Leder.

Den syge landsby

SOM de sidste dage og uger har vist, lever vi i en global landsby. Sygdommen opstod ganske vist et stykke væk fra os, og vi kunne bevidne dramaet udfolde sig, mens de fjerne naboer forsøgte at skjule, hvad der egentlig skete. Skodderne blev lukket, dørene låst i de afsidesliggende hytter. Men rygterne og historierne bredte sig, og snart fulgte smitten med; så blev de syge hos naboen, så i vores del af byen, og nu er der altså også smittede her hos os, og der vil komme flere. En ny, ukendt sygdom, som vi endnu ikke forstår at helbrede, skaber selvfølgelig stor usikkerhed, og det skyldes, at det er et fænomen, vi har den allerstørste erfaring med: Vi lever på en fælles klode, vi er forbundne af den luft, vi indånder, den mad, vi spiser, vi rører ved hinanden, vi hoster på hinanden, vi smitter hinanden. Vi ved, at pandemier ikke blot kan slå vores naboer og børn ihjel. Vi ved også, at sygdommene kan ændre historien.

ALT ved den globale historie om coronavirus viser netop, at rygterne om globaliseringens død var stærkt overdrevne. Smitten er kommet fra Kina, stadig flere landes største handelspartner, den har fulgt rejsende på tværs af kontinenterne, og for en gangs skyld er det ikke fattige migranter og krigsplagede flygtninge, der skaber opmærksomhed, men turister på luksuslinere, ferierende på italienske skisportssteder, sportsmænd, forretningsfolk, ja, smitten spredes gennem globaliseringens livgivende blodbaner, handelsruter og turistveje. Den globale landsby er et udtryk, der kommer fra slutningen af 1960ernes benovelse over ny teknologi, massekommunikation, tv og computere; snart ville vi følge med i de samme historier på de samme medier, på godt og ondt. »Der er ingen grænser i en global landsby,« skrev udtrykkets opfinder, den canadiske litteraturprofessor Herbert Marshall McLuhan, »alle problemer vil blive så intime, så de føles som ens egne.« Men netop de grænseoverskridende sygdomme har altid udfoldet sig i en global landsby, vi har altid haft pandemier og epidemier, de er vilkåret ved menneskeligt liv.

MENNESKELIGT logisk er det at forsøge at kontrollere og inddæmme sygdom. Det er det, vi instinktivt vil gøre. Isolerer vi smitten fra de raske, vil sygdommen jo forsvinde, når den sidste syge er død. I begyndelsen af 1900-tallet blev den irske kokkepige Mary Mallon syg med tyfus, og efter at hun smittede folk omkring sig og skabte stor opstandelse i aviserne, blev »Tyfus-Mary« isoleret på North Brother Island. Præcis som man gennem tiden har spærret spedalske inde i leprosarier eller afsidesliggende huler og givet de syge bjælder på for at advare de raske. Ordet karantæne kommer a quaranta giorni, de 40 dage, et skib skulle isoleres, før besætningen måtte gå i land for at undgå spredning af pesten. Det er, som sagt, logisk, en vigtig del af bekæmpelsen af virus. Men det er aldrig tilstrækkeligt. At isolere de syge begrænser måske smitten, men det hverken stopper eller udrydder sygdommen.

ER coronavirussen ligesom andre sygdomme et vilkår for mennesket, er reaktionen det også. Det er ikke sært, at der opstår forvirring, når myndighederne siger, at der ikke er nogen særlig risiko for spredning til Danmark, mens sygdomstilfældene kommer nærmere. Alle mulige eksperter insisterer på, at det skal forstås som en forkølelse, måske snarere en slem influenza, mens myndighederne tydeligvis går i højt beredskab. Ingen myndigheder ønsker jo panik, og kan man lukke ned for en hel provins og forhindre medierne i at fortælle historierne, kan man jo lade, som om alt er i orden. Man mistænker de kinesiske ledere for at have læst Døden i Venedig, hvor man forsøgte at tysse spredningen af kolera ned for at undgå at skræmme turisterne væk.

DEN hurtige spredning af coronavirus har kastet opmærksomheden på globaliseringen, i en tid, hvor netop det grænseoverskridende er under hårdt pres. »Virus kan fremskynde den store afvikling af globaliseringen,« som det lød i New York Times tirsdag. Afhængigheden af Kina, risikoen ved flyrejser, klimaforandringer, ja, overhovedet det at bevæge sig er farligt og bør begrænses. Vi afventer historien om, at en religiøs skikkelse påstår, at corona selvfølgelig er Guds straf over klimasynderne. Imens kan vi konstatere, at konsekvenserne allerede viser sig: mindre samhandel med Kina, svækket turisme og forstyrrelser i den globale forsyningskæde. Man kan endda sige, at situationen hurtigt kan blive et eksperiment for alle dem, der taler om skønheden ved nulvækst og et akut stop for forurenende varetransport og flytrafik. Men et markant fald i den kinesiske økonomi vil hurtigt medføre økonomisk krise og arbejdsløshed i vores del af verden. Og sådan en krise vil skubbe på for mere politisk indadvendthed, mere beskyttelse af egne markeder, ja, for mere isolation.

SMITTEFARLIGE sygdomme er, ligesom handel og krig, et tegn på menneskelig kontakt. Hvis vi skal stoppe den slags sygdomme, skal vi skrue tiden 10.000 år tilbage. Med overgangen til landbruget begyndte mennesket nemlig at bevæge sig markant mere, medbringende deres nye og revolutionerende viden – og tuberkulose, kopper, influenza og lignende dræbere. Tyfus flyttede sig med Athens krigsflåde, pesten med karavanerne fra Asien, mæslinger med den spanske armada til Sydamerika. Pandemierne har både bevæget sig med historien og flyttet den, sygdommene har haft store konsekvenser for alle de samfund, der netop har rejst sig som dominerende civilisationer gennem handel og krig.

SYGDOM løber til, men kryber fra, som Grundtvig vistnok sagde; nem at få, svær at komme af med. Det er derfor forståeligt, at coronavirussen skaber nervøsitet og bekymring. Over en million danskere er over 65 år gamle. Op mod 15 procent af de smittede over 80 år dør af infektionen. For dem mellem 70 og 79 er det otte procent. Det er fejlagtigt at påstå, at det ikke er en alvorlig virus, eller at Danmark ikke vil blive ramt særligt hårdt. Sagen er, at ingen helt ved, hvordan den vil udarte sig. Sygdomme af denne karakter er og bliver udtryk for, at vi ikke har fuld kontrol over vores tilværelse, men de er også et tegn på menneskelig udvikling og fremdrift. Ligesom sygdomme har slået hele civilisationer til jorden, har opfindelsen af vacciner været blandt de vigtigste tegn på fremskridt.

GRÆNSEOVERSKRIDENDE og ødelæggende virussygdomme er ikke blevet udryddet ved at placere de smittede i huler, lejre eller afsides hospitaler. Ej heller ved at isolere sig bag grænsehegn. Virus er som tyske vildsvin, der svømmer uden om hegnet. Vaccinerne er til gengæld historisk fundet af forskere fra lande, der har haft stor gavn af globalisering og international handel, mens sygdommene er blevet bekæmpet i store, internationale programmer. Tanken om, at et diktatur nok bedre kan bekæmpe en pandemi end et langsommeligt demokrati, er også forkert. Kina har forsøgt at lukke helt ned for Wuhan-provinsen, men vil nu blive ramt af smitten fra andre lande. Frie, åbne samfund er bedst til at bekæmpe sygdom, som altid. Den spanske syges navn skyldes, at det først var aviser fra Spanien, hvor der var pressefrihed, der rapporterede om sygdommen. Man vil finde en vaccine til coronavirussen, men der vil komme nye og også mere dødbringende virusformer, så længe vi rejser og handler med hinanden. Og ligesom den aktuelle virus vil de få folk til at spørge, om det måske ikke var bedre, hvis vi lukkede os inde og beskyttede os mod den smittefarlige verden. Svaret er – som altid – nej.

 

Læs også om, at Italien nu er et af de mest inficerede lande i verden: »Ude af buret«

Læs også om, hvor slem den egentlig er, den nye coronavirus: »Influenza-argumentet«