REYKJAVÍK – Præcis to år før Neil Armstrong blev det første menneske til at gå på Månen, stod han og fiskede efter laks i en islandsk flod. Et billede fra sommeren 1967 viser ham iført baseballkasket og pilotsolbriller med en fiskestang i hånden under en skyfri julihimmel. Astronauten ser ganske fornøjet ud i det høje græs langs flodbredden. Men han var nu ikke rejst til Island for at fange fisk.
Under rumkapløbet i 1960erne begyndte NASA, den amerikanske rumfartsorganisation, at sende astronauter til Island for at forberede dem på en snarlig månelanding. Fra 1965 til 1967 landede 32 amerikanske astronauter på vulkanøen – heriblandt Neil Armstrong og Buzz Aldrin. Når de ikke holdt fri, trænede de i det golde terræn for foden af Europas største gletsjer, Vatnajökull. De fleste af dem var uddannede piloter, de var ikke forskere, så under besøget blev de blandt andet undervist af erfarne islandske geologer i at udvælge de mest relevante sten i landskabet. Nogle af astronauterne blev siden siet fra, men for knap en tredjedel af dem blev Månen deres næste stop.
»Island var en af vores bedste ekskursioner,« lød det nogle år senere fra Apollo-missionernes egen geolog, Dr. Elbert A. King. »Hvis du gerne vil besøge et sted på Jorden, som ligner Månen, så bør det centrale Island stå højt på listen, da det på smuk vis viser den vulkanske geologi, som stort set ikke er dækket af nogen vegetation.«
Efter den sidste månelanding i 1972 røg Island lidt i glemslen. I årtier hørte islændingene ikke fra NASA, fordi regeringen i Washington, D.C., havde skruet ned for de dyre rumprojekter. Men i de senere år har et nyt globalt rumkapløb igen taget form, og NASA er vendt tilbage til Island for at udforske og forberede de kommende missioner.
Den mellemliggende pause på et halvt århundrede forhindrede dog ikke islændingene i at fortsætte det geologiske feltarbejde på egen hånd. Uden amerikanerne handlede det bare ikke længere om at sigte ud i rummet. Så i stedet gravede de, bogstaveligt talt, for at forstå deres egen lille planet, planeten Island. Og det blev de virkelig gode til.
Hvis man følger mediedækningen af det igangværende vulkanudbrud i Reykjavíks baghave, vil man opdage, at Island i dag har bemærkelsesværdigt mange geologer pr. indbygger. I medierne taler talrige eksperter hjemmevant om magmakamre, lavastrømme og fortidens utallige kratere, som havde de aldrig beskæftiget sig med andet.
Rumdragt på prøve
En af dem er den bare 27-årige vulkanolog Helga Kristín Torfadóttir fra Islands Universitet. Hun skriver i øjeblikket ph.d. om forskellige bjergarter, og så driver hun den populære Instagram-profil »Geology with Helga«. På flere af profilens billeder er hun iklædt en kridhvid futuristisk rumdragt, mens hun svinger med den islandske fane i landskabet omkring gletsjervulkanen Grímsvötn. Det er NASA, som har udviklet rumdragten til brug for de første bemandede rumrejser til Mars om et årtis tid. Og Island var det oplagte sted at afprøve den, før missionen går videre ud i rummet.
Ifølge Helga Kristín Torfadóttir hersker der mange misforståelser om, at vi vil lade mennesker rejse til andre planeter, fordi vi er i gang med at køre vores egen i sænk.
»Jo, vi er i færd med at ødelægge vores jord, men meningen med at sende folk til Mars er ikke at finde os et andet hjem. Tro mig, det er meget værre at bo på Mars end på Jorden. For eksempel er atmosfæren på Mars meget tynd, der er i øjeblikket intet rindende vand, hvad vi ved af, ingen vegetation og en skadelig kosmisk stråling,« opridser hun.
»Men faktum er, at vi ved at udforske Mars eller Månen får en bedre forståelse af universet. Menneskets rumforskning bidrager til at besvare grundlæggende spørgsmål om vores plads i universet og vores solsystems historie. Ligesom Jorden har Mars mange geologiske hemmeligheder, der skal opdages, før vi kan begynde at sammenligne de to planeter bedre. Finder vi tegn på liv, eller ser vi klare beviser for, hvordan forholdene på Mars plejede at være? Måske ser vi en afspejling af Jordens fremtid? Et sted derude venter noget utroligt på at blive opdaget,« påpeger den unge vulkanolog med hentydning til astronomen Carl Sagans berømte citat.
Island har ikke noget statsligt rumagentur, men NASAs genfundne interesse i vulkanøens geologiske forhold fik i 2017 en privat organisation til at stifte Iceland Space Agency. I spidsen for foretagendet står amerikaneren Daniel Leeb, som har boet en årrække i Island. Han har selv en baggrund i film- og turistindustrien, men han så muligheder i at facilitere den genstartede rumforskning, den praktiske træning og logistikken mellem Island og de udenlandske aktører, heriblandt NASA.
»På grund af Islands mange forskellige jordarter har øen adskillige fællestræk med Mars. Kombineret med velfungerende infrastruktur og en strategisk placering både geografisk og politisk gør det Island til et ideelt prøverum for NASA, ESA og private rumvirksomheder med planer om at sende telerobotter eller mennesker til Mars eller Månen,« forklarer Daniel Leeb, mens telefonen kimer i baggrunden.
I modsætning til det vulkanske terræn på Hawaii har Island også koldere temperaturer og dermed en glaciologi, som ifølge planetariske forskere ligner de forhold, som formede dele af Mars-overfladen for millioner af år siden, og som muliggør, at der i oldtidens miljø kan have eksisteret liv på den røde planet.
»Muligvis eksisterer det stadig i dag, et sted under overfladen,« gisner amerikaneren.
Ligesom sin unge kollega Helga Kristín Torfadóttir har han også vandret rundt i vulkanlandskabet iført NASAs skræddersyede rumdragt, men det meste af arbejdet hos Iceland Space Agency foregår på kontoret. Det kræver insiderviden og logistisk sans at koordinere samarbejdet mellem de islandske specialister inden for geologi og teknologi og så rumforskerne fra udlandet. Til sommer kommer det næste store rykind af NASAs folk.
»Her i Island er vi omgivet af – og ofte i direkte kontakt med – mange af de ærefrygtindgydende naturkræfter, som har formet himmellegemerne på tværs af kosmos,« pointerer Daniel Leeb.
Den islandske regering har stadig ingen planer om en national rumfartsadministration, og ifølge Leeb er Island kommet relativt sent i gang med at udvikle landets rumsektor. Men han er samtidig ikke i tvivl om, at de mange partnerskaber og programmer vil sætte turbo på udviklingen, med eller uden regeringens hjælp.
»Vi oplever, at flere og flere indser, at hvis de vil på en succesfuld mission til Mars eller Månen, så er det en fordel at komme til Island først,« som han siger.
Klipper og kulde
På NASA Johnson Space Center i Houston, Texas, sidder rumforskeren Liz Rampe. Hun er så småt begyndt at pakke kufferterne, for snart går turen til Island, hvor hun i øjeblikket er tilknyttet tre forskellige NASA-finansierede forskningsprojekter.
»I det ene projekt undersøger vi, hvordan vi kan anvende dronebilleder og software til at klassificere et bestemt terræn. Det er to funktioner, som Perseverance (roveren, der landede ved Jezero-krateret på Mars i februar 2021, red.) skal bruge, og projektet i Island kan hjælpe os med at planlægge ruten på Mars,« forklarer Liz Rampe over telefonen fra Texas.
De to andre NASA-projekter går ud på at studere sammensætningen af Islands sedimentære bjergarter i floder og under gletsjere, som kan minde om dem, Perseverance-roveren skal lede efter på Mars. Rumforskeren fortæller, at hun samarbejder med geologer og ingeniører fra hele verden, som alle har øjnene rettet mod Island.
»Klippesammensætningen gør Island særlig relevant, når man skal forberede missioner på Månen og på Mars. De fleste vulkanske klipper på Mars og nogle på Månen har et relativt lavt indhold af grundstoffet silicium, som svarer til indholdet af silicium i den islandske natur. Desuden er Island tillokkende på grund af sit klima. Vi tror, at Mars for cirka 3,5 milliarder år siden var koldt og iset med gletsjere, gletsjerfodrede floder og søer, sådan som Island ser ud i dag. Vi kan studere de geologiske processer i Island i dag, som muligvis har lignet dem på Mars tidligt i den røde planets historie,« skitserer Liz Rampe.
Hendes kollega på NASA Johnson Space Center, rumforskeren Candice Bedford, har allerede været i Island ved flere lejligheder. Første gang var i 2019, hvor hun og de andre NASA-folk blev budt velkommen af Islands præsident og førstedame samt forskere fra Reykjavíks Universitet.
»Den varme velkomst øgede i den grad vores moral for det kommende arbejde. Det viste os, at Island betragter det internationale samarbejde og den planetariske forskning som vigtigt for dem også,« siger Candice Bedford.
Opgaven var at gennemgå en række scenarier for kommende Mars-missioner. En Argo J5-rover kørte rundt i det islandske landskab med en quadcopter hængende over sig. Feltforsøget viste, at billeder i høj opløsning fra en ubemandet drone kan øge chancen for at vælge de rigtige interessepunkter og forudse mulige farer såsom stejle skrænter.
»Vores resultater bekræftede, at disse teknologier vil være utrolig nyttige for vores udforskning af rummet i de kommende år,« fortæller Candice Bedford.
Amerikaneren var selv bjergtaget af mødet med det islandske landskab.
»Det både ligner og føles som at træde ind i en anden verden. Især når man er i den ørkenagtige del af højlandet, hvor der ingen mennesker er i miles omkreds, og hvor man er omgivet af isdækkede bjerge og røde sandsletter, der gemmer på gamle lavastrømme frosset i tid,« beskriver rumforskeren.
Hun uddyber, at Island nok er et lille land, men at islandsk forskning har stor indflydelse på planetsamfundet, som hun kalder det.
»En stor del af Mars-forskningen citerer undersøgelser, der er udført i Island – især dem, der vedrører planetarisk vulkanisme, astrobiologi og glaciale processer. Islands vilje til at fremme samarbejdet med rumforskere og globale rumagenturer gavner vores kollektive forståelse af andre planeter i vores solsystem,« siger Candice Bedford.
»Udforskning af rummet er oppe i tiden, det er ekstremt spændende, og mange drømmer om at blive astronauter en dag. Island gør det muligt at tage de første skridt til at udleve drømmen. Bare se på Neil Armstrong,« slutter hun.
