Kort nyt. Den Internationale Rumstation ISS blev for nylig ramt af et stykke vildfaren rumskrot.

Sammenstød i rummet

Det måtte ske før eller siden. Den Internationale Rumstation ISS blev for nylig ramt af et stykke vildfaren rumskrot, der har beskadiget stationens robotarm Canadarm 2. Det oplyser Canadas regering i en pressemeddelelse.

ISS har danset med rum­skrot i flere år. Alene i fjor måtte rumstationen foretage tre undvigelsesmanøvrer for at undgå sammenstød. Det aktuelle uheld understreger alvoren af den stigende trussel fra voksende affaldsmængder i rummet.

Robotarmen er, som navnet antyder, canadisk og bruges blandt andet til at håndtere udstyr og fiksere objekter, der lander på ISS. Den godt 17 meter lange arm har det efter omstændighederne godt og er efter sigende sluppet heldigt fra sammenstødet trods huller i det isoleringstæppe, den er beklædt med.

Ikke desto mindre er kollisionen en påmindelse om den lurende fare ved de tusindvis af fragmenter fra tidligere rummissioner, der drøner rundt derude.

Rumagenturer som ESA og NASA fører skarpt opsyn med over 23.000 løsdele, der kredser om Jorden. Disse objekter er på størrelse med en tennisbold, men stumper og stykker, der er mindre end ti centimeter i diameter er meget svære at holde styr på. De bittesmå genstande kan nå en hastighed på omkring 35.000 kilometer i timen.

Ifølge den europæiske rumorganisation ESA er der i dag cirka 128 millioner objekter i størrelsesordenen en millimeter til en centimeter i kredsløb om Jorden.

ScienceAlert, 31. maj