hvor det efter alt at dømme kun er sagen om Morten Messerschmidts ageren i forhold til EU-fondene MELD og FELD, der står i vejen for et formandsopgør. Det krævede ikke stor ekspertise i kropssprog at konstatere, at der ikke var nogen hjertelig stemning mellem de folkepartister, der deltog i onsdagens afslutningsdebat.
Som med de eksilerede Venstre-folk på bageste række skal man ikke lægge for meget i bordsætningen. Men alligevel. Thulesen Dahl havde plads på forreste række. To rækker tilbage sad Pia Kjærsgaard, og hun vekslede kun få ord og ingen smil med manden, der har formøblet en pæn del af arven. På rækken imellem sad den tredje af de tilbageværende partistiftere, Peter Skaarup, som en slags mellemmand, der tilsyneladende kan kommunikere begge veje.
Strategisk ser Dansk Folkeparti ud til at have antaget nye og mere beskedne politiske ambitioner. Ikke noget med at udkonkurrere Socialdemokratiet eller erobre den politiske midte i en ny kongemagerrolle. Dansk Folkeparti har én hovedfjende, og det er Nye Borgerlige.
Var man i tvivl om det, kunne man iagttage, at Dansk Folkeparti havde afsat hele fire ordførere til at angribe Pernille Vermund, da hun havde holdt sin tale. Herunder Thulesen selv, Pia Kjærsgaard og Peter Skaarup.
Vermunds plan
Alle efterlyste de en økonomisk plan fra Nye Borgerlige. Hensigten er klar: Man vil afdække, at nok står de to partier nogenlunde samme sted i udlændingepolitikken. Men i forhold til økonomi og velfærd er de i to verdener.
Pernille Vermund svarede, at hendes parti arbejder på en sammenhængende økonomisk plan. Men de er få og nye, så man må vente lidt endnu. Den slags kan man slippe afsted med i en periode, mens man er det nye friske pust. Og det er selvsagt frustrerende for Thulesen Dahl, der selv engang har været det friske pust, men nu bare ligner en ganske almindelig politiker. Det er hård kost for en mand, der i 2015 fik 21 procent af stemmerne, at skulle slås med en opkomling for at beholde lidt under halvdelen af de 12-15 procent, som de to partier tilsammen for tiden henter i meningsmålingerne.
Denne kamp om andele af mindretallet går i store træk igen i forholdet mellem Venstre og Konservative. Det er nu normalen, at De Konservative er det største borgerlige parti i meningsmålingerne. Det er imidlertid stadig Venstre, der trods afskalninger er det største i Folketinget, og det giver åbenlyse problemer.
De Konservative anerkender ikke længere Venstres lederrolle, men de er heller ikke parate til at lade Søren Pape Poulsen melde sig som statsministerkandidat og dermed udfordrer af Ellemann som oppositionsleder. Det giver mildt sagt ikke indtryk af et samlet borgerligt projekt, der kan anfægte Mette Frederiksens forsøg på at anvende styrkepositionen fra coronakrisen til en socialdemokratisering af et i forvejen socialdemokratisk samfund.
De borgerlige angreb på statsministeren ender ofte som processuelle indvendinger mod magtfuldkommenhed og manglende inddragning af Folketinget, hvilket man godt kan formode er mere interessant for politikere og kommentatorer end for den brede befolkning, hvor principielt vigtigt det end måtte være.
Derudover er en del af strategien som nævnt baseret på håbet om et mirakel i form af eksempelvis en rigsretssag om mink eller en radikal omvendelse. Ud over det synes blå blok kun at have et yderligere våben, der på sin vis kan beskrives med Grundtvigs salme: »Han, som har hjulpet hidindtil, han hjælper nok herefter.«
Han eller rettere det, der har hjulpet hidindtil, er i denne sammenhæng udlændingepolitikken. Og derfor var både Venstre og Konservative selvsagt optaget af at bore i regeringens åbenlyse problemer med at få placeret det udrejsecenter, der altså ikke skal ligge på Langeland.
Sammen med hjemtagelsen af børn og mødre fra IS-lejrene i Kurdistan udgør det et synligt problem for Mette Frederiksen.
Hidtil ser de imidlertid ikke ud til at have gjort nævneværdig skade på opbakningen til regeringen, så hvis statsministeren ikke skal have held med at fuldføre sin bebudede socialdemokratiske tiårsplan, tyder meget på, at de borgerlige partier må tilbage i værkstedet for at skabe et modtræk, der for alvor kan udfordre hende.
