Danskere flest er glade for at indtage kød og andre animalske produkter. Det har meget at gøre med vaner, smag og kultur. Men hvad med etikken – mener de fleste danskere også, at det i princippet er okay at udsætte dyr for lidelser, for at de kan fastholde deres madvaner? Og selv om dyrene ikke lider alvorligt, mener danskerne så på bunden af hjertet, at det er okay at slå dyrene ihjel for at tilfredsstille vores gastronomiske behov?
Skal man tro den amerikanske socialpsykolog Melanie Joy, som har viet sit liv til at udbrede en vegansk livsstil, er svaret et klart nej. Joy har selvfølgelig ikke studeret danskere, men på grundlag af studier gennemført i andre lande, særligt USA, har hun formuleret en generel teori om en ideologi, som hun mener ligger til grund for forbruget af animalske produkter i hele den vestlige verden.
Denne ideologi, som hun kalder carnisme, bygger på en systematisk fortrængning af viden om måderne, hvorpå landbrugsdyr opdrættes, holdes og slagtes – kombineret med falske forestillinger om, at det at spise kød og andre animalske produkter er noget naturligt, normalt og nødvendigt.
Ifølge Joy ville ingen eller meget få mennesker i vores del af verden spise kød, æg og mejeriprodukter, hvis de både var velinformerede og samtidig kunne nå ind til deres autentiske tanker og følelser.
Det tror vi ikke, er et korrekt billede af, hvad der rører sig i danskerne. Vi har med kolleger forsøgt at måle danskernes dyreetiske holdninger og disses sammenhæng med indtag af animalske produkter i to sociologiske studier gennemført i 2017 og 2019. Og vi nåede frem til et meget andet resultat end det, Joy forsvarer.
Så længe de har det godt
For at måle dyreetiske holdninger tog vi udgangspunkt i de teoretiske overvejelser, som filosoffer gennem de seneste fem årtier har udviklet om menneskers etiske pligter over for dyr. Lidt forsimplet har diskussionen udspillet sig som en krig på to fronter.
Diskussionen på den ene front handler om, hvorvidt dyr i egen ret har krav på etiske hensyn. De filosoffer, der benægter dette, ser typisk etikken som et produkt af en hypotetisk aftale mellem personer, som kan have gensidig gavn af, at der findes etiske spilleregler. Da de ikke mener, at dyr kan indgå aftaler, tilslutter de sig en antropocentrisk etik, hvor dyr ikke i egen ret har krav på etiske hensyn, men alene kan komme ind i varmen gennem hensynet til de mennesker, som måtte føle noget for bestemte dyr, for eksempel hunde og katte, der lever som familiemedlemmer. Tilhængerne af denne etik mener, at målet altid helliger midlet, når det gælder produktionen af kød, mælk og æg.
Diskussionen på den anden front tager udgangspunkt i, at dyr har krav på etiske hensyn, men fokuserer på karakteren af dette hensyn. På den ene side er der filosoffer, som forsvarer den såkaldte nytteetik og mener, at etik alene drejer sig om at fremme velfærd, og at velfærd tæller lige meget, hvad enten der er tale om et menneske eller et dyr.
I et nytteetisk perspektiv skal man altså veje dyrenes tab af velfærd op mod den velfærd, som mennesker (og andre dyr) kan opnå. Der er i princippet ikke noget til hinder for at bruge dyr til formål såsom at producere kød, mælk og æg, så længe dyrene har det godt og bliver aflivet på en human måde. Det kan endda være acceptabelt at påføre dyr ubehagelige oplevelser, for eksempel ved dyreforsøg, hvis det øger den samlede velfærd.
På den anden side er der filosoffer, som forsvarer en form for dyrerettighedsetik, hvor dyr har en umistelig ret til liv og frihed. Det indebærer, at mere end velfærd tæller, og at målet aldrig helliger midlet. Tilhængerne af denne opfattelse vil afskaffe brug af dyr i både landbrugsproduktion og dyreforsøg.
I andre studier af etiske holdninger og i den løbende dyreetiske debat i vores samfund kunne vi relativt let genfinde både den antropocentriske etik og dyrerettighedsetikken. Derimod var nytteetikken i dens rene form ikke lige til at få øje på.
I modsætning til renhjertede nytteetikere, som mener, at dyr og menneskers velfærd tæller lige meget, fandt vi det udbredte synspunkt, at hensynet til mennesker har højere prioritet end hensynet til dyr. Hovedprincippet er, at man skal undgå unødig lidelse hos dyr, men at vigtige menneskelige interesser altid har forrang.
Ved hjælp af 12 spørgsmål kunne vi måle graden af tilslutning til disse tre etikker, og i to omgange gav vi spørgeskemaerne til et repræsentativt udsnit af den danske befolkning.
Mennesket først
De fleste mennesker har en sammensat dyreetisk orientering, men generelt fandt vi, at den føromtalte dyrevelfærdsetik – hvor vi skal tage hensyn til dyr, men mennesker har forrang – er den mest udbredte blandt danskerne.
Vi fandt også to interessante demografiske sammenhænge: Kvinder er i gennemsnit mere dyrerettighedsorienterede og mindre antropocentriske end mænd. Det mønster har man også fundet i andre lande. Mere overraskende fandt vi det samme mønster, når vi sammenlignede lavere indkomstgrupper med højere. Den sidste sammenhæng kan måske forklares ved, at mindre privilegerede mennesker har lettere ved at sætte sig i den svage parts, her dyrenes, sted, mens de velhavende og mere privilegerede er mere tilbøjelige til at mene, at »sådan er det jo«.
Men hvordan ser danskerne så på, om det er etisk acceptabelt at spise kød, æg og mejeriprodukter? I vores andet studie delte vi danskerne op i fire segmenter, som kunne holdes op mod Melanie Joys påstand om, at vi alle inderst inde er veganere.
Vi nåede frem til, at det kun er cirka 15 procent af danskerne, der finder det etisk forkert at slå dyr ihjel for at spise dem. Af dem var det kun to-tre procent, som tog konsekvensen og levede vegetarisk eller vegansk.
De øvrige danskere fordelte sig på tre grupper: de antropocentriske, der har det fint med, at mennesker bruger dyr, og ikke mener, at dyr har krav på særlige etiske hensyn (20 procent), de ligeglade (35 procent), som er uengagerede i dyrevelfærd og derfor ikke har en særlig etisk profil, og de dyrevelfærdsorienterede, som mener, det er helt okay at spise dyr, som har haft det godt (30 procent).
Det er altså kun 15 procent af danskerne, der giver belæg for Joys påstand om, at hvis vi fulgte vore oprigtige etiske overbevisninger, ville vi lægge om til en vegansk livsstil.
Vi har gennemført den samme undersøgelse i Sverige og Tyskland, og selv om der er interessante forskelle (relativt flere ligeglade i Tyskland og lidt flere vegetarer og veganere i både Sverige og Tyskland), så er det store billede det samme i de tre lande.
Ud over de dyreetiske holdninger målte vi også danskernes rapporterede forbrug af forskellige former for velfærdssvinekød. Vi så en klar sammenhæng mellem holdning og handling, idet såvel de dyrerettighedsorienterede som de dyrevelfærdsorientede forbrugere købte relativt meget velfærdskød, mens de antropocentriske og de ligeglade købte relativt lidt.
Ingen indre vegetar
Vi kan konkludere, at Melanie Joys veganske vision umiddelbart kun vil appellere til cirka 15 procent af danskerne. Derimod er der fortsat en meget stor andel af danskerne, som er kødspisere af overbevisning og ikke bare som et produkt af misinformation og viljesvaghed.
Der er heller ikke noget, som tyder på, at de mange danskere, som i øjeblikket er i gang med at mindske deres kødforbrug, de såkaldte fleksitarer, er på vej i retning af Joys standpunkt. Et nyligt offentliggjort studie, som den ene af os var medforfatter på, viste således, at danske fleksitarer generelt ikke planlægger at blive vegetarer eller veganere.
Flertallet af danskerne mener, at det etisk set er i orden at slå dyr ihjel for at producere mad. Men der er også en stor og relativt toneangivende gruppe, som ikke synes, det er OK at udsætte dyrene for lidelser, for at vi kan fastholde vores madvaner.
Det betyder efter vores opfattelse, at diskussionen om landbrugets husdyrproduktion ikke, som Melanie Joy mener, kommer til at være en diskussion om afvikling, men om udvikling. Det kommer til at handle om at fremme en udvikling mod mere dyrevelfærd.
Hvordan får man for eksempel aktiveret de slumrende holdninger hos den store gruppe, som er ligeglade? Her er vejen frem nok ikke at give forbrugerne flere valgmuligheder, men snarere at fjerne deres mulighed for at vælge billige produkter med lav dyrevelfærd – den vej er dele af dagligvarehandelen begyndt at slå ind på. Og så er der selvfølgelig også diskussionen om klima og natur, som sikkert vil trække i retning af et mindre forbrug af oksekød.
