Læserbreve

Vaccine

Jesper P. Schou, pens. gerontopsykiater

Jeg har vanskeligt ved at se, at Søren Brostrøm har videnskabeligt belæg for sin udmelding om, at det skulle være forsvarligt at udsætte anden injektion op til seks uger efter første injektion ved vaccination med Pfizer/BioNTechs vaccine, Comirnaty, mod COVID-19. Firmaernes undersøgelse af stoffet – og der findes vel næppe nogen anden undersøgelse – giver, så vidt jeg kan se, ikke videnskabeligt belæg for en sådan udmelding. Firmaerne har da også, som jeg forstår dem, taget afstand.

Med baggrund i mangeårigt lægeligt arbejde bekymrer dette mig særligt, når det drejer sig om ældre mennesker, og ganske særligt svækkede ældre, som dels har særlig højt behov for at være dækket sikkert af en vaccine, dels i forvejen er kendt for ofte at have et utilstrækkeligt reagerende immunsystem. Her må man alvorligt frygte, at forsinket injektion af anden dosis kan medføre alt for svag eller i værste fald ingen boostende virkning af denne – ud over, at de svækkede ældre i den forlængede ventetid også er dårligere eller slet ikke dækket af første injektion (som firmaerne gør opmærksom på). Især svækkede ældre må derfor i særlig grad formodes at have behov for, at anden injektion gives rettidigt.

Det almene

Ulla Tofte, dir., M/S Museet for Søfart

I WA #53 skrev souschef på Industrimuseet, David Holt Olsen, et indlæg om det almenes krise med henvisning til en museumsdebat på Altinget. I dét indlæg, DHO refererer til, argumenterede jeg for, at statsstøttede museer med landsdækkende ansvar fremover også forpligtes til at inkludere nogle af de samfundsgrupper i deres ansvarsområde, som ellers vil påberåbe sig retten til at få deres eget museum. Gennem de seneste år er presset for at få statsanerkendt nye museer øget – museer, der repræsenterer fænomener, interesser og grupperinger, hvis historie i dag kun i ringe omfang inkluderes på større museer. Det gælder fx Forstadsmuseet, Forsorgsmuseet og et kolonihistorisk museum. Alle er de udtryk for en stigende tendens til at fokusere på det særegne frem for det almene.

Men i modsætning til DHO er jeg af den klare opfattelse, at ønsket om at få anerkendt minoriteters kulturhistorie er helt legitimt og derfor ikke bare kan afvises som identitetspolitiske fjollerier. Tværtimod frygter jeg, at hvis vi ignorerer behovet for inklusion af særegne interesser og historier i den store og mere almene fortælling, øges risikoen for, at hver enkelt gruppering eller »stamme« vil kræve sit eget museum, med det resultat at dansk historie og identitetsforståelse atomiseres ud i en række ekkokamre, hvor vi hver især kan lytte til os selv og ligesindede.

Det såkaldt almene er ikke nogen naturgiven verdensorden, men en konstruktion med rødder i industrisamfundet. Kogt helt ned kunne man sige, at det almene er ideen om, at »one size fits all«. Men den historie, der egentlig burde passe til alle, er igennem det 20. århundrede blevet fortalt af museer og fagfolk fulde af blinde vinkler – M/S Museet for Søfart er desværre ingen undtagelse. Med andre ord er det almene ikke så alment, som det burde være. Derfor bliver gabet mellem den brede, fælles historie og de særegne fortællinger større og større – en udvikling, der kun forværres af den fremherskende forestilling om, at historien er en konstant, hvor »vores« egen del bliver mindre, hvis andre(s) også skal inkluderes.

Vejen til et sammenhængende samfund, hvor vi forstår og respekterer hinanden, går gennem museer, der er inkluderende og flerstemmige. I den ideelle verden sker dette af sig selv, men et kig ud over museumslandskabet viser desværre, at dette ikke er tilfældet. Derfor bør flerstemmigheden være en del af de landsdækkende museers forpligtelser. Alternativet er en underskov af »identitetsmuseer«. Og Danmark har ikke brug for flere museer, men museer, der repræsenterer flere.

Dataetik

Camilla Gregersen, formand for DM og medlem af Dataetisk Råd

Vores digitaliserede tidsalder giver os en række dataetiske udfordringer. Heldigvis bliver vi dygtigere til at indrette verden på en måde, så vi både udvikler os og passer på borgernes privatliv samtidig. Når direktør i brancheforeningen IT-Branchen Natasha Friis Saxberg i WA #53 skriver om dataetik, sidder man tilbage med det indtryk, at dataetik er en klods om benet på den teknologiske udvikling og innovation.

Det er ærgerligt – og det er også forkert. Opgaven er ikke at søsætte projekter, hvor man omgår de dataetiske regler, men i stedet at øve os i at gøre dataetik til en mere naturlig del af de digitale løsninger. Virkeligheden er, at det ofte er en fordel at have et dataetisk fokus. Hvis vi kigger på den smitteapp, som er downloadet til flere end to millioner danske telefoner, var det en forudsætning for borgernes tillid, at vi insisterede på den højest mulige beskyttelse af data. Det er de færreste, der ønsker sig overvåget, og med smittestopappen viste det sig, at et dataetisk fokus førte til anbefaling af appen fra mange sider.

Den digitale udvikling løber stærkt, og som borger er det allerede nu vanskeligt at følge med i, hvem der har vores data, og hvad de bliver brugt på. Jeg er sikker på, at de it-virksomheder, der kan gøre det tydeligt, hvorfor der er brug for data, og som ikke bruger flere data end højst nødvendigt, bliver vinderne. Det er et stærkt brand interna­tionalt, at vi i Danmark tager vare på både brugere, kunder og borgeres data i det offentlige såvel som i det private. Løsningen er altså ikke at gå lige til grænsen, som Friis Saxberg foreslår.

Kirker

Henrik Højlund, valgmenighedspræst, Aarhus Bykirke

I WA #52 skrev Asle Toje en meget interessant artikel om den græske halvø Athos, dette besynderlige udsted i det moderne, sekulariserede Europa. Halvøen med munke og klostre, med begrænset adgang for pilgrimme og vel at mærke kun mænd. Toje bruger Athos-skildringen som afsæt for nogle spændende refleksioner om kirkernes rolle i den moderne verden. Og hans konklusion er, at den (græsk-)ortodokse kirke er den, der synes at stå stærkest og mest blomstrende i en tid, hvor andre kirker synes at være for nedadgående. I al fald i den vestlige verden. Når det drejer sig om forklaringen på det nedadgående, har Toje en væsentlig pointe, når han skriver, at »de protestantiske kirker lader til at have moderniseret sig til irrelevans«. Men af samme grund er hans konklusion om den ortodokse kirke som den, der synes at være den bedst overlevende, ret upræcis.

En mere præcis konklusion vil være, at de kirker, der moderniserer sig til irrelevans, er for nedadgående. Det er faktisk resultatet af flere meget omfattende internationale undersøgelser, inklusive nogle hjemlige. Således lød det i en artikel fra Kristeligt Dagblad i 2017: »Mens folkekirken gør sit for at følge med tidens liberale og kulturkristne strømninger, så er det fortsat de mere konservative sognekirker, der fylder bænkene op søndag efter søndag.«

Sandheden er, at protestantiske kirker er i stærk vækst rundtom i store dele af verden. Men vel at mærke protestantiske kirker, som ikke moderniserer sig til irrelevans, men beholder den klassiske kristendoms substans, uanset at de i mangt og meget kan ændre på formen og kommunikationen (i modsætning til den ortodokse kirke).

For at citere en af verdens førende religionsforskere, Rodney Stark, som for nogle år siden kommenterede den meget omfattende danske kirkedebat om Thorkild Grosbøll og hans moderniserede, gudløse kristendom: »Hvorfor skulle nogen som helst dog gå i kirke, hvis ikke præsten tror på noget? Det ville være som at gå til en fodboldkamp, hvor holdene bare står og glor uden en bold at spille med. Den danske folkekirke sætter barren ekstremt lavt, og derfor holder folk sig væk.«

Sverige

Christer Larsson, Staffanstorp, Sverige

Som mangeårig læser og abonnent på Weekendavisen glæder jeg mig hver fredag til ugens avis. Altid aktuel, indholdsrig og med eminente skribenter fremstår Weekendavisen som Nordens i særklasse bedste avis. Men især det seneste år er der formidlet et stadig mere negativt billede af Sverige, ikke kun på grund af den måske berettigede kritik af vores måde at håndtere coronaepidemien på, men også hvad angår det generelle billede af Sverige.

I WA #53 er der et indlæg fra en Vladimir Oravsky, som mistænker Anders Tegnell for at arbejde på en akkord beregnet på en sådan måde, at han får mere i løn, jo flere svenskere der dør af COVID-19. Hermed har man vel nået en grænse for anstændig meningsformidling, og man må spørge sig selv, om den ansvarlige chefredaktør, Martin Krasnik, holder ferie?

At formidle den slags grundløse og krænkende påstande anstår sig ikke for en avis som Weekendavisen. Nu ser jeg frem mod 2021 med Weekendavisen og forhåbentlig et mere nuanceret billede af Sverige!