Skovgaards påstande
Helle Merete Brix, journalist og forfatter
Skriver man en kontroversiel bog, må man være forberedt på kritik. Men 17 år efter udgivelsen af balladebogen I krigens hus. Islams kolonisering af Vesten (skrevet af undertegnede, Lars Hedegaard og Torben Hansen) har professor ved Institut for Tværkulturelle Studier Jakob Skovgaard-Petersen løftet kritikken af bogen til et nyt niveau.
I sin aktuelle bog Muslimernes Muhammad – og alle andres (anmeldt i BØGER #46) beskylder han forfatterne for at legalisere brugen af vold. I kapitlet »Antimuslimernes Muhammed« skriver Skovgaard-Petersen: »I krigens hus tilslutter sig denne radikale antimuslimske Eurabia-litteratur, der ser enhver form for modstand som legitimt kulturelt selvforsvar. Eurabia-litteraturen og påstanden om ’dhimmificering’ er derfor også en hovedinspiration for højreorienteret ekstremisme og terrorisme.«
Med Eurabia hentyder Skovgaard-Petersen til Bat Ye’ors (et pseudonym) omstridte bog fra 2005, Eurabia. The Euro-Arab Axis, om et Europa, der driver mod den arabiske verden og væk fra Israel og USA. Bat Ye’ors sobre bog fra 2002, Islam and Dhimmitude: Where Civilizations collide, er en kilde til bogens opfattelse af dhimmificering og dhimmi-begrebet – betegnelsen for en ikkemuslim, hvis liv reguleres af en dhimma, en overenskomst.
Vores bog tager dog i indledningen forbehold for ikke at skære alle muslimer over en kam. Først og fremmest er bogen en kritik af det, vi betegner som »islams herskende klasse«, imamerne og de skriftlærde.
Vil Skovgaard-Petersen derfor forklare, hvor vi i I krigens hus skriver noget, der retfærdiggør konklusionen om, at forfatterne betragter »enhver form for modstand som legitimt kulturelt selvforsvar«? Vil bogens redaktør på Gyldendal, Ditte Maria Søgaard, forklare, hvordan denne påstand har fået lov at passere? Vil forfatter og redaktør også forklare, hvad de forstår ved ordet »antimuslim«? Det er en betegnelse, som også hæftes på bl.a. forfatter Kåre Bluitgen og historiker Mikael Jalving. Betyder det, at man ser på muslimer, som en antisemit ser på jøder?
B’læst
Uffe Lindum, journalist, Hundslund
Det er vist aldrig hidtil lykkedes mig at finde noget morsomt eller bare interessant i WAs bogtillæg. Det er som regel så selvhøjtideligt, at jeg efterhånden end ikke gider åbne det.
Men her før jul meldte en Christoffer Zieler ind på dets bagside med et nyt bud på politiske klicheer i form af satire og parodi. Bliv endelig ved med det! Det er fin modgift mod Lars Bukdahls indforståede ordguirlander. Jeg glæder mig allerede til at opleve flere stjernestunder på »Velfærdsarealet, der savner varme tænder«.
Gudløs
Karin Liltorp, ph.d. i kemi og medlem af Ateistisk Selskab, Vanløse
I Kristian Ditlev Jensens (KDJ) anmeldelse af Lars Sandbecks (LS) bog Den gudløse verden – ateisme og antireligion i en postkristen æra (BØGER #52) er der et par ting, der springer i øjnene.
Ifølge KDJ er bogen en »kritik af den type ateisme, som foreningen Ateistisk Selskab (AS) repræsenterer. En nærmest religionshadende gruppering, som måske er mest kendt for at opfordre danskerne til at melde sig ud af folkekirken«. Derefter fortsætter det med »Sandbecks tilgang er videnskabelig ...«
KDJ burde måske have gjort sig lidt mere umage for at undersøge disse postulater. Det er muligt, at AS er mest kendt for at have kørt en kampagne for at få ikketroende til at melde sig ud af folkekirken. Men at kalde det en »religionshadende gruppering« er ganske misvisende. Foreningen opfatter sig selv som fortaler for trosfrihed, hvilket er noget ganske andet.
En del af AS’ medlemmer støtter op om foreningens politiske arbejde, fordi de anser det for vigtigt, at der bliver gjort opmærksom på, at der ikke er ligestilling mellem livssyn i Danmark: Folkekirken har mange fordele, som ikke gælder andre livssyn, hvilket betyder, at den har en utrolig stor magt. AS kæmper ikke mod religion, men mod, at man underlægges et specifiks livssyns dogmer, medmindre det er frivilligt. Dette inkluderer bl.a. kampen for, at kristendomsundervisningen i folkeskolen skal erstattes af idéhistorie, hvorigennem man vil få indblik i andre måder at anskue verden på.
At »Sandbecks tilgang er videnskabelig ...« er på ingen måde korrekt, heller ikke selvom der bliver henvist til hans lange uddannelse og hans brug af henvisninger. LS’ »research« om AS bestod i at melde sig ind en offentlig gruppe på Facebook, administreret af AS, hvor alle kan ytre sig om religion. Gruppen er kendt for at levere vittighedstegninger og dårlige jokes om religion, og indebrændte religionshadere såvel som religiøse fundamentalister kan få lov at ytre deres holdninger. LS’ metode var således at indlede debatter med tilfældige mennesker med hang til rabiate diskussioner på en facebookside og tage disses udsagn som et udtryk for AS’ holdninger.
Den form for research er cirka lige så valid, som når sølvpapirshatte researcher ved at finde videoer, der støtter op om deres egne ideer, på YouTube. Hvis LS var reelt interesseret i at vide noget om AS, kunne han have interviewet medlemmer. Det ville nok have vist, at de fleste medlemmer af AS er veloplyste og har en nuanceret holdning til religion. Men en sådan videnskabelig tilgang til emnet ville ikke være i tråd med LS’ ønske om at fremstille ateister som historieløse ignoranter.
Konfucius
Ole Vind, dr.phil.
I anmeldelsen af Bent Nielsens oversættelse af Konfucius (BØGER #53) hedder det, at værket nu foreligger for første gang på dansk. Det er dog ikke rigtigt. Værket udkom i 1955 oversat af Jørgen Klubien (Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck) under titlen Confucius’ lære.
Dette er debatindlæg til bogsektionen og udtrykker alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på bogdebat@weekendavisen.dk.
