Sceneskift. Hvorfor kratte i din middelklassebarndom, når du kan være Inge Lehmann? I forårets bogkataloger giver den slidte autofiktion plads til en ny litterær tendens: exofiktionen, hvor forfattere hiver afdøde kunstnere og videnskabskvinder ud af glemslen.
Store spejl på væggen der
På engelsk hedder en roman a novel, forstået som noget nyt og originalt. Det ligger indlejret i genrens form, at dens fokus ændres over tid, og at romanforfatteren søger nye udtryk. Og netop nu er vi vidner til et nyt kapitel i romangenrens skandinaviske historie.
I 10erne var den mest dominerende genre herhjemme og i resten af Skandinavien autofiktionen, som især Karl Ove Knausgård satte på den litterære dagsorden med seksbindsværket Min kamp (2009-2011). Den monumentale prosaudladning blev en litterær begivenhed, fejret over det meste af verden, måske fordi dens hyperminutiøse skildring af en såre gennemsnitlig nordmands indre følelsesliv belyste en grundfølelse i livet, som de fleste kan nikke genkendende til: Vi ønsker alle at blive anerkendt, ikke blot af dem omkring os, men i lige så høj grad af os selv.
Del:
