Interview. Ti år, 32 afslag og en pinefuld tur tilbage til Thatcher-tidens Glasgow måtte der til, før designeren Douglas Stuart kunne skrive sin debutroman. Men indsatsen blev belønnet med Bookerprisen.

Byens bindevæv

En fodboldtrøje er meget mere end et stykke stof.

Tag nu Glasgow Rangers’ ikoniske blå-hvide trøje fra Umbro med rund halsudskæring, diskret rød tværstribe ved ærmet og sponsortryk fra bryggeriet McEwan’s Lager.

Kendere vil hurtigt kunne datere den til slut-80erne, skotter vil instinktivt vide, at bæreren er protestant i modsætning til de grøn-hvide katolikker fra Celtic, som han skal slås med senere på dagen i et fritidssekterisk ritual, og bærer man trøjen, er man en del af et snævert defineret maskulint safespace.

Dermed er alle nøgleelementerne i Douglas Stuarts selvbiografiske debutroman, Shuggie Bain, indkapslet i et stykke stof, og det er ganske passende for den designuddannede skotske forfatter.

»Jeg tænkte på sport som et synonym for maskulinitet. Det var et fremmedsprog for en feminin, følsom, stille dreng, og der var ikke plads til gay pride eller det anderledes, da jeg voksede op, så du måtte prøve at passe ind med dine fædre og brødre,« siger han over Zoom-forbindelsen.

Så det prøver han, titelpersonen Shuggie. Han får fat i en almanak med resultater fra den skotske Premier League og terper resultaterne som et pensum, der vil give adgang til det blå selskab, der tilmed reklamerer for de øl, hans elegante mor bruger til at ødelægge sig selv.

Det er på mange måder hende, bogen handler om. Den eftertragtede Agnes med poshdialekten og en forkærlighed for taxachauffører, der ikke behandler hende godt. Også hun bliver skildret gennem sin garderobe.

»Folk tror fejlagtigt, at arbejdere er lurvede og ikke går op i deres fremtræden, men det er lige omvendt; ingen sætter større ære i deres fremtræden end arbejderklassen,« siger Douglas Stuart. »Vi kæmpede i min barndom, vi var sultne og ængstelige, men for pokker, vi var rene og velklædte. Det var ekstremt vigtigt for min mor og alle andre mødre omkring hende. Hellere gældsætte sig med tøjindkøb end være lurvet.«

I Stuarts tilfælde blev passionen for tøj en ud- og levevej. Som 23-årig flyttede han til New York, hvor han gjorde karriere i modeverdenen, mens han baksede med sin bog, som sidste år sensationelt vandt Bookerprisen, den engelsksprogede verdens største litterære hæder.

Også i hans nye hjemland ser man The Crown og imponeres over Gillian Andersons præstation som Margaret Thatcher, men uden at forstå den historiske baggrund.

»Mange har i de senere år haft travlt med at reformere Thatcher og fremstille hende som en stærk leder. Men sandheden er, at hun var en katastrofe for så mange mennesker i Storbritannien. Arbejdsløsheden i Skotland var 26 procent! Det er en forbrydelse. Hun overså fuldstændig de samfund, der ikke industrialiseredes hurtigt nok, og hvor folk ikke stemte på hende. Vi stod i vejen for fremskridtet, og hun forvandlede så mange familier fra stolte arbejderklassefamilier til familier på bistand.«

Han nævner Glasgoweffekten: Sammenhængen mellem urbant forfald og beboernes levetid. I Thatcher-årene faldt den forventede levetid for mænd i det østlige Glasgow med 14 år.

»Hvis jeg kom og tog 14 år ud af din families liv, ville nogen gøre noget ved det,« siger Douglas Stuart. »Men ingen fokuserede på de folk, som blev knust. Det er et problem med historieskrivning i det hele taget. Vi hører stemmerne fra middelklassen, men ignorerer dem, der led. Ikke kun i Glasgow, også i Leeds og Birmingham og Newcastle og Liverpool. Sandhed er et sært ord at bruge om fiktion, men som forfatter må man vise sandheden. Putte det på siden og forpligte dig på stoffet.«

Heldigvis er Shuggie Bain også på vej til skærmen, indskyder han, og forhåbentlig vil tv-seriens dialog være lige så rig på skotsk wit, som bogen er. Tag nu Agnes’ veninde Nan, der som en af de få sætter Shuggies far, den ubehagelige taxachauffør Shug, på plads:

»Hvor sød du er. Hvorfor tager du ikke og stikker begge arme op i røven og giver dit gode hjerte et stort knus fra mig.«

Douglas Stuart klukker ved genhøret med replikken.

»Hvad du end gør, så skal du ikke dyste på ord med en glaswegianer,« siger han og vifter advarende med armene. »Ingen kan sætte dig på plads som en kvinde fra Glasgow, for sproget er hendes overlevelsesstrategi, hendes værn mod patriarkatets brod. Og en stor del af glæden ved at skrive bogen var at lytte til karakterernes tale og glædes over, hvad de finder på at sige næste gang.«

Det er meget mere end det lille, affirmative »aye«, der står uoversat i bogen, fordi vores »ja« højst indfanger en femtedel af ordets betydninger; det handler også om hans bysbørns enestående evne til at blande det voldelige og det nænsomme.

Tag nu Glasgow-smilet, der dels er et slogan fra en kuldsejlet kommunal charmeoffensiv i 80erne – »Glasgow’s miles better« lød som »Glasgow smiles better« – dels henviser til det særlige smil, man får på halsen, når man er blevet snittet fra øre til øre med en stanleykniv.

»Vi kan sige noget ret ondskabsfuldt om de dejlige ting i livet, og vi kan sige noget smukt om det allergrimmeste; det er ømhed og vold i en tæt vævning. Jeg kunne kalde dig en fucking cunt, og så ville du være i problemer. Eller jeg kan sige ahh, din store cunt, og så er du min bedste ven. Det er et meget grimt ord, men med et lille semantisk skifte kan det enten være voldeligt eller hengivent. Så ordvalget er en fejring af den glaswegianske ånd; jeg ville vise, at vi ser på verden på en lidt underlig måde.«

– Er det så ok, at jeg lo højt over den alkoholiserede mor, der løber tør for sprut og i stedet drikker sin søns duftevand, men blander den med en cola light for ikke at tage på?

»Ja, for sådan er vi jo som mennesker. Vi er fulde af idiosynkrasier. At Agnes foretrækker et AA-møde med alkoholikere fra de højere samfundslag, og at denne kvinde tænker på sin vægt, mens hun ødelægger sig selv. Det er de her små regler, vi laver for os selv, alle vores iboende modsætninger, som udgør de små, fine detaljer i livet.«

Ikke at der er meget at grine ad i Shuggie Bain, hvor unge mænd helt naturligt har gebis, hvor man hurtigt lærer at tømme hjemmets møntbetjente strømrelæ, så der er penge til lunkne dåseøl, og hvor voksne mænds appetit på små drenge synes umættelig.

En og anden kunne finde på at bruge ordet fattigdomsporno, og selvsamme person ville få en skotsk begmand retur.

»Jeg afviser helt og holdent det begreb,« siger Douglas Stuart. »Det er bare endnu en begrænsning, man lægger på arbejderklasseforfattere for at lukke munden på os. Så kan middelklassefolk sige ’hvorfor fortæller du os det her?’, og arbejdere kan sige ’hvorfor røber du det til andre mennesker?’, og det sætter begrænsninger på arbejderlitteraturen. Middelklasseforfattere kan skrive om alt, de må skrive hele romaner om kvinder, der tvinges til at føde deres fangevogteres børn, eller om unge drenge, der misbruges af præster og ender i selvskade. Og ingen beskylder dem for fattigdomsporno. Men når en arbejderforfatter generøst fortæller fra sit eget liv, så bliver der sagt ’ad, hvorfor gør du det her?’ Men det er en betingelse, jeg fuldstændig afviser på vegne af alle, der skriver om, hvor de kommer fra.«

For en britofil læser kan Shuggie Bain gøre ondt. Her sidder man med sin dybfølte kærlighed til nordengelsk rockmusik, nedslidte pubber, terrassekultur på stadioner uden VIP-loger, støvregn over a humdrum town, sammenbidte mænd med opslåede kraver. Men for insideren er hverdagen knap så romantisk.

Stuart Douglas nikker.

»Arbejderklassen er ikke én ting. Ingen ville se på middelklassen og gå ud fra, at I alle sammen er identiske – undskyld, men jeg går ud fra, at du er middelklasse?«

– Det kan jeg ikke løbe fra.

»Jeg VIDSTE det. Men der skal være plads til alle de her historier. Der er stadig arbejderklassesamfund med en kolossal solidaritet, som faktisk føles som en The Smiths-sangtekst eller en Jeanette Winterson-roman. Men der er også familier befolket af Irvine Welsh-karakterer,« siger han med adresse til Trainspotting-forfatteren.

Han vedkender sig sin litterære arv og flyder begejstret over af navnene på sine helte: James Kelman, den eneste anden skotte til at vinde Bookerprisen, var en enorm inspiration, det samme var landsmændene Alan Warner og Agnes Owens foruden den nordengelske Barry Hines. Det var folk, der skrev om den verden, han kendte, på det sprog, han talte. Og så er der queer-stemmer som Alan Hollinghurst, der også behandlede homolivet i 80erne og 90erne, om end fra et overklasseperspektiv.

Men der manglede noget i den postindustrielle litteratur.

»James Kelman, Alasdair Gray, Irvine Welsh, Agnes Owens. De skriver alle sammen historier om mænd, der arbejder hårdt, elsker hårdt, drikker hårdt og slår hårdt. Jeg ville tage et skridt tilbage og sige ‘hør, der var også kvinder og queer børn til stede’. Det var mit Glasgow. Og ingen lider mere under afhængighed end en arbejderklassekvinde. Vi hepper på Irvine Welsh-drengene, når de gør skrækkelige ting og er dybt nihilistiske. Men når en arbejderklassekvinde ødelægger sig selv, føler vi en ret til at dømme hende for hendes livsvalg. Og når det så tilmed er en MOR, der er fejlbarlig, er dommen nådesløs, fordi vi mener, at mødre tilhører deres børn. Men Agnes er et komplekst menneske, hun er datter, ven, fjende, selskabelig, glamourøs, udmattende, snobbet, sjov og skadet.«

Det tog sin tid at få alle de kvaliteter ned på papiret, ti år for at være præcis, og Shuggie Bain blev afvist af de første 32 forlag, Stuart sendte manuskriptet til. I dag er han glad for, at det tog sin tid, for han måtte gennemgå en empatilektion, før han kunne skrive bogen troværdigt. Han vidste, hvordan det føltes at være den queer dreng uden for fællesskabet, men hvordan så der ud inde i Rangers-trøjerne? Hvordan føltes det at være heteromand i selvsamme verden?

»Mange af de her mænd arbejdede virkelig hårdt. Hvis en kollega fra regnskabsafdelingen sender mig en dum mail, bliver jeg skrækkeligt fornærmet, men vi satte hele generationer af mænd til at grave kul i miner, bygge skibe, bøje stål på værfter, alle de her utroligt farlige jobs, uden at de nogensinde måtte vise deres frygt eller omsorg eller ængstelighed eller kreativitet. Det måtte jeg forstå, før jeg kunne skrive bogen. Så selvom de ikke er særlig rare, har jeg en enorm respekt for mændene i bogen.«

Og selvom kløften mellem et stålværft og et væveri, mellem tung industri og modetøj, kan synes dyb, er der alligevel en parallel. Det handler om, hvad vi viser frem, og hvad vi skjuler. Og når Stuart taler om sin skotske arv, fremhæver han landets unikke tweed:

»Det er lige så stor en del af landet, som litteratur er, og både litteratur og vævning handler om at skabe noget ud af ingenting. Hele arbejderklassens og nationens historie ligger i de klædestoffer, og landskabernes farver er vævet ind i dem.«

Og så er en tweedjakke bedre egnet til det skotske vejr end en Rangers-trøje i polyester.

Læs også Kristian Ditlev Jensens anmeldelse af Shuggie Bain.