»Jeg er en negativ mønsterbryder,« forklarer Anders Lund Madsen.

Begge hans forældre voksede op i arbejderklassen og fik mange tæsk i deres barndomshjem, så de besluttede, at Anders og hans bror, Peter, skulle leve et middelklasseliv med masser af tryghed og mange muligheder.

»Men min far var ret skuffet over mig. Fra min fars synsvinkel var det op ad bakke for mig. Jeg ville jo ikke rigtig noget. Ikke noget som helst, faktisk,« siger Anders Lund Madsen, der ved en tilfældighed fandt ud af, at han kunne stille sig op på en scene og sige noget, som folk grinte af.

Der har han stået lige siden.

Anders Lund Madsens barndom var præget af både frygt og ensomhed. »Jeg var ekstremt styret af at undgå farer, som jeg selv havde opfundet. Det gjorde, at jeg var meget isoleret.« På vej hjem fra skole skrøb Anders i skjul i en busk, og i S-toget gemte han sig altid i den bageste vogn, for han var sikker på, at han ville få tæsk af »de andre.« Og når han endelig var hjemme i sikkerhed, satte han sig i Wegner-stolen og bladrede i sine forældres fagblade eller så ud på den farlige verden gennem ruden. Foto: Ninette Birck
Anders Lund Madsens barndom var præget af både frygt og ensomhed. »Jeg var ekstremt styret af at undgå farer, som jeg selv havde opfundet. Det gjorde, at jeg var meget isoleret.« På vej hjem fra skole skrøb Anders i skjul i en busk, og i S-toget gemte han sig altid i den bageste vogn, for han var sikker på, at han ville få tæsk af »de andre.« Og når han endelig var hjemme i sikkerhed, satte han sig i Wegner-stolen og bladrede i sine forældres fagblade eller så ud på den farlige verden gennem ruden. Foto: Ninette Birck