Bare én historie mere, kun en lille én, kom nu ... Alle småbørnsforældre kender det: Højtlæsning ved sengetid er et hyggeligt, men indimellem ret tidskrævende ritual. Parterne er sjældent helt enige om bevægelsen fra læsning til søvn.
Kim Fupz Aakesons Sallies historier (1992/2020) leverer et humoristisk metaperspektiv på puttesituationen: Sallie på tre år plager hver aften sin far om nye historier, og mens han anstrenger sig for at være kreativ i stedet for at se tv-avis, kvitterer hun med løfter om hyl og skrig, hvis historierne ikke virker.
Traditionen for godnatlæsning er international og går langt tilbage i tiden. I begyndelsen af 1800-tallet blev børnelitteratur en del af borgerskabets lekture, og billedbøger, eventyr og børnerim blev anvendt til højtlæsning i barnekammeret. Forestillingen om en mor, som sad på sengekanten med de yndige små, blev et ikon over den velfungerende familie.
Men i en tid med tiltagende pres på familien kan også godnatlæsning gøres til genstand for optimering. Ifølge flere af tidens terapeuter er højtlæsningens berettigelse en hurtig og effektiv indsovning. En af de internationalt mest omtalte billedbøger i 2010erne var den svenske coach Carl Johan Forssén Ehrlins Kaninen der så gerne ville sove (2015). Forfatter, forlag og en kendt sundhedsplejerske (!) lovede øjeblikkelig søvngaranti, fordi historien angiveligt var fortalt med en særlig sproglig teknik, der fremkaldte træthed. Bogen var åbenbart så kedelig, at selv ikke småbørn orkede at holde øjne og ører åbne.
Andre søvnhjælpsbøger er fulgt i kølvandet på kaninbogens spekulative succes, og flere danske forlag og skribenter har prøvet sig i genren. De lidet ophidsende eksempler fra indeværende sæson er Karen Fogh Anderssons Til det dejligste barn i verden og Farnoush Bassris Kim Kanin på drømmerejse. Begge bøger bærer ambitionen om at dysse barnet til ro inden sengetid og bekender sig til en meditativ tradition, hvor genkendelige figurer, sproglig enkelhed og repetitioner anses som ubetingede kvaliteter.
Anderssons bog tager udgangspunkt i oplæsningssituationens fysiske og psykiske intimitet, og der er i teksten gjort plads til, at det lyttende barn tiltales ved navn i de associative fortællinger og sange, som udgør bogens indhold. Den læsende forælder instrueres i at kramme og kysse barnet, som på sin side opfordres til at gentage fraser som »jeg er dejlig/dygtig/sej/kærlig«. Målet er formentlig at opbygge nærhed og (selv)tillid, men den vedvarende insisteren på banaliteter virker patroniserende over for såvel forælder som barn. At læse højt er i sig selv forbundet med omsorg, og der er ikke brug for forcerede kærlighedserklæringer. Når barnet med den ubehjælpsomme formulering ophøjes til det dejligste i hele verden, er der ikke alene tale om individdyrkelse, men også om en mulig etablering af et perfekthedspres. Hvem kan leve op til at være skønnest af alle?
Farnoush Bassris bog om Kim Kanin består af en række små dyrefabler. Også her bliver barnet inddraget og adskillige gange tiltalt som »kære ven, vil du med ...«. Barnet og den medlæsende forælder forsikres om, at fortællingerne foregår inden for en tryg ramme, og den skildrede naturverden kaldes blandt andet »fin og blød« og »varm og lys«. Bogen er certificeret af en klinikchef og knytter ligesom den forrige an til meditation, hvor barnet øver sig i at trække vejret dybt, mærke sig selv og sine egne følelser. Ensformigheden er overvældende, selvom tegneren Lea Letén har gjort sit bedste for at trække naturens nuancer frem.
Nogle børn har brug for angstdæmpende tiltag, men almindeligvis er trætte børn ikke direkte behandlingskrævende ved sengetid.
Højtlæsning er børns første litterære erfaring, og det er trist at reducere godnatlæsning til et redskab for bedre søvnkvalitet. I litteraturen for de yngste findes der adskillige kunstnerisk bearbejdede historier om dyr, natur, krop og hverdag − fra Beatrix Potters Peter Kanin til Ida Jessen og Hanne Bartholins kongeniale historier om elefanten Carl. Det er bøger, som lader barnet spejle sin egen situation eller få et helt nyt perspektiv på tilværelsen.
Det er ikke sikkert, man falder i søvn på minuttet. Til gengæld er der plads til at fabulere og fundere over både sprog og verden, og den oplevelse fortjener alle, ikke kun det dejligste barn i verden.
