Giro d’italia. Nicki Sørensen var indbegrebet af en loyal hjælperytter, der vandt, når han fik fri til det. Nu sidder han i sportsdirektørbilen under Giro d’Italia og forsøger at balancere andres ambitioner i retning af noget stort.

Manden bag rattet

Nicki Sørensen laver en bestemt bevægelse, når han får et spørgsmål, han ikke ved, hvordan han skal svare på. Han drejer hovedet og tager højre hånd om i nakken for at klø sig et sted, der ikke klør. Det kan jeg ikke se, om han gør nu, for jeg har ringet til ham inde i Giro d’Italia-boblen, hvor han sidder med hænderne på rattet i en bil på vej gennem små regionale landeveje mellem Umbrien og Toscana. Det er det tætteste, cykelløbet kommer på den del af Italien, hvor han har boet det meste af sit voksne liv, men hans tanker er lige nu på vejens detaljer og den sidste vigtige halvdel af løbet.

Det israelsk-ejede mandskab, han arbejder for i Israel Start-Up Nation, har taget nogle voldsomme skridt de seneste par sæsoner og er rykket op i sportens øverste lag, hjulpet godt på vej af dybe lommers ambitiøse indkøbspolitik. Men det er først på det seneste, og især i den her Giro, at man fornemmer et nyt storhold tage form. Nicki Sørensen har haft sin egen indflydelse på, at det er begyndt at folde sig ud nu.

Da han afsluttede sin karriere efter 16 år som professionel, opsøgte han med det samme mulighederne for at omsætte sine erfaringer til et arbejde som sportsdirektør. Men det er først her i sin tredje ansættelse, syv år inde i den ambition, at han er ved at føle sig nogenlunde hjemme i rollen, der er væsentligt mere kompleks og konkret, end han var klar over dengang.

»Jeg kom ind i det med ambitionen om at være den bedste sportsdirektør i branchen, men jeg var slet ikke klar over, hvor svært et job det er. Jeg var nødt til at omstille mig totalt til at blive lærling og forstå en masse helt fra bunden,« siger Sørensen, mens bilen krydser grænsen mellem de to regio­ner, hvis veje udgør ruten for den frygtede 11. etape til Montalcino. Han er taget ud på løbets første hviledag for at se nærmere på grusvejssektionerne, der måske kommer til at sætte et stort præg på løbets samlede stilling.

Hans forrige job var på et mindre irsk hold, som gennemlevede en kaotisk tilstedeværelse et par år i sporten, før det begyndte at se lukningstruet ud, inden Sørensen selv søgte væk fra den svajende skude. »Jeg tror, det har været en fordel for mig, at jeg har været en del af et mindre setup, hvor jeg så, hvor meget det kræver at skabe et velfungerende hold.«

Nu sidder han som en central del af et internationalt projekt, hvis ambitioner rækker anderledes længere ud i fremtiden. Det israelske hold startede i 2014, men har på få år bevæget sig hastigt op i det internationale hierarki. Op til denne sæson blev ambitionerne pludselig meget mere synlige, da det pengestærke hold hyrede superstjernen, den firedobbelte Tour-vinder Chris Froome, og en lang række andre store navne. Organisationen bag blev udvidet betydeligt, og Sørensen har været med til at gå nogle af de syvmileskridt, der nu begynder at sætte sine spor i løbene. Det seneste år har især det italienske program været en vigtig del af hans arbejde.

»Vores hold har taget nogle store spring på meget kort tid, og vi har fået en del nye folk ind. Det stiller krav til, at vi kommunikerer meget præcist, så alle ved, hvordan vi gør tingene. Alt kan gå galt, hvis man ikke får styr på den del, når det går så hurtigt. Et cykelhold vil på mange måder altid være et kontrolleret kaos med folk, der er spredt for alle vinde hen over en sæson, og det skal man forsøge at håndtere på en måde, der skaber resultater. Det tager tid, før brikkerne falder på plads, men det er ved at ske nu.« Holdet tog sin første store etapesejr under Sørensens ledelse til Giroen sidste år, men det er, som om bredden på holdet har løftet sig meget mere tydeligt i dette års udgave.«

»En væsentlig udvikling, der er sket, i takt med at holdets egentlige omdrejningspunkt, Chris Froome, stadigvæk mangler at leve op til forventningerne med et bekræftende resultat. Det er svært ikke at tænke, at holdets overordnede momentum måske allerede har overhalet den tidligere Tour-dominators mulige tilbagekomst til det gamle niveau, efter at et hårdt styrt satte ham ud af spillet i en længere periode for to sæsoner siden. Nicki Sørensen ville formentlig begynde at klø sig i nakken med det samme, hvis han skulle redegøre for Froomes chancer i Touren, men lige nu har hans trup gjort sit for at flytte opmærksomheden til Giro d’Italia.

På fjerde etape til Sestola fik en af hans ryttere indfriet sin karrieres livsdrøm ved at tage løbets førertrøje, og selvom han kun holdt den et par dage, var det en slags milepæl for ham og for holdet. 34-årige Alessandro de Marchi, der sled sig til trøjen i et langt udbrud gennem Appenninerne, ligner lidt Sørensen i statur og omdømme. En høj, benet slider, der oftest lægger sine kræfter i andres tjeneste, men som en håndfuld gange har opnået store personlige øjeblikke. Sørensen nåede selv at vinde etapesejre i både i Tour de France og Vuelta a Espana, men han mener, at det er tiden som hjælperytter, der har gjort ham til en bedre sportsdirektør.

»Det er nemmere at blive en god sportsdirektør, hvis man ikke har haft et liv som en stor stjerne i sporten. De bedste ryttere vil ofte have svært ved at forstå, hvorfor tingene ikke kommer så let til andre, og at alt ikke bare fungerer. Jeg tror ikke altid, at de har en dybere forståelse for, hvor meget strukturen omkring dem betyder. Den type ryttere tager ofte de ting for givet, som en god sportsdirektør skal bruge næsten hele sit fokus på at få til at ske.«

Der er ret dårlig dækning mange steder i den centrale del af det knudrede landskab, han er på vej igennem, men det er ikke derfor, der pludselig er lidt stille i bilen. Tavsheden kommer, da jeg spørger ham, hvor stor en indflydelse en mand i en bil langt bag feltet rent faktisk har på det endelige udfald af et cykelløb:

»Jeg talte med en kollega på andet hold om, hvor underlig en balancegang det er at være i den rolle. Det er jo naturligt, at vi tager et kæmpe ansvar i forhold til at skabe resultater, men i sidste ende har vi en meget lille indflydelse på, hvorvidt det lykkes eller ej. Det drejer sig måske kun om nogle få procentdele, og det kan føles meget flygtigt; specielt når du mærker, hvor hårdt det er, hvis holdet ikke vinder. Derfor er vores rolle mere ligefrem, når du faktisk indser, at den mest handler om, at det praktiske omkring rytterne fungerer, og at der er en god stemning på holdet.«

Nicki Sørensen flyttede til Toscana, da han var i starten af 20erne, men i modsætning til de andre danske ryttere, der jagtede drømmen i den del af Italien, flyttede han aldrig hjem igen. Han bor uden for den lille by Lucca, en times kørsel fra Firenze, og den er gennem årene blevet kendt som et cykeluniversitet, hvor unge ryttere fra det meste af verden er kommet for at bo og træne på de veje; hvor mange af de store italienske stjerner er født og har skabt et navn for sig selv. At det også blev et sted, de danske ryttere søgte til, var mere et tilfælde, der kom sig af, at den ranglede cykelpioner Jørgen Marcussen helt tilbage i 1970erne lavede en aftale med et lille lokalt hold.

Med ham fulgte flere af de bedste ryttere fra den næste generation, der alle fik et tæt forhold til den del af landet. Det kulminerede egentlig med Rolf Sørensen, der som toscansk dansker blev en verdensstjerne i 1990erne, men da det første store danske hold blev skabt under ledelse af Bjarne Riis, blev Lucca igen det sted, man skulle bo, hvis man var en dygtig dansk rytter. Derfor flyttede Nicki Sørensen ind i en lille lejlighed uden for bymurene med sin kæreste Helle, og i dag – 20 år senere – er deres to døtre og det meste af deres familieliv blevet integreret i en italiensk hverdag.

Nicki Sørensen nærer ikke ingen romantiske illusioner om at arbejde midt i det, mange måske vil opfatte som et eventyr i cykelverdenen med hus og familie i Toscana.

»Jeg er glad for det, jeg laver, men det er sgu ikke noget romantisk eventyr. Det er benhårdt arbejde med et kæmpe ansvar hele tiden. I de bedste øjeblikke handler det om at give noget af det tilbage, som jeg selv manglede, da jeg var rytter. Jeg har haft nogle tidspunkter, hvor jeg har følt, at jeg har ramt det, der skal til for at gøre det godt på den måde. Men det er ikke en overbevisning, jeg har ret lang tid ad gangen. De situationer kommer ikke af sig selv, og sporten er for hård til, at man bare kan tage dem for givet som sportsdirektør,« siger han, inden jeg spørger ham, om der er nogle fællestræk blandt de ryttere, han arbejder med.

»Man skal være hård og meget, meget stædig for at blive en god cykelrytter. Det tiltrækker nogle specielle eksistenser, og for mig er udfordringen at få den slags mennesker til at opnå så meget som muligt, inden deres karriere er forbi. Det var en stor ting for mig at se de Marchi tage den lyserøde førertrøje på det her tidspunkt i sin karriere. Han er en dybt dedikeret person, som er villig til at arbejde benhårdt i en sen alder for at komme i topform og lave noget stort. Det er de øjeblikke, hvor den slags sker, at det hele giver mening. Resten og vejen dertil er på mange måder bare et vanvittigt hårdt slid.«

Den 104. udgave af Giro d’Italia slutter 30. maj i Milano.

Foto: Nils Meilvang, Scanpix
Foto: Nils Meilvang, Scanpix

Find flere af Brian Nygaards artikler om cykelsport her.