SKADE, at Amerika Ligge skal saa langt herfra.« Sådan skrev H.C. Andersen, som også drømte om det forunderlige Amerika. Det var i 1836, da slaveri stadig var lovligt, da amerikanerne stadig massakrerede de indfødte, 25 år før den amerikanske borgerkrig. Men sådan er Amerika: Det lover at indfri alles drømme om demokrati og frihed, men kan ikke selv indfri løftet. I Uafhængighedserklæringen lyder det, at alle menneskers medfødte frihed og lighed skal sikres af en demokratisk regering. »Disse sandheder er selvindlysende,« skrev grundlæggerne – og tog så hjem til deres slaver. Først med vedtagelsen af borgerrettighederne i 1964 blev USA reelt et demokrati.
PÅ onsdag indsættes præsident Joe Biden, og landet martres igen – stadig! – af de spørgsmål, der har præget USA siden grundlæggelsen: Hvem gælder demokratiet? Hvem repræsenterer demokratiets institutioner? Hvem gælder »disse sandheder«, som også den amerikanske historiker Jill Lepore spørger i sin nye bog om landets historie.
DEMOKRATIET skal repræsentere borgerne, men i de første mange år gjaldt hverken friheden, ligheden eller den amerikanske drøm de sorte, jøderne, katolikkerne eller kvinderne. Den amerikanske smeltedigel var defineret af en hvid, protestantisk ledekultur, som alle andre tilpassede sig. De demokratiske institutioner, Kongressen, partierne, retsvæsenet, uddannelsessystemet og medierne repræsenterede overhovedet ikke alle amerikanerne.
SKER der nu en diskussion om, hvordan det amerikanske demokrati skal reagere på den aktuelle krise, handler den mest om Donald Trump og de vælgere, der er voldsparate og uden for demokratisk rækkevidde. Intet undskylder Trumps ansvar for stormen på Kongressen, ligesom hans parti er ansvarlig for at undergrave de demokratiske institutioner de sidste fire år.
NÅR Joe Biden skriver sin tiltrædelsestale, bør han dog huske, at den amerikanske historie er længere end de sidste fire år med Trump. Huske, hvad hans eget parti og de store medier kortvarigt talte om, da Trump blev valgt: At mange af hans vælgere reagerede i protest: Mod ikke at blive hørt og mod manglende politisk repræsentation. Og at man virkelig måtte tage denne proteststemme alvorligt.
DET var den protest, der valgte Trump, og den forsvinder ikke ved at dømme ham ved rigsretten, blokere hans Twitter-konto, lave ny terrorlovgivning mod hvide højreradikale eller fjerne deres digitale platforme. Demokraterne havde helt afskrevet at repræsentere hvide arbejdere og henvendte sig helt og holdent til de højtuddannede, byboerne, sorte og latinoer. Republikanerne var blevet en nålestribet lobbygruppe for Wall Street. Medierne fortalte ikke om de mennesker, der blev helt efterladt på perronen. Og Kongressen, særligt Senatet, der mest består af politikere fra stenrige familiedynastier, der opererer i et korrupt partistøttesystem, havde absolut nul føling med de mennesker.
BLIVER Biden også præsident for disse vælgere? Det er klart, at en del af dem ikke kan vindes over: Deres mistro og autoritære tendenser er for dybe; de udkæmper stadig den amerikanske borgerkrig. Men for langt de fleste gælder det, at den amerikanske drøms selvindlysende sandheder om økonomisk frihed og fremgang skal rejses igen; at de skal føle sig repræsenteret på højeste sted.
BLINDT er demokratiet, når det ikke kan se alle sine borgere. Det er historien om USA; ønsket om at få øje på alle, der har været så attraktivt gennem historien. I 1930erne diskuterede amerikanerne, om demokratiet kunne holde til presset, også det, der kom indefra. Ved sin indtrædelse i marts 1933 sagde præsident Roosevelt, at det eneste, amerikanerne bør frygte, er selve frygten. Hans svar på de antidemokratiske kræfter, der også fandtes i USA, var at udvide og styrke de demokratiske institutioner, tale til landets minoriteter og gennemføre den New Deal, der førte amerikanerne sammen gennem meget store økonomiske reformer. Det skabte det Amerika, der kom sejrrigt gennem det tyvende århundrede. Joe Bidens opgave er en anden – men for amerikanerne, der følger hans indsættelse på onsdag, er den ikke mindre.
