Hvis man skal rose Marlene Winds lille nye bog, Tribaliseringen af Europa – et forsvar for vores liberale værdier, for noget, er det, at professorens egen argumentation er et skoleeksempel på den stammetænkning og dæmonisering af politiske modstandere, som ifølge bogen vinder frem i Vesten. Professoren mener således at vide, at demokratiet i Vesten er truet af dem, hun er uenig med.
Og dem, hun er uenig med, er i princippet alle, der i disse år modsætter sig et globalt fællesskab, hvor vi er forenet i mangfoldighed. Hvad enten det nu drejer sig om Orban, Trump, Boris Johnson, Carles Puigdemont eller bare de danske politikere, som stiller spørgsmål ved den europæiske menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkninger.
For hvorfor sker det? Hvorfor er der pludselig så mange mennesker i hvert eneste vestlige land, som ønsker at bremse globaliseringen? Marlene Wind gør kort proces. »Hvad har disse projekter så til fælles,« spørger hun retorisk. Og svarer: »De næres alle, vil jeg hævde, af et utrætteligt behov for at skabe modsætningsforhold til tilstødende identiteter. At skabe fjender og fjendebilleder er naturligvis langt fra et nyt fænomen, men den regression, vi oplever i Europa i disse år, er ny.«
Man må forstå, at når folk pludselig giver sig til at stemme på globaliseringsskeptiske partier, skyldes det et psykologisk behov for at dæmonisere andre.
Eller som hun også skriver: »Formålet er dog ikke til at tage fejl af. Det tjener først og fremmest til at afstive stammen selv, samtidig med, at man får slået en streg under, hvem der ikke hører til fællesskabet.«
PÅ INTET TIDSPUNKT falder det Marlene Wind ind, at hun måske selv tilhører en tribalistisk stamme af globalister, når hun har så travlt med at frakende sine politiske modstandere al ære og værdighed.
Hun udbreder sig med henvisning til den afdøde samfundsforsker Benedict Anderson om, at folk bliver vældigt pikerede over, at nationer er forestillede fællesskaber og dermed sociale konstruktioner. Men man fornemmer, at hun heller ikke selv er helt afklaret med, at den globale landsby, hun hylder, også er et forestillet fællesskab – blot med den forskel, at væsentligt færre efterhånden er i stand til at forestille sig den. Socialkonstruktivismen er selv en konstruktion.
Det ses tydeligt af det, hun citerer den britiske historiker Timothy Garton Ash for: »Populisterne fortæller en forenklet historie om, at national isolation og en ’tilbageerobring af kontrollen’ vil føre til genoprettelsen af en indbildt gylden fortid med godt arbejde, glade familier og et mere traditionelt nationalt samfund«.
Marlene Wind ænser ikke, at det lyder lige så parodisk, som hvis hendes politiske modstandere havde skrevet: »Globalisterne fortæller en forenklet historie om, at åbne grænser og en ’forening i mangfoldighed’ vil føre til skabelsen af en indbildt gylden fremtid med større tolerance, spændende mennesker og et mere kreativt og dynamisk samfund.«
FOR MARLENE WIND er folkeafstemninger et onde og et symptom på den flertalsfetichisme, der vinder frem i disse år, hvor demokrati ifølge professoren har udviklet sig til en slags flertalstyranni. Færre forstår, at der med til demokrati også hører magtdeling, mindretalsbeskyttelse og en fri presse.
Wind problematiserer, at det i realiteten kun var et mindretal af den britiske befolkning, der besluttede at forlade EU: Hun citerer en anden professor for, at det med en valgdeltagelse på 70 i realiteten var et mindretal på 36 procent, der udløste Brexit. Det kan da være rigtigt nok. Man skal bare være opmærksom på, at da den danske befolkning omgjorde nejet til Maastricht-traktaten og sagde ja til Edinburgh-aftalen, så var det altså heller ikke et flertal af de stemmeberettigede, der sagde ja til det.
Faktisk er det sådan, at bortset fra folkeafstemningen i 1972, hvor vi meldte os ind i EF, har der aldrig været et flertal af de stemmeberettigede bag noget nej eller noget ja ved de danske EU-afstemninger. Men det problematiserer Wind ikke.
Og det virker da også, som om hun synes, det er helt på sin plads, hvis skotterne snart ved en folkeafstemning forlader Storbritannien og melder sig ind i EU. I hvert fald kalder hun det for »interessant«, at EUs nye udenrigschef, Josep Borrell, i et interview har sagt, at han ikke kan se, at der skulle være noget til hinder for at optage skotterne hurtigt i EU, hvis de stemmer sig ud af Storbritannien. Det kan dårligt forstås anderledes, end at når folk stemmer rigtigt, er folkeafstemninger legitime og ønskværdige, og når de stemmer forkert, er folkeafstemninger illegitime.
Derfor tror jeg heller ikke, at hun har gennemtænkt det, når hun skriver, at man ved Brexit-afstemningen burde have overvejet en aldersbetinget stemmeafvejning. Enten ved at sænke valgretsalderen eller lade de unges stemmer vægte tungere. Simpelthen fordi det er dem, der skal leve med konsekvenserne af Brexit i længst tid. For senere citerer hun demokratiforskeren Yascha Mounk for, at det er de unge, som nærer allerstørst mistro til demokratiet i USA. Så mon dog hun ønsker aldersbetingede afstemninger over there. Eller i Frankrig for den sags skyld, hvor opbakningen til Marine le Pen er kæmpestor blandt yngre generationer.
BETYDER DET SÅ, at alt er i den er i skønneste orden i Vesten, og at Marlene Winds frygt for demagoger er helt uberettiget? Nej, det gør det naturligvis ikke.
Hun har helt ret i, at magthaverne i både Polen og Ungarn misbruger deres solide flertal til at indskrænke de checks and balances, som hører til et sundt demokrati. Hun har også ret i, at den catalanske folkeafstemning om løsrivelse fra Spanien ikke alene var ulovlig, men at afstemningsresultatet også var helt misvisende. De, der gerne ville blive, stemte ikke, af frygt for repressalier.
Men når hun undrer sig over, at der er så få i EU, som chokeres over udviklingen, skal hun vide, at det meget muligt er, fordi folk efterhånden ikke aner, hvad de skal tro. For når selv en professorer i statskundskab som Marlene Wind stempler alle, hun er uenig med, som tribalister, kan vi så stole på, hvad hun fortæller om situationen i Ungarn?
Når hun sidestiller Brexit med den ulovlige catalanske folkeafstemning, mister man jo fuldkommen tilliden til hendes dømmekraft. Der står da i Lissabontraktaten, at et land kan melde sig ud! Og ja, jeg er også trist over, at briterne forlader os, men det er nu engang det forbandede ved demokrati: Man risikerer, at de andre vinder.
Jeg ved godt, Wind mener, at briterne blev hjernevasket af russiske bots og af fake news fra Leave-kampagnen til at stemme sig ud. Men så igen: Briterne har altså ved to efterfølgende parlamentsvalg haft muligheden for at give de partier, der ville omgøre Brexit, et stort flertal. Allersenest ved parlamentsvalget i december sidste år må de have vidst det samme som Marlene Wind: at de var blevet hjernevasket til at sige nej til EU. Men det endte altså alligevel med et solidt flertal i underhuset til Boris Johnson, som gik til valg på at gennemføre Brexit.
Derfor er mit råd til Marlene Wind, at hun læser sin egen bog grundigt igennem. Og hver gang, der står grimme ord om de andre, skal hun udskifte dem med den modsatte betydning. Populist bliver til globalist. Flertalsfetichisme bliver til mindretalsfetichisme. Tribalist behøver hun ikke at ændre på. Og når hun er færdig, skal hun stille sig selv dette spørgsmål: Er det virkelig et forsvar for demokratiet og for vores liberale værdier, hun har skrevet?
Marlene Wind: Tribaliseringen af Europa – et forsvar for vores liberale værdier. 166 sider. Gyldendal.
Hør også Søren Ulrik Thomsen i En time med Weekendavisen: »For vigtigt til Thunbergs dem og os«
