Udrulningen

STATSMINISTEREN ville, hvis hun udskrev valg nu, få et massivt genvalg. Hvor stort? Man kan jo forestille sig duellerne med Ellemann-Jensen. Ville han få en lilletå til jorden? Læg dertil støttepartier, der er blevet Socialdemokratiets københavnske partikontorer: Hvorfor stemme på dem, når man kan gå direkte til chefen? Ved besættelsesvalget i marts 1943 stemte 44,5 procent på nyligt afdøde landsfader Staunings Socialdemokrati, det næsthøjeste niveau nogensinde. Mette Frederiksen ville ikke nå så højt, men ville det overraske, hvis hun gjorde?

HAR Frederiksens styrke ikke den logiske forklaring, at hun er en uhæmmet magtpolitiker, der tromler alle omkring sig? Sådan lyder kritikken ofte: Hendes omgang med magten kvæler demokratiet. Kunne hun ikke være mere inkluderende? Kritikken har meget for sig, vi er vidner til en egenrådig, ofte manipulerende magtudøvelse, som overgår selv Anders Fogh. Men selv om det er banalt, er det nødvendigt at minde om, at Mette Frederiksens styrke skyldes det mandat, hun har fået af vælgerne. Det står altså meget værre til, end hendes kritikere påstår. Statsministerens magt kan ikke forklares med en særlig frederiksensk karakter. Den skyldes, at vælgerne er med hende.

»Pandemien er blevet en moralsk debat med en sprængkraft på linje med indvandring og terror.« Læs også Lone Franks artikel: 'Undtagelsen'.

IKKE så snart havde Mette Frederiksen lukket landet ned, før danskerne sluttede op. Cirka tre fjerdedele støtter også i dag det ekstreme forsigtighedsprincip. Det betyder, at de borgerlige partier slås om den sidste fjerdedel. Det opsigtsvækkende er ikke, at der er folk, som er imod nedlukning, ophævelse af borgerlige rettigheder og aflysning af politik som sådan. Det iøjnefaldende er, at protesterne ikke er flere og større. Også denne gang blev revolutionen aflyst på grund af dårligt vejr.

TAGET magten har statsministeren altså helt uden det tryllestøv, Mads Brügger skrev om i sidste uges avis: Danskerne har ikke været i trance, da de indgik den mentale alliance med Socialdemokratiet, hvor stat og samfund smelter sammen, hvor staten pr. definition er god, og hvor statsministeren »passer på os allesammen«.

MEN er det ikke undtagelsestilstanden, der forklarer dette? Er vi ikke blot et pragmatisk folkefærd, der forstår situationens alvor? Jo, i vid udstrækning. Men det afgørende er en politisk kultur, hvor den altomfattende stat opfattes som naturlig, og forestillingen om den gode stat dominerer. Efter års kritik af velfærdsstaten, også fra socialdemokrater selv, var det ikke indlysende, at det ville være sådan. Coronaåret er velfærdsstatens gigantiske comeback; nu med bundløs statskasse og en generation af socialdemokratiske politikere, der får oppositionen til at ligne amatører og med den største naturlighed benytter sig af statens allerhårdeste magtmidler.

FÅET magten har Mette Frederiksen, og hun kan bruge den så uhæmmet, fordi der ikke er modstand. Mange år med usammenhængende mindretalsregeringer har vænnet os til svage statsministre, ligesom vi synes at tro, at kompromis og forhandlingsvilje er noget, enhver regeringschef efterstræber helt af sig selv. Nej: Mette Frederiksen vil fortsat føre socialdemokratisk politik, indtil hun bliver stoppet af kræfter med større vælgermuskler end hendes egne. Det er måske coronaårets væsentligste lektie.

MAGTEN er til for at blive brugt, eller som den amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright sagde under Balkankrigene: Hvorfor have alle de våben, hvis vi ikke skal bruge dem? Socialdemokratiet har håndteret krisen med stor vilje og dygtighed, men også udvist en ubehagelig ligegyldighed over for alt andet end den offentlige sektor. Pandemien har givet historisk fripas til at føre socialdemokratisk politik, og regeringen vil fortsætte kursen, når det sidste vaccinestik er givet. Udrulningen af vacciner vil glide over i en fortsat udrulning af velfærdsstaten, hvis lige vi skal langt tilbage i tiden for at genkende: mere statslig tvang. Stadig højere skatter. En offentlig sektor, der kontrollerer så meget som overhovedet muligt. Indadvendt og mistroisk over for resten af verden. Det har været et historisk år, og det borgerlige Danmark har derfor også en historisk opgave: at samles om et egentligt og troværdigt alternativ og en politik, der kan overbevise vælgerne om, at coronaåret ikke må blive endeløst.

Læs også Martin Krasniks leder om hvordan Mette Frederiksen er mere forfinet og mindre aggressiv end Trump, men håndværket er det samme.

Derudover kan du finde frem, læse eller genlæse Weekendavisens tidligere ledere i oversigten her.