De danske sundhedsmyndigheder besluttede mandag at sløjfe Johnson & Johnson-vaccinen fra vaccinationsprogrammet. Dermed er Danmark det eneste land i verden, hvor den vaccine ikke anses for at være god nok. Der var ellers købt stort ind: 8,2 millioner doser. Indtil for nylig blev vaccinen af samme grund anset for at udgøre selve rygraden i den danske vaccinationsplan. Men efter en rapport fra Sundhedsstyrelsen slog fast, at cirka 1 ud af 20.000 til 100.000 vaccinerede under 40 år vil udvikle blodpropper og dermed enten risikerer død eller invalidering, var den dømt ude sammen med den allerede kasserede AstraZeneca-vaccine.
Selvom beslutningen er kontroversiel, internationalt enestående og har potentielt vidtrækkende betydning for hele befolkningen, der nu må spejde endnu længere efter coronakrisens afslutning, har ingen partier på Christiansborg valgt at stille sig på den modsatte side af Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, i denne sag. Den selvsamme direktør, hvis sundhedsfaglige vurderinger blev vejet og fundet for lette af de ansvarlige politikere, da nedlukningen blev besluttet i marts sidste år, står nu tilbage som den øverste, uimodsagte autoritet.
Man kan vælge at tolke dette som bevis for, at fagkundskaben og eksperterne fik det sidste ord i krisens 11. time: at de sundhedsmyndigheder, der ellers så sig pryglet og ydmyget af politikerne, som hverken lyttede til deres råd eller vejledning, nu endelig mødes med den anerkendelse og respekt, de fortjener. Men måske er der en anden forklaring på, at Brostrøms vidtrækkende og opsigtsvækkende beslutning møder total konsensus på Christiansborg. For hvilken politiker vil gøre sig til talsmand for det synspunkt, at vi skal ofre en håndfuld unge, sunde og raske danskeres liv, så vi andre kan tage på festival?
Man kan finde ansatser til synspunktet, ingen politiker vil røre ved, i avisledere her og der:
»Lad ikke en overdreven forsigtighed og tilbageholdenhed forpurre, at vi kommer hurtigst muligt hele vejen i mål – tilbage til det frie, åbne samfund,« lød det eksempelvis fra Politikens lederskribent Marcus Rubin tirsdag. Det frie og åbne samfund lyder godt. Prisen – døde, unge mennesker – knap så godt. Måske er det derfor, den ikke nævnes i Politikens leder. Spørgsmålet er, om nogen kritikere af beslutningen om at droppe Johnson & Johnson-vaccinen vil stå ved den pris, det koster at få livet tilbage?
Dansk konsensuskultur
Søren Riis Paludan er professor i immunologi på Aarhus Universitet og en af de få fagfolk, der gerne vil erklære sig uenig i myndighedernes beslutning. Adspurgt direkte, om han i så fald er villig til at ofre menneskeliv for at undgå flere forsinkelser i vaccinationsplanen, lyder svaret:
»Jeg ønsker, at vi hurtigere får et samfund tilbage, hvor der er frihed, fysisk undervisning til alle unge, en verden med åbne grænser, og hvor der er et godt miljø for psykisk trivsel. Alt har en pris. Og i det her tilfælde vil den være meget, meget lav. I en opvejning falder det ud til fordel for brug af vaccinen,« siger Søren Riis Paludan og uddyber:
»Jeg mener ikke, at man nødvendigvis betaler for det med menneskeliv. For fra nu af og til samfundet er åbnet helt op, vil der være nogen, hvis psykiske lidelse bliver endnu værre, og nogen, som falder ud af deres studium og så videre. De ender måske aldrig i en statistik, men det sker alligevel, og imens har man øjnene rettet mod dødsfaldene – den ene vægtskål så at sige.«
I den ene vægtskål ligger der altså døde mennesker, hvis antal man gennem coronakrisen har forsøgt at holde nede. Men hvad kan der da ligge i den anden vægtskål, der skulle opveje behovet for at spare menneskeliv på kort sigt?
Riis Paludan:
»Fra begyndelsen har vi hver dag ensidigt siddet og gloet på smitte- og dødstal – og det er naturligvis en vigtig del af pandemi-håndteringen. Men der burde også være en statistik for tabte undervisningstimer i uddannelsessektoren, for livsværker, der er gået konkurs, for underdiagnosticering af andre sygdomme, samfundsopgaver, vi ikke kan finansiere grundet nedlukning, og så videre. Havde vi haft det, så ville vi måske have haft øje for, at det her er langt mere komplekst, end vi gør det til,« lyder det fra professoren.
Søren Riis Paludan mener, at en af grundene til, at så få offentligt går imod myndighedernes beslutning, er den »danske konsensuskultur«, hvor folk mere eller mindre ubevidst retter sig ind efter, hvad myndighederne mener. Det gælder også fagfolk.
»Det har formentlig været en svær beslutning for Sundhedsstyrelsen at droppe Johnson & Johnson. Alligevel er ni ud af ti eksperter enige,« siger professoren. Han undrer sig: »Det er et sjovt tankeeksperiment at overveje, om ni ud af ti sundhedseksperter også havde været enige, hvis Sundhedsstyrelsen havde givet en anden melding.«
Blandt kritikerne af beslutningen om at droppe Johnson & Johnson-vaccinen finder man stemmer, som lægger særlig vægt på den økonomiske pris, danskerne kommer til at betale. Især har tidligere minister og nuværende administrerende direktør for Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, ikke puttet med sin kritik af beslutningen, som han mener vil »få kæmpe økonomiske konsekvenser«:
»Politikerne bør tage magten fra Brostrøm,« skrev han på Twitter tidligere på ugen. Da Weekendavisen kontakter Dansk Erhvervs pressestab for at spørge, om direktør Mikkelsen er villig til at acceptere ofring af menneskeliv på vækstens alter, lyder det dog, at han ikke har tid til at svare på spørgsmålet.
Vækstens alter
En anden kritiker af regeringens beslutning, Nordeas globale chefstrateg, Andreas Steno, stiller dog gerne op. Ifølge hans og bankens beregninger vil beslutningen kunne få den konsekvens, at det danske vaccinationsprogram udskydes med seks til ti uger. Dermed kan tidspunktet, hvor danskerne har opnået den længe ventede flokimmunitet, ende med først at indtræffe engang ud på efteråret.
»Hvis man kigger på det isoleret med økonomiske briller, giver den her beslutning ingen mening. Så hård vil jeg være: Den giver absolut ingen mening,« siger han til Weekendavisen.
Således kan sagen anskues. Men hvad hvis man betragter den gennem det etiske brillesæt? Er Andreas Steno og Nordea villige til at lade folk dø af blodpropper for at undgå en kostbar forsinkelse?
»Det er slet ikke mit bord. Men det er i hvert fald tydeligt, at de, der rent faktisk kan afgøre noget på det område – de, der beslutter noget på lægemiddelområdet – er vant til at træffe beslutninger, som ikke har en bred samfundsmæssig konsekvens. Udefra set virker det, som om man godt kunne have brugt et mere holistisk syn på det her,« siger Andreas Steno til Weekendavisen.
I sidste ende mener han ikke, at det giver mening at sætte en pris på, hvad et enkelt menneskeliv er værd.
»Det afhænger af, om det er min mor, eller om det er en, jeg ikke kender. Så det er et umuligt spørgsmål.«
Omkostninger
Lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet Martin Vinæs har været en vedvarende kritiker af beslutningerne om at tage både AstraZeneca og Johnson & Johnson ud af det danske vaccinationsprogram. I et tweet har han sågar kaldt Sundhedsstyrelsen for »Europas bedst organiserede anti-vaxxers«.
»Det var en vittighed, men det, jeg spiller på, er, at myndighederne går meget op i omkostningerne ved at lade os vaccinere, men gemmer fordelene væk – særligt alle de indirekte fordele. Den lille risiko, der er forbundet med at lade sig vaccinere, blegner i forhold til, at man ikke kan se sine forældre eller venner under pandemien,« siger Martin Vinæs til Weekend-avisen.
Han frygter også, at beslutningen kan få betydning for, hvordan resten af verden opfatter de to vacciner.
»Det mest problematiske ved måden, myndighederne har kommunikeret på, er, at de skader tiltroen til vacciner. De to vacciner adskiller sig fra de andre ved at være lette at opbevare og er derfor mere anvendelige i lande med svage sundhedssystemer. Det er meget vigtigt for folk i Indien, Mexico og andre lande, at de kan stole på de to vacciner.«
Vinæs fortsætter:
»Når myndighederne er så negative over for vaccinerne og fokuserer så meget på de sjældne bivirkninger, sender de et forkert signal. Det er gode vacciner, men man kan bare se, hvordan folk herhjemme allerede taler om vaccinerne, som om det er en slags andenrangsvacciner. Man risikerer at skræmme folk ude i verden fra at tage dem,« siger lektoren.
Han mener også, at Sundhedsstyrelsen i deres rapport om Johnson & Johnson laver en mangelfuld afvejning mellem fordele og ulemper. Den eneste ulempe, styrelsen måler på ved at blive smittet med corona, er at ende på intensiv og dø. Det er der meget få i de tilbageværende grupper, der mangler at blive vaccineret, som rent faktisk risikerer. Således ser ulemperne ved at udskyde vaccinen mindre ud. Men dermed ignorerer man alle de andre risici, der kan være ved at få corona, som eksempelvis senfølger, der også rammer yngre aldersgrupper.
Martin Vinæs undrer sig også over, at de danske myndigheder ikke stoler på de amerikanske tal for blodpropper blandt vaccinerede med Johnson & Johnson, og at de antager, at der er et stort mørketal af folk, der har fået blodpropper i USA, som man ikke har registreret.
»Det forstår jeg ikke, for USA har et godt sundhedsvæsen. Det er et vestligt land, hvor folk ikke ligger og dør på gaden, men indlægges og registreres. Det virker mærkeligt, at amerikanerne skulle være så dårlige til deres arbejde, som Sundhedsstyrelsen regner med,« siger han.
I sidste ende handler det ifølge Vinæs om, at der er større og mere seriøse konsekvenser ved at forsinke vaccinationsplanen, end der er ved at løbe risikoen for bivirkninger. Det efterlader det sidste spørgsmål til statskundskabslektoren: Er det værd at risikere, at en håndfuld danskere dør af blodpropper for ikke at forsinke vaccineplanen?
»Ja.«
