I eftersommeren dukkede en ny hanulv op på radaren i Stråsø plantage i Vestjylland. Han blev opfanget af et vildtkamera, luntende ved siden af den hunulv, som i forvejen beboede det landskab, H.C. Andersen tænkte på, da han skrev Jylland mellem tvende have.
Ingen dna-spor eller andre observationer op gennem Tyskland havde meldt hans ankomst. Pludselig var han der bare. Den tredje alfahan på tre år i Stråsø, mens hans mage er den anden alfahun. Førerulve uden meget andet at føre ud over skarnbasser og stålorme. I miles omkreds er der ingen andre ulve. Og ifølge statistikken vil de også snart være sporløst forsvundet, ofre for den uvisse skæbne, der har gjort Danmark til indehaver af den højeste dødsrate for en fredet ulvebestand i verden.
Måske er de allerede væk. I hvert fald er det i skrivende stund halvanden måned siden, at der sidst blev fotograferet en ulv af vildtkameraerne i Stråsø, hvilket ulveforskerne betegner som »usædvanligt«.
Lige siden ulven som art vendte tilbage til den danske fauna for snart ti år siden, har der verseret rygter om, at ulvene i Danmark er udsat for ulovlig efterstræbelse. Som det vil være de fleste bekendt, blev nedskydningen af en ung ulv i et enkelt tilfælde filmet, og skytten, en ældre, lokal bonde, efterfølgende retsforfulgt.
Men den nedskudte ulv i april 2018 var sandsynligvis hverken den første eller den sidste, der blev offer for faunakriminalitet. Dokumentationen har indtil videre været for svag til at konkludere noget med sikkerhed. Det forsøger de danske ulveforskere sammen med tyske kolleger nu at råde bod på i en videnskabelig artikel i tidsskriftet Conservation Letters.
Under titlen Where have all the young wolves gone? bruger de simpel udelukkelsesmetode til at vise, at den største trussel overhovedet for ulvebestanden i Danmark er mennesket. Nærmere bestemt den private lodsejer med riffel i hånd. Efter forskernes mening bærer denne kategori hovedansvaret for, at den danske ulvebestand ikke har formået at rodfæste og udvikle sig, som det er tilfældet i nabolandet Tyskland.
»På trods af succesfuld reproduktion må man konkludere, at bestanden ikke formår at vokse uden en konstant tilførsel af nye individer udefra, og at dette først og fremmest skyldes kryptisk dødelighed, højst sandsynligt illegal efterstræbelse,« skriver forskerne. »Når alle andre forklaringer er udelukket, er ulovligt drab den eneste sandsynlige forklaring på de fleste ulve, der forsvinder i Danmark.«
En forklaring, der efter forskernes mening ikke er uventet, »når man ser den høje grad af accept af illegal efterstræbelse som løsning på ulvekonflikter, der tilsyneladende hersker blandt jyske lodsejere«.
»Vi står ganske simpelt med et forsvindingsmønster, som vi ikke kan forklare på anden måde end med ulovlig jagt. Og det må vi så formode er tilfældet,« siger artiklens hovedforfatter, professor Peter Sunde, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, til Weekendavisen.
Morten Beiter og Gunver Lystbæk Vestergård har tidligere skrevet om mordgåden blandt de danske ulve. Læs historien her.
Hvor er hvalpene?
Den kontroversielle konklusion er resultatet af et større analysearbejde, hvor man først har sat sig for at finde ud af, hvor finmasket ulveovervågningen er langs den tysk-danske korridor gennem Schleswig-Holstein, som er eneste »forsyningskanal« af ulve til Danmark. Schleswig-Holstein er et rigtig godt detektionsfilter i form af de mange fåreflokke i den nordligste tyske region.
En ulv på gennemrejse vil højst sandsynligt tage for sig af retterne og efterlade dna. Dermed er sandsynligheden for, at en ulv på vej gennem Schleswig-Holstein bliver opdaget, ikke mindre end 86 procent, ifølge ulveforskerne.
»Vi kan også se på vores observationsdata, at ulve, der er vandret ind i Danmark, ikke vender om. Den jyske halvø fungerer som en slags åleruse, der fører ulvene op i landet. Og når først de er kommet frem til de store klumper skov, slår de sig ned,« siger Peter Sunde.
I Danmark er den årlige dødelighed blandt ulve, forsvindinger medregnet, på 46 procent.
»Hvilket er mellem fem og ti gange højere end den dødelighed, man skulle forvente hos unge, friske ulve,« siger Peter Sunde. En verdensrekord, der overstiger nabolande som Sverige og Finland, hvor der ellers også har været talrige eksempler på ulovlig efterstræbelse af ulve.
Forsvindingsmønstret leder frem til den konklusion, at ikke alle ulve slipper levende fra mødet med mennesker i Danmark. I et enkelt dokumenteret tilfælde blev en ung ulv skudt ned på en mark ved Stråsø plantage. Talrige rygter taler om andre nedskydninger, hvor de døde dyr er blevet skaffet af vejen i et halmfyr eller gravet ned.
Kent Olsen er videnskabelig chef på Naturhistorisk Museum i Aarhus, leder af den danske ulveovervågning og medforfatter til artiklen. Han vil ikke udelukke, at der bliver brugt gift, som det sker i et vist omfang i den ulovlige efterstræbelse af rovfugle i Danmark.
»Vi har ikke dokumentation for, at ulve aflives på andre måder end ved illegal skydning. Men vi ved fra andre europæiske lande med ulvebestande, at blandt andet anvendelse af gift forekommer, og at hvalpe fjernes fra ulvegrave,« siger Kent Olsen. Han er bekymret over, hvad der kan være sket med det sidste ulvepar i Stråsø, som er forsvundet, i hvert fald fra vildtkameraernes optagelser.
Hvad angår ulvegrav og ulvehvalpe, så var der sidste forår store forventninger til det tredje kuld danske ulve, som man regnede med ville blive født i Stråsø i starten af sommeren af en hunulv, der var søster til den nedskudte ulv i 2018 og eneste overlevende fra sit eget kuld, inklusive forældrene.
Store dele af Stråsø plantage blev spærret af for offentligheden, så ulveparret kunne få fred og ro. Men sommeren gik, uden at der blev opsnappet hverken dna eller billeder af hvalpene. Og nu regnes det for højst sandsynligt, at »reproduktionen er slået fejl«, som forskerne udtrykker det.
Det kan betyde, at ulvene er dødfødte, at de senere er døde af hvalpesyge, at deres mor har forsøgt at flytte dem til en ny grav, og at de er døde under flytningen, at de er druknet i en oversvømmet grav eller døde af anden naturlig grund. Det er også en mulighed, at et menneske har fjernet hvalpene fra graven og slået dem ihjel. Også her er der ingen rygende pistol, men når alle andre muligheder er vendt og drejet, peger flasken igen på menneskelig indgriben.
»Jeg har selv besigtiget graven, hvor vi antager, at hvalpene var blevet født. Alt var intakt, og der var friske spor af ulveaktivitet. Der var hverken tegn på oversvømmelse, lynnedslag, væltede træer eller andet, der kunne have taget livet af hvalpene. Der lå heller ikke rester af døde hvalpe,« fortæller Kent Olsen. Han har en kraftig formodning om, at ulvehvalpene blev født, da et af vildtkameraerne i sommer tog et billede af hunulven, hvor han ud fra dyrets kropsholdning vurderede, at hun havde født og var diegivende.
»Hun kan have flyttet sine hvalpe et andet sted hen. For vi kan også se på vildtkameraerne, at adgangsforbuddet til området hen over sommeren ikke blev overholdt. Formodentlig på grund af coronarestriktionerne ville mange flere i skoven. Så der er ikke noget at sige til, hvis hun har valgt at flytte sine hvalpe til mere rolige omgivelser. Men det tror jeg alligevel ikke, hun har gjort. Det sker, at en ulv, der flytter sine unger over større afstande, efterlader nogle unger i den gamle grav, hvor de dør. Men dem er der som sagt ikke spor efter. Og de overlevende hvalpe ville nu have været så store, at de ville strejfe omkring og vække opmærksomhed. Så ud fra alt dette er det svært andet at konkludere end, at hvis kuldet virkelig blev født, så vil det være meget usædvanligt, hvis de alle var døde og forsvundet, uden at der er foregået noget kriminelt,« siger Kent Olsen.
Villig til at dræbe
Endelig er der også en anden mulig forklaring på den manglende ynglesucces i Stråsø i 2020. At den gamle hanulv forsvandt inden parringssæsonen, og at den nye ikke havde indfundet sig, før det var for sent at yngle det år.
Hypotesen forsøges nu afprøvet gennem en mængde nedfrossen ulvelort, som skal dna-analyseres for at klarlægge alfahan-skiftet i Stråsø. Men uanset hvad står et ubehageligt spørgsmål stadig ubesvaret: Hvad skete der med den gamle hanulv, som gav plads til den nye? Som så mange af sine artsfæller er han bare pludselig forsvundet.
I den videnskabelige artikel henvises til en tysk undersøgelse, som viser, at ulve, der yngler i militære skydeterræner, har en langt bedre overlevelsesgrad end ulve, der slår sig ned i områder præget af mange små private lodsejere, som det er tilfældet i Jylland.
»Således bevæger ulvene sig hen over flere områder og udsættes derfor for et større antal mulige efterstræbere,« skriver forskerne. Som formoder, at »drabene foregår i forbindelse med tilfældige møder mellem ulve og folk, der er villige til at dræbe ulve, når de har lejlighed til det.«
Ved første øjekast synes dette ikke at være tilfældet i Stråsø plantage, som ejes af staten. Men plantagen er omkranset af privatejet jord med marker og skov, hvor en del er lejet ud til jagt. Det var for eksempel på én af disse marker, at det hidtil eneste dokumenterede ulvedrab fandt sted.
»Stationære ulve, der forsvinder i Stråsø, som de to hanulve og den hunulv, der tidligere forsvandt, er formentlig døde i Stråsø. Eller mere præcist inden for de ti gange ti kilometer, området dækker. Da ulven blev skudt i foråret 2018, var dens mor allerede forsvundet efteråret inden, og hanulven havde sandsynligvis været alene om kuldet hen over vinteren, hvorefter han selv forsvandt omkring første april. Og han nummer to er så forsvundet omkring første marts sidste år,« siger Peter Sunde.
Ifølge den videnskabelige artikel er der forsvundet yderligere fire ulve i det centrale Jylland, siden det dokumenterede ulvedrab fandt sted. Regner man det hele sammen, har mindst 11 ulve lidt en uvis skæbne, siden ulven i 2012 slog sig ned i Danmark. Hertil kommer måske det seneste ulvepar i Stråsø.
Dyrene kan også have valgt at flytte et andet sted hen. Det vil dna-analyser forhåbentlig vise. Men der er ikke udsigt til bedring i forholdet mellem menneske og ulv, i hvert fald ikke i Stråsø-området, vurderer Kent Olsen.
»Der er ikke noget, der tyder på mere ro, hvor der tidligere har været støj. Men ud over Stråsø har vi lige nu fem andre steder, hvor der faktisk er stedfast ulv. Det hører vi ikke meget om. Et par af stederne er i militære øvelsesterræner, mens andre er i nogle store statslige sammenhængende naturområder. Selvfølgelig kommer ulven også uden for disse områder. Men mængden af private lodsejere i forhold til det samlede areal er bare lavere, og dermed også risikoen for at møde en person, der er klar til at skyde den. I Nordjylland virker det også, som om den enlige hanulv er mere accepteret, end tilfældet er i Vestjylland, på trods af snak i pressen om, at ’den skal skydes hurtigst muligt’. Men den er altså stadig i live. Hvilket måske hænger sammen med, at den nordjyske ulv, så vidt man ved, endnu ikke har taget husdyr, siden den slog sig ned i området,« siger Kent Olsen.
Selvtægt
Forebyggelse af faunakriminalitet er et varmt emne hos det rådgivende organ Vildtforvaltningsrådet, som tidligere i år fremlagde et forslag til en ny forvaltningsplan for ulv. Blandt andet ønsker rådet, at politiet bliver bedre til at efterforske sager med faunakriminalitet, at lovovertrædere bliver hårdere straffet, og at der bruges flere resurser på oplysning.
»Vi er i rådet fuldstændige enige om, at ulovlig efterstræbelse af ulv er uacceptabelt, og dette er planen også et klart udtryk for. Det er min forventning, at ministeren vedtager planen i sin helhed, også selv om det vil medføre øgede omkostninger,« siger rådets formand, Jan Eriksen. Den største udfordring bliver efter hans mening »at få skabt yderligere forståelse og accept af ulven blandt borgerne, hvilket nogle tilsyneladende ikke har i dag«.
Faunakriminalitet i forhold til ulv har også været oppe at vende i Folketinget med spørgsmål til miljøminister Lea Wermelin, og Miljøstyrelsen bestilte efterfølgende et notat fra Aarhus Universitet om, hvad man kan stille op over for »ulvejægerne«. Forskernes svar indeholder en vifte af tiltag, der går fra mere kontrol og overvågning, bedre kommunikation og formidling, mere efterforskning og mulighed for hårdere straf.
»Kontrollen, og dermed risikoen for at blive opdaget, må styrkes, samtidig med at konsekvenserne ved at blive dømt må skærpes. Kontrol og straf har i sig selv formentlig kun en begrænset effekt, men begge dele sender et vigtigt samfundsmæssigt signal, både til potentielle gerningsmænd og til berørte lokalsamfund, om at sådanne former for lovbrud ikke er acceptable. Hovedfokus bør rettes på tiltag, som ændrer folks holdninger til ulovligt at efterstræbe ulv. For at dette skal lykkes, må den statslige politik og forvaltning opleves som et bedre alternativ end selvtægt. De reelle handlemuligheder for borgere i ulveområder må derfor forbedres, således at der skabes et reelt incitament, både for at tage et medansvar for udviklingen af løsninger på konkrete problemstillinger, og for at sikre en almengørelse og dermed også en styrkelse af den sociale kontrol,« lyder det i anbefalingerne.
Det faglige notat nævner også vigtigheden af, at meningsdannere og berørte organisationer sikrer »en lødig og videnbaseret debat«, og tager »afstand fra enhver form for selvtægt«. Her hentydes der blandt andet til selveste miljøministeren, som for et år siden sagde på tv, at hun selv »helst så, at ulven ikke var vendt tilbage til Danmark«.
»Ministre er naturligvis, som alle andre, i deres gode ret til at ytre sig, det er sådan set en central del af det at være politiker. Man skal blot være bevidst om, at der formentlig er borgere, som vil bruge den slags udtalelser til at retfærdiggøre selvtægt,« siger Hans Peter Hansen, som har været med til at udarbejde notatet, og som indgående beskæftiger sig med ulveproblematikken gennem sin forskning i demokrati og naturforvaltning på Bioscience, Aarhus Universitet. Han påpeger, at andre prominente politikere igennem årene har udtalt sig endnu mere radikalt.
»Politisk motiveret kriminalitet er vanskelig at løse blot med strengere straffe,« siger han.
I flere lande er straffen for ulovligt at aflive ulve blevet skærpet de senere år, men det i sig selv er ikke tilstrækkeligt. Hans Peter Hansen mener, at man også må se på typen af straf, og henviser til, at erfaringerne fra Norge og Sverige tyder på, at når det gælder jægere, så kan fratagelse af jagtvåben og jagttegn have en langt stærkere præventiv virkning end bøder og fængsel.
»Det var bemærkelsesværdigt, at den mand, der i 2018 skød en ulv i Danmark, ikke fik frataget sit jagttegn ved byretten, og ved appelsagen i landsretten kun fik det frataget i to år,« siger Hans Peter Hansen og fortsætter: »Det faldt mange, også i jægerkredse, for brystet, at jagttegnet ikke blev inddraget med det samme.«
