Det ville have klædt journalist Markus Bernsen at give bare en smule taletid til nogle af de »verdensmålsbegejstrede« børnehaver, skoler, universiteter og biblioteker i artiklen »Det globale i det lokale« (WA, 7. maj 2021), når selvsamme institutioner uimodsagt stemples af kilderne som »pseudoreligiøse forkyndelsesfabrikker«, der begår »intellektuelle overgreb mod forsvarsløse børn«. Tak for kaffe.
D’herrer Henrik Dahl, Stefan Sløk-Madsen og Emil Karlebjerg er naturligvis i deres gode ret til at mene, hvad de måtte om uddannelse, bæredygtighed, verdensmål og FN.
Problemet ligger i Bernsens vinkling af artiklen, hvor der over fire spalter opbygges et unuanceret ekkokammer, hvor enslydende kritiske pointer gentages i et sådant omfang, at der ikke efterlades plads til stemmer med andre perspektiver.
For de af os, der føler, at vi – helt eller delvist – er i centrum for kritikken, ville det have været berigende, om Bernsen havde ulejliget sig til at gribe telefonen med det ene formål ikke at lade skarptskårne holdninger stå alene.
Det beskrevne overgreb er åbenbart så stort, at der må være rigtig mange af os ulækre, verdensmålsfetichistiske overgrebsmænd, der dagligt stopfodrer sagesløse børn og unge i landets mange hundrede velfærdsinstitutioner ... undskyld, forkyndelsesfabrikker.
Hvis Bernsen havde ringet til mig (eller andre af mine mange gode kolleger i den danske gymnasieskole), er jeg sikker på, at det var blevet til en spændende samtale om dannelse, undervisning til tiden, medborgerskab, demokrati, værdiforankret uddannelse, elev-inddragelse, progressiv didaktik og måske også lidt om, hvordan verdensmål kan fungere som verdensmidler, når planetens komplekse problemstillinger skal ombrydes til givende undervisning.
Dette er et læserbrev og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg eller læserbreve på opinion@weekendavisen.dk
Læs også ugens andre læserbreve.
