Danmark oplever i disse uger en hård medfart i den internationale presse. Over hele verden kan man læse nyheden om, at den danske regering har frataget flere syriske asylansøgere deres opholdstilladelse.

Et lille potpourri: »I sit seneste skred mod det yderste højre planlægger Danmark at sende nogle af sine syriske flygtninge tilbage til Syrien,« stod der på forsiden af den amerikanske tv-kanal CNNs hjemmeside søndag. »De ’bombede min drøm’: Danmark fratager nogle syrere deres opholdstilladelse,« lød det hos New York Times sidste torsdag. Heller ikke hos Politico.eu var man venligt stemt. Her konstaterede man i marts, at »Danmark er gået yderst til højre på flygtninge«.