Opinion. Den nye tids opvakte kan fjerne de eksisterende magthavere, men ikke magten.

De gode bødler

Den nye woke-bevægelse, der foregiver at kæmpe for frigørelse fra undertrykkelse, er selv blevet totalitær og undertrykkende, ligesom det var tilfældet med den kommunistiske bevægelse. I 1930erne måtte klasseforræderne i Sovjetunionen offentligt under retssager bekende deres forræderi over for arbejderklassen, hvorefter de som regel blev henrettet. Det samme gjorde sig gældende under kulturrevolutionen i Kina, hvor klasseforræderne efter anklager fra de kulturrevolutionære studenter offentligt måtte udøve selvkritik. I dag må individer, der udtrykker sig, så andre føler sig krænkede, ligeledes udøve selvkritik og beklage deres skammelige og umoralske adfærd eller ytringer efter at have været udsat for kritik på de sociale medier. Herefter kan personens karriere være forbi. Den nye woke-bevægelse har herved oprettet en uformel retsinstans og et voldsomt magtmiddel. Ligesom under Stalins skueprocesser og kulturrevolutionen i Kina kan ingen vide sig sikre for forfølgelse, for det mindste fejltrin eller anklage herom kan vise sig skæbnesvangert. Den middelalderlige inkvisition er genindført. Hvor den anklagede i det formelle retssystem har ret til en forsvarer, eksisterer denne rettighed ikke i de sociale mediers folkedomstol, og derfor er man næsten dømt, hvis man udsættes for den mindste anklage. Kort sagt: Man kan afskaffe de eksisterende magthavere – her de hvide mænd – men ikke magten. Nye magthavere vil indtage deres pladser, som man så i de kollektive grupper uden formelle ledere efter 1968.

Woke-bevægelsen er allerede af forskellige borgerlige kritikere som den canadiske psykologiprofessor og forfatter Jordan Peterson blevet karakteriseret som en neomarxistisk bevægelse. Ifølge Peterson lægger woke-bevægelsen i lighed med den traditionelle venstrefløj vægt på strukturelle, undertrykkende forhold i samfundet, som skaber en ulige magtfordeling. Hvor den traditionelle venstrefløj havde en tendens til at betragte kapitalforholdet som en totaliserende undertrykkelsesmekanisme, gør woke-bevægelsen den hvide mands overherredømme til en altgennemtrængende magtinstans. Begge venstrefløjsbevægelser lægger således vægt på grupper, der står over for hinanden, og hvor magtaspektet er afgørende. Man kan sige, at woke-bevægelsen nærmest er besat af magtaspektet som gennemtrængende alle aspekter af samfundslivet. Individerne skal hele tiden være på vagt for ikke at komme til at udtrykke sig på måder, der af andre vil kunne opfattes som krænkende andres identiteter og derved være med til at opretholde undertrykkelsen. Den hvide mands undertrykkelse er ifølge woke-ideologien ikke udtryk for ondskab, idet hans bidrag ikke afhænger af hans vilje, men er bestemt af hans egenskab som hvid mand og hans rolle i systemet. Denne betragtning minder om den traditionelle marxismes karaktermaskebegreb, der udtrykte, at kapitalisterne ikke var dårlige mennesker, da de blot udfyldte deres funktion i produktionsmåden som udbyttere af arbejderklassen gennem realisering af merværdien, som var produceret af arbejderklassen. På den anden side tager Jordan Peterson fejl, for marxismen lægger vægten på de materielle forhold, mens woke-bevægelsen lægger vægt på sproghandlinger. Endvidere betragtede den gamle venstrefløj arbejderne som den undertrykte klasse, mens woke-bevægelsen kæmper for minoriteter bestående af kvinder, ikkehvide og seksuelle minoriteter, der undertrykkes af hvide mænd.

Man kan nærmere sige, at wokebevægelsen er et opgør med marxistisk teori. Baggrunden har været en delegitimering af den marxistiske teori samt opløsningen af den traditionelle arbejderklasse. I første omgang har manglen på en klart undertrykt gruppe ført til en fremhævelse af indvandrere som en gruppe, man kan solidarisere sig med, men med Black Lives Matter-bevægelsen er der opstået en klart defineret gruppe, der dels betragtes som undertrykt, og som er blevet katalysator for den nye bevægelse. Endelig er woke-bevægelsen opstået blandt unge fra den højere middelklasse på de humanistiske og samfundsmæssige universitetsstudier, hvor man især beskæftiger sig med abstrakte, bevidsthedsmæssige aspekter af tilværelsen, og hvor man ikke har erfaring med tilværelsen blandt den underste halvdel af befolkningen.

Under inddragelse af den amerikanske jurist Kimberlé Crenshaws teori om intersektionalitet betragtes alle andre end hvide mænd i varierende grad som undertrykte. Bekæmpelsen af den hvide mands overherredømme er kampens raison d’etre. I kraft af sin magtposition nyder den hvide mand ifølge ideologien ufortjente privilegier. Hvor profeterne på den gamle venstrefløj var Karl Marx og Friedrich Engels, er woke-bevægelsens profeter poststrukturalistiske teoretikere som Michel Foucault, Jacques Derrida og Judith Butler. Deres bøger er de nye hellige skrifter. Tusindårsriget for wokeismen kommer, når man gennem en udrensning af sproget har afskaffet undertrykkende diskurser og hierarkier, og alles historier, især de hidtil undertryktes og ekskluderedes, bliver hørt. Denne opfattelse bryder radikalt med den traditionelle venstrefløj.

Ikke desto mindre er den fælles underliggende årsag til bevægelsernes og ideologiernes totalitære karakter den blinde tro, som ikke tillader, at der sættes spørgsmålstegn. I forhold til den nye woke-religion er det særligt ironisk, da den modsat ideologier og religioner, der hævder at kende sandheden, ud fra sit dekonstruktivistiske grundlag hævder, at der ingen sandheder eksisterer. Kun diskurser, der hverken er sande eller falske. Her optræder en dobbelt performativ modsigelse, idet man ikke både kan sige ovenstående, samtidig med at man hævder eksistensen af, at der eksisterer undertrykkelse – som er en sandhedspåstand. Det kan kun give mening, hvis de mener, at det, de siger, er sandt. Ellers vil udsagnet være meningsløst.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk