Over hele det nordlige Europa er de socialdemokratiske partier i krise. I Tyskland er De Grønne blevet det store venstreparti. I England går arbejderklassen over til De Konservative, og i Holland er PvdA nede på seks procent. Danmark er en markant undtagelse. På næste lørdag markerer vi toårsdagen for valget i 2019, der skabte et nyt politisk flertal og bragte Mette Frederiksen til magten.
Under overfladen lurer imidlertid de samme klassemæssige konflikter, som ryster de øvrige S-partier. De går bare ikke internt i Socialdemokratiet, men i et stadig mere anspændt forhold mellem regeringen, der er orienteret imod arbejderklassen og provinsen, og en velstillet storbyopinion med stor indflydelse på støttepartierne.
Den egentlige trussel imod Mette Frederiksen kommer ikke fra højre, men fra venstre. Mens den borgerlige opposition er splittet og rådvild, bliver stemningen i den venstreliberale storbyopinion stadig mere betændt. Betegnelsen stammer fra den tyske venstrefløjspolitiker Sahra Wagenknecht. Mens venstrefløjen historisk kæmpede for det brede lag af underprivilegerede, er de venstreliberale ifølge Wagenknecht »orienteret imod et relativt privilegeret miljø, nemlig storbyernes akademiske lag« af velstillede og studerende.
De venstreliberale har stor indflydelse på støttepartierne, mest entydigt hos Radikale. Enhedslisten og især SF favner bredere, men også hér er en solid dosis venstreliberale akademikere og studerende. Nye Borgerlige mobiliserer flere arbejdervælgere end SF og Enhedslisten tilsammen.
Samtidig sætter storbyopinionen dagsordenen i medierne. De borgerlige dagblade og TV 2 News er højreliberale, DR, Politiken og Information venstreliberale. Resultatet er et pres, der får støttepartierne til at skærpe kursen og skabe mistrøstighed omkring en af Europas få venstrefløjsregeringer. Truslerne fra Radikale og Enhedslisten er efterhånden lige så hyppige som forårets regnbyger; faren er, at bordet på et tidspunkt fanger, og at der udløses en regeringskrise, ingen egentlig har interesse i.
I disse år spaltes Europas centrum-venstre stadig mere tydeligt i to strømninger. Med Mette Frederiksen kom en ny generation til med ideologer som Kaare Dybvad, Peter Hummelgaard og Mattias Tesfaye, der i debatbøger og kronikker har udviklet en særegen dansk strategi. Efter Blairs tredje vej og Thornings »reform-amok« er kursen blevet lagt til venstre i velfærds- og fordelingspolitikken, mens Socialdemokratiet i samme åndedrag har strammet indvandringspolitikken og svøbt sig i Dannebrog.
Inderkredsen i det danske parti er på linje med den hollandske samfundsforsker og socialdemokrat René Cuperus. Han udtalte i sidste uge til Weekendavisen:
»Vi forrådte vores vælgerbase, arbejderbefolkningen, to gange. Første gang, fordi den økonomiske liberalisme betød nedskæringspolitik, et opgør med velfærdsstaten og dermed den sociale kontrakt (…) Anden gang var, da vi erklærede nationalstaten død. Nu skulle vi alle være europæere, åbne grænserne og leve i det multikulturelle samfund.«
Socialdemokratiets nye linje er også kommet til udtryk i Arne-pensionen til arbejdergrupper, der kom tidligt på arbejdsmarkedet. Læg hertil minimumsnormeringer i daginstitutionerne og nok så vigtigt: Mette Frederiksen & co. vil skabe nye muligheder uden for storbyerne. Uddannelserne decentraliseres, og der oprettes nærpolitistationer og nærhospitaler.
I Rige børn leger bedst dokumenterer vi da også, at arbejderklassen er fortrængt fra hovedstadsområdet og stor-Aarhus. Billige boliger og produktionsjob er i dag i provinsen. Storbyerne er blevet domæner for højere middelklasse og studerende på vor tids masseuniversiteter. Danmark har fået de samme sociogeografiske skel, der førte til Trump, Brexit og Frankrigs Gule Veste.
Med den nye strategi har Socialdemokratiet vundet terræn i provinsens arbejderklasse og lavere middelklasse. Problemet er, at mange af fremskridtene hverken interesserer eller imponerer den venstreliberale storbyopinion. De kommer ikke tidligt på arbejdsmarkedet, men tager lange uddannelser med verdens højeste SU. De bryder sig ikke om motorveje, selvom det skaber job og udvikling i provinsen.
I starten holdt verdens mest ambitiøse klimamål sammen på koalitionen, men nu ses Socialdemokratiets hensyn til energitung produktion og folk med langt til arbejde som illegitimt klimanøl. Mest kontroversiel er indvandringspolitikken. For de venstreliberale er den stramme indvandringspolitik symbolpolitik og knæfald for folkedybet. For den nye generation af socialdemokrater handler det om selve velfærdsstaten.
Få måneder efter valget til partiformand advarede Mette Frederiksen om, at store indvandrergrupper på overførselsindkomst presser velfærdsstaten: »Et universelt finansieret nordisk velfærdssamfund med fri og lige adgang til sundhed, uddannelse og sociale ydelser er ikke foreneligt med en åben udlændingepolitik,« fastslog hun på en S-kongres i Stockholm. Det har vist sig sværere end som så at integrere store grupper fra Mellemøsten og Nordafrika.
Derfor er Mattias Tesfaye & co. ved at omkalfatre asylsystemet gennem modtagecentre i Rwanda og andre lande – flygtninge på midlertidigt ophold skal ikke ende som indvandrere. Regeringen kan blive tvunget til indrømmelser, sådan som det skete med IS-mødrene og flere klimatiltag. Men vi kommer næppe til at se meget af den slags, S-toppen er bevidst om de snævre grænser.
Over hele Europa deserterer arbejderklassen og provinsen – for nylig tabte Labour igen til Boris Johnson i det røde Nordengland. I 2015 oplevede vi »det gule Danmark«, da DF blev størst i Syd- og Vestsjælland og hele det sydlige Jylland. Socialdemokratiet må nødvendigvis fastholde sit sociogeografiske fokus, herunder den stramme indvandringspolitik. Gymnasielæreren på Østerbro og kommentatoren i Hellerup brokker sig højlydt, men har et dilemma:
Hvis Mette Frederiksen vælter, får de Søren Pape & Pernille Vermund – eller andet af samme skuffe. Måske er det på tide, at de ser lidt ud over deres egen næsetip?
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk
Læs også Weekendavisens andre debatindlæg og læserbreve.
