FRA nær og fjern indløber anerkendelsen af Thomas Vinterbergs skønne film. Han er en gudbenådet instruktør og historiefortæller. Også her på avisen hæver vi glasset: Tillykke! Det er en rørende og velspillet film om livskriser og alkohol. Hvor er det godt og rummeligt, at historien om fire hvide, midaldrende mænd får en Oscar. Skål! Og så tager vi et glas til for at samle mod til at sige noget, der ikke rigtig kan høres i de andre taler og jublen over Druk. Den grønne tale, kan vi kalde den. Filmen er et subtilt portræt ikke af alkohol som sådan, men af en særlig dansk forståelse af alkohol. En drukkultur, der gennemvæder hele vores samfund og nationale identitet og gør os ude af stand til at diskutere et ubehageligt faktum: at vi er Europas mest fordrukne folkefærd, at vores børn drikker sig fra sans og samling, og at chokerende mange har store problemer med alkohol.
FOLK er, lyder filmens tese, født med for lidt alkohol i blodet. Det er åbenbart, at danskere har følt sig genkendt af den tanke, og at mange ser filmen ikke som en kritik, men som en hyldest til dansk alkoholkultur: Vi har skabt en hel kultur, en komplet social etikette på det udgangspunkt, at vi må tilføje kroppen alkohol for at kunne udfolde en sand udgave af os selv som individer, borgere og danskere. Kun sådan bliver vi frie. Kun sådan kan vi være sammen. Alle sociale arrangementer – alle – fra dåb til grav er arrangeret omkring alkohol: konfirmationer, fødselsdage, receptioner, bryllupper, markeringer, alle ritualer, ved alle møder overhovedet uden for arbejdstiden ser vi os straks om efter en flaske, et glas, en drink, en lille én. Drikker man ikke, antages det af de omkringstående, at noget må være galt; sygdom eller alkoholisme.
OG så? Skal festen virkelig spoleres på den måde? Alkohol er dansk historie, har vi lært, vikingerne drak, Egtvedpigen blev begravet med en spand øl, selv munkene drak, danmarkshistorien søber i sprut, og Christian 4., den største konge, blev båret fra festerne på Rosenborg, døddrukken. Det er derfor, statsministeren, uden at nogen er fortørnet over det, åbner bodegaerne og barerne før ungdomsuddannelserne og universiteterne. Bøger er vigtige, men bajere er vigtigst. De unge skal stadig sidde derhjemme og kukkelure bag skærmen, men de kan jo gå ud og drikke øl med deres venner.
FULDE af vrøvl er mange forestillinger om Danmark som et særligt alkoholens tusindårsrige, hvor vi drikker på en særlig behersket måde. Det var en tanke, der opstod i det 19. århundrede, og den kom ikke ud af det blå. Vi drak brændevin som alle andre nordboere, det var billigt, og under industrialiseringen stak det helt af, en arbejdsmand hældte gerne en flaske om dagen indenbords. Det er her, øllet kommer på bordet, Vores Øl, for brygger Jacobsen så det som sin og Carlsbergs opgave at redde danskerne fra brændevinen. Brændevin blev i forbindelse med Første Verdenskrig beskattet hårdt, men da havde Carlsberg allerede solgt den undergærede pilsner med lav alkoholprocent som det sunde, danske alternativ. Succesen var bragende.
BØRN og voksne, unge og gamle, til alle var beskeden den samme: En øl gør jer ikke bare sundere, den er kultur, dannelse, et udtryk for frihed og demokrati. Hvad udad tabes, skal indad vindes, folkelighed og danskhed skummede i glasset og forenede de laveste og højeste, den subsistensløse og de kongelige. At drikke en Hof var et bidrag til kultur og videnskab, som historiker Sidsel Eriksen formulerer det: Bryggeindustrien kom »på linie med danskernes andre store bedrifter«. Måske var det derfor, vi glemte, at vi egentlig var en søfarende nation: Øllet erstattede vandet som velfærdsstatens infrastruktur.
FÅR man lyst til at indvende, at denne tekst må være udtryk for afholdsmænds formaninger, skal man vide, at også danske afholdsforeninger anerkendte det danske, lidt svagere øl som helt i orden, hvorfor de skålede med ved bordet. Og da det viste sig, at danskerne drak mindre mådeholdent, end den asketiske brygger Jacobsen havde forestillet sig, og man begyndte at foreslå restriktioner og afgifter, lød det prompte: Det er et angreb på de to grundingredienser i vores identitet: Den folkelige kultur og den personlige frihed har været et mantra i over 100 år. Vi kan godt lide ølbryggende munke og vikinger på ølflaskerne, fordi det gør historien bedre og mere solid, men dansk drikkeri og alkoholkultur er udtryk for det moderne Danmark.
MAN kan sige, at Vinterbergs film har det hele med, og at den derfor appellerer så bredt. Alle ved, at en drink får os til at slippe hæmningerne. Vinen er overalt, hos grækerne, romerne, i Bibelen og hos Kierkegaard kommer tungen på flere forskellige måder på gled, når glassene fyldes. Og man kan selvfølgelig ikke se Druk uden at få lyst til en vidunderlig brandert. Men hos det danske publikum og anmelderne er det dén historie, vi hæfter os ved; den personlige frisættelse. Rammen om filmen er de døddrukne studenter, for det at blive voksen i Danmark er mest af alt friheden til at drikke sig stangstiv. Unge danskere ryger hash og cigaretter på linje med andre europæere, men de drikker meget, meget mere. Ikke blot accepterer vi, at det er sådan; vi opmuntrer det. Og det er unge med højtuddannede forældre, der drikker mest.
SANDHEDEN er, at Danmark er alkoholiker. I resten af verden drikker de for at løsne lidt op; fordi de kan lide smagen. Vi drikker for at blive virkelig fulde. Vi bryster os af den danske offentligheds mangel på tabuer. Hér er vores store tabu, og det er helligt. Ét er, at vi end ikke kan diskutere, om vi burde have en højere aldersgrænse og standse udsalget af stærk spiritus til 16-årige om natten. At vi ikke kan sætte en grænse for det destruktive natteliv i byerne. At vi ikke dør af skam over danske unge, der hærger europæiske storbyer. At vi ikke chokeres over antallet af alkoholrelaterede dødsfald og sygdomme - statistikker, der vil få alverdens coronavira til at blegne af misundelse. Noget andet er, at vi aldrig diskuterer, hvorfor det er blevet sådan. Måske bilder vi os ikke blot ind, at kun alkohol, meget alkohol, kan gøre os til de vidunderlige mennesker, vi virkelig er. Måske er det faktisk sådan, at vores samfundsmoral og forventninger til hinanden efterlader så snævre rammer, at vi slet ikke kan udtrykke os frit uden et par genstande eller fem indenbords. Måske er vores drikkeri et udtryk for, at vi slet ikke er så frie, som vi forestiller os? Og måske er der noget helt galt med vores forestilling om folkelighed, hvis den kun kan udtrykkes med en halv promille i blodet. Det er ikke en nem diskussion. For mange er den kedelig, alt for sober. Men vi kan fejre både genåbningen af landet og den flotte Oscar ved at stille os spørgsmålet: Har danskerne ikke for lidt, men alt for meget alkohol i blodet?
