I SØNDAGS BEKLAGEDE Mette Frederiksen på Facebook, at debatten om kvinders ret til abort er blusset op igen i Danmark. For ifølge statsministeren er der ikke brug for nuancer i spørgsmålet om abort. Enten er man for, eller også er man imod.
Men den fremstilling kan man roligt kalde for en tilsnigelse. For det første fordi det ikke er rigtigt, at der er debat i Danmark om, hvorvidt abort skal være lovligt.
Faktisk tværtimod: Jens Rohdes opstilling for Kristendemokraterne har foranlediget partiet til at slå fast, at det ikke længere går ind for at afskaffe eller begrænse adgangen til abort. Så det synspunkt er slet ikke repræsenteret af nogen partier mere. Det nye er altså det omvendte: at ingen politisk anfægter kvinders ret til at få en abort.
Dét, statsministeren polemiserer imod, er altså ikke, at retten til abort er under pres. Det er, at Jens Rohde på vegne af sit nye parti overhovedet tillader sig at sætte spørgsmålstegn ved, om abort er et uproblematisk livsstilsvalg. Sådan som han gør, når han siger, at partiet vil arbejde for at nedbringe de 14-15.000 provokerede aborter om året i Danmark ad frivillighedens vej. I sit opslag skriver statsministeren: »Der er ikke en mellemvej. Enten er en pige eller en kvinde ufrivilligt gravid. Eller også er hun ikke.«
Men deri tager Frederiksen grumme fejl. Og jeg vil påstå, at det ved de fleste kvinder udmærket. Jeg tror, at det er derfor, at antallet af aborter er faldet de sidste ti år.
DA JEG IKKE kan tillade mig at fremdrage andres kvinders historier, dertil er emnet for pinefuldt, må læserne nøjes med min egen.
Som 24-årig blev jeg ufrivilligt gravid; minipillerne svigtede, eller jeg glemte måske at tage dem. Who knows. I hvert fald opdagede jeg det først, da jeg var et par måneder henne. Det skete på et tidspunkt, hvor min kæreste og jeg – som nu har været gift i tredive år – var i tvivl om, hvorvidt vi egentlig orkede hinanden; faktisk havde han netop været i Jugoslavien som FN-soldat; det tror jeg nok, at vi begge betragtede som en tænkepause.
Og var det nu ikke, fordi min stærkt troende mor havde hamret ind i hovedet på mig fra barnsben, at abort er mord; jamen så havde jeg da fået en abort. Men jeg turde ikke, jeg kunne ikke gennemføre det. Nu græd jeg i stedet to uger i træk; fordi livet var slut, og fremtiden stod på villa, vovse og Volvo i al evighed.
Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at min datter, der i dag er 27, og som jeg – ja – elsker overalt på jorden, skylder sin forstokkede bedstemor sit liv; og at jeg formodentlig skylder min mor både børn og et ægteskab, som jeg i dag er lykkelig for.
Og nej, det er da ikke noget argument for at forbyde abort. Mange af de kvinder, der har fået abort, har haft langt alvorligere grunde til abort, end jeg nogensinde havde. Men under ingen omstændigheder skal kvinder bilde hinanden ind, at abort er en bagatel, bare fordi det er en velerhvervet rettighed.
Statsministeren har tidligere ment at vide, at ethvert dødsfald er en tragedie. Må jeg ikke tilføje, at enhver abort er en sorg. Så enten spiller statsministeren naiv. Eller også er hun naiv. Der er ingen mellemvej.
