Søren Brostrøm er en modig mand at love, at alle, der vil vaccineres, er det den 27. juni. Samtidig har Mette Frederiksen lovet lysere tider den 4. april. Det vil folk med garanti forbinde med, at vi er færdige med lukkede restauranter og fitnesscentre og restriktioner om, hvor mange vi må være sammen til påske, og at vi til sommer kan leve, som vi plejede før corona.
Men jeg tror, de begge gør regning uden vært, og det hele ender i, at folk vil føle sig snydt og svigtet, og at den allerede påbegyndte kamp om vaccinen bryder ud i lys lue.
Kampen startede allerede i begyndelsen af januar med, at SF ville have pædagoger i børneinstitutionerne frem i køen, dog ikke foran de ældre og sårbare. Det vil til gengæld nu sygehusdirektørerne, idet de vil have de cirka 106.000 hospitalsansatte vaccineret her og nu. Da der kun er vacciner til cirka 300.000 personer i januar og februar, vil det betyde, at mange med stor risiko for dødsfald ved coronasmitte vil rykke et par måneder ned i køen og dermed stadig belaste hospitalerne meget.
Hvis det meste af sygehuspersonalet skal vaccineres nu, vil mange andre også komme på banen, eksempelvis ansatte i landets lægepraksisser. Introduktionen af et vaccinepas er måske heller ikke nogen god idé, så længe man ikke selv har nogen indflydelse på, hvornår man kan blive vaccineret. Skal jeg have gul feber-vaccination for at rejse, kan jeg få den mod betaling med det samme. Denne mulighed har jeg ikke med coronavaccinen. Men jo flere lande der udsteder et pas, jo hurtigere vil der komme krav om et sådant, når man skal krydse landegrænser eller flyve. Flyselskaberne har faktisk allerede været ude med ideen.
Hvis dette bliver et krav i løbet af et par måneder, vil vi have lastbilchauffører i international trafik, flypersonale, forretningsrejsende og mange andre, som vil mene, at det er absolut vigtigt, at de kommer foran i køen.
Når man ser på den fine vaccinationskalender, som Sundhedsstyrelsen har udgivet den 8. januar, så vil enhver fravigelse af denne kun give endnu mere anledning til ballade, hvilket Brostrøm er klar over, hvorfor han da også afviser det. Imidlertid er han tidligere blevet kørt over af ministre, og spørgsmålet skal derfor nok snarere stilles til statsministeren og sundhedsministeren.
Vi ved allerede nu, at der vil være vaccineret cirka 300.000 den 1. marts, og at vi modtager godt 400.000 doser vaccine i marts – nok til at vaccinere 200.000. Når Mette Frederiksen vil åbne samfundet til påske, kan vi kun være sikre på, at omkring en halv million er vaccineret ud af de godt fem millioner danskere over 16 år, som de hidtidige vacciner er godkendt til.
Hvis planen om, at alle skal være vaccineret den 27. juni, skal holde, skal der derfor vaccineres 100.000 om dagen, inklusive søndage og helligdage, fra 1. april, hvilket er 9 millioner sprøjter til 4,5 millioner danskere. Læger har allerede været ude at sige, at det er en fysisk umulig opgave. Det er blevet anført, at en læge eller sygeplejerske på en arbejdsdag med fem minutter til hver patient højst kan nå cirka 70 om dagen, hvilket vil kræve, at der er knap 1.500, der hver dag kan give sprøjter. Hertil kommer så personale til at registrere og holde øje med de vaccinerede en halv time bagefter.
Det er derfor ikke usandsynligt, at de yngre hverken er vaccineret i juli, august eller september, og så bliver der ballade, for de har allerede sat næsen op efter festivaler og udenlandsrejser.
Jeg tør heller ikke tænke på, hvis deltagelse i årets olympiade kræver coronavaccination. Skal disse unge og friske mennesker og alle deres hjælpere så foran i køen, hvis man ikke er nået til deres tur i juli? Der er også noget, der hedder EM i fodbold i juni.
Ovennævnte var bare de logistiske udfordringer med at få gennemført vaccinationer i et sådant omfang så hurtigt. Noget andet er vaccinernes tilstedeværelse i Danmark, som forholdsmæssigt skal følge resten af EU.
Pfizer siger på deres hjemmeside, at de kan producere 1,3 milliarder doser i hele 2021, og Moderna nævner tallet 600 millioner, måske lidt mere, i hele 2021. Det vil sige én milliard doser i første halvår af 2021 eller nok til 500 millioner mennesker – nogenlunde samme antal som vi er i EU. Men det er ikke kun europæerne, der skal have del i disse doser, det er også resten af verdens milliarder af mennesker, dog fratrukket Kina, Rusland og Indien samt unge under 16 år, hvoraf der er mange i udviklingslandene. Men mon ikke der alene i de mere velhavende lande er et par milliarder, der står i kø, og det vil ikke undre mig, hvis velhavende afrikanere og andre uanset alder vil sørge for at komme foran.
Det er rigtigt, at der også vil komme flere vacciner, men af den næste i køen fra AstraZeneca har Indien købt stort op, fordi den er billig og nemmere at håndtere, og de regner med at have vaccineret cirka 300 millioner indbyggere til sommer. Også Sydamerika skal have AstraZenecas vaccine på licensproduktion. Den er billig, men til gengæld mindre effektiv end Pfizers og Modernas.
Det er således stærkt sandsynligt, at regionernes logistiske vaccinationsudfordring vil blive løst af, at vi slet ikke får de doser, en vaccination af den danske befolkning til 27. juni kræver.
Det er derfor, at Søren Brostrøm er en modig mand, men ve Mette Frederiksen, hvis hun går ind og piller ved rækkefølgen, så bliver minkskandalen det rene vand ved siden af det oprør, der vil blive. Jeg ønsker Brostrøm held med projektet og håber, han har modet til at stå fast.
