Opinion. Man bliver ikke nazist af at læse Knut Hamsun eller synge »Jeg ved en lærkerede«.

De farlige bogstaver

At Hamsun var nazist, ved alle; hvorfor han blev det, har man så diskuteret siden krigen. Alligevel har mange læst ham lige siden, fordi han simpelthen skriver fremragende litteratur. Men nu skal vi læsere åbenbart passe på: En norsk litteraturprofessor, Ståle Dingstad, har ligefrem erklæret hans bøger for et redskab i det ondes tjeneste. Forfatterskabet hører simpelthen hjemme på den yderste højrefløj, får vi at vide. Til det må jeg svare nej. Forfatteren selv hører måske hjemme dér, men ikke hans værk.

Desværre bliver der stadig flere af den slags puritanske smagsdommere, der sætter lighedstegn mellem en kunster og hans eller hendes værk: hvis kunstneren er umoralsk eller politisk afsporet, må værket også være det. Hvis jeg nyder værket, bliver jeg selv lige så umoralsk eller afsporet. Vi læsere anses for så dumme, at vi ikke selv kan bedømme lødigheden af et værk og se, hvor forfatteren stikker sin private næse frem. For nymoralisten er kunstnerens intentioner og private motiver åbenbart det samme som værkets indhold og effekten på læseren. Publikum er dermed blot et passivt offer for kunstnerens hensigter.

Desværre må jeg bekende, at jeg også er påvirket af andre nazimutanter. For eksempel har jeg for nylig sunget »Jeg ved en lærkerede«, skrevet af nazisten Harald Bergstedt. En anden af hans sange, »Hør den lille stær«, har jeg inficeret mine børn med i flere år, når de skulle sove. Endda med stor fornøjelse. Heldigvis undlod vi at synge »Solen er så rød, mor«.

Jeg har også fået både stor nydelse og ny indsigt gennem maleren Emil Noldes billeder, dengang vi endnu var uskyldige, og vi alle holdt ham for et offer for nazismen. Jeg må bekende: Selv nu, da vi ved, at han var erklæret nazist, anser jeg ham stadig for en fremragende maler. Også selvom moralisterne på Statens Museum for Kunst er ved at få skovlen under ham med deres tendentiøse tekster til hans billeder.

Ud på de små timer kan jeg endda gribe mig i at tænke med på nogle af tankekunstneren Martin Heideggers dybe og spændende ideer om os mennesker. De tanker er jeg taknemmelig for. Også selvom Heidegger desværre var overbevist nazist, uden undskyldninger.

Alt i alt egner kunstnere sig ikke til at være forbilleder for os andre, hverken menneskeligt eller etisk. Som personer er de hverken lykkeligere eller bedre end os. En kunstner er ikke et overmenneske, men blot et almindeligt menneske, der helt tilfældigt har fået en særlig nådegave. Ordet kunst kommer jo simpelthen af »at kunne«. Så kunstneren kan noget med farver, musik, bevægelse, film eller ord. En stor kunstner kan dermed sagtens være et ubehageligt eller ligefrem afstumpet menneske, som man helst ville være fri for som ven eller familiemedlem – og som dog samtidig laver stor kunst, vi andre kun ville blive fattigere af at undvære.

Men »kunst« betyder også »kunstig«. Hvor storslået og meningsfuld jeg end oplever den i øjeblikket, udspiller den sig altid i en boble, som jeg må træde ud af igen. Derefter er værket mit, og det er kun op til mig at tolke, hvad det skal betyde for mig at have været til stede i det. Kunstneren selv har forladt sit værk ved at overlade det til mig. Desuden har det aldrig rummet mere end en brøkdel af kunstnerens person (heller ikke, selvom han skulle foregive det – det er en del af kunsten!).

Så nej: Jeg frygter ikke for den situation, at jeg vågner en morgen og vil strække mig i sengen og pludselig ikke kan få min heile-arm ned igen. Jeg er heller ikke bange for, at jeg en dag vil kunne mærke en dyb modvilje mod kvinder, demokrati og farvede mennesker i mit hjerte, fordi jeg er blevet nazist af at læse Hamsun om natten. Markens grøde er stadig en glimrende bog, og man bliver kun dummere af at nægte sig selv at læse den.

Lykkeligvis kan det tilføjes, at du heller ikke bliver pædofil af at høre musik af Michael Jackson eller se film af Woody Allen eller Roman Polanski. Oplev det. Gør dig dine egne tanker. Det er bare kunst.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk

Læs også Weekendavisens andre debatindlæg og læserbreve.