SAS
Peter Sander, sognepræst Brøndby Strand Kirke
Søren Villemoes’ ord om den nye SAS-kampagne fik i sidste uge lektor Jørn Borup til at reagere, og her kom den gode lektor uforvarende til at bekræfte Villemoes’ pointe.
Borup demonstrerede i sit indlæg med al ønskelig tydelighed, at han selv benytter sig af samme selvbenægtende antinationalistiske kulturkritik, som SAS-reklamen er et produkt af, og som Villemoes påstod var helt almindelig på landets højere læreranstalter.
Også Borup analyserer og dekonstruerer dansk kultur på livet løs, som han med stor fornøjelse sætter i citationstegn, imens kritik affejes som kulturfetichisme. Som læser må man undre sig over, at et tydeligvis begavet menneske som Borup samtidig kan være så enøjet.
Men Borup er vel hverken værre eller bedre end så mange andre universitetslektorer, som er i stand til at analysere hvad som helst til døde uden at bekymre sig alt for meget over, hvad slutresultatet bliver.
For mig at se er både kampagnen og Borups indlæg udtryk for en trang, der længe har drevet mange mennesker i hele den vestlige verden. En trang til at skære alle rødder til fortiden over, til at udvande alle de ideer, som vestlig civilisation bygger på, og de vaner, skikke og traditioner, der binder et samfund sammen. Alt sammen sikkert ud fra det ædle formål at gøre den enkelte fri til at definere sig selv, som man lyster.
Men det at være et frit autonomt individ, som konstant dekonstruerer alle de ting, man er rundet af, er der ikke meget ved i længden. Man ender som en »nowhere man«.
Alle menneskelige fællesskaber, også kulturelle fællesskaber, kan dekonstrueres på samme måde, som SAS-reklamen og Borup gør det. Og ironisk nok ender Borup med at udråbe denne særlige form for mental selvflagellation til at være en næsten unik dansk og skandinavisk tradition.
Men sandheden er, at en kultur selvfølgelig ikke kan overleve, hvis den bliver ved med at dekonstruere sig selv eller direkte fornægter, at den selv eksisterer. Hvis vi ikke engang tør sige til os selv, at vi har en kultur, er der kun tom forbrugerisme og åndelig død tilbage. Det er muligt, at vores kultur befinder sig i en dyb krise.
Tegnerne
Bjarne Juul, tegner og musiker
Langelandsgade 39, Aarhus
Under overskriften »Hvad med tegnerne?«, Weekendavisen den 14. februar, ærgrer Bent Pedersbæk Hansen sig over avisens ændrede brug af illustratorer. Han beder samtidig om en forklaring, nu hvor avisen selv har lovprist det nye layout. Da jeg deler ovennævntes forundring og skuffelse, har jeg ventet spændt på redaktionens svar.
Nu har jeg forgæves bladret min Weekendavis fra den 21. februar igennem flere gange; tavshed. Ingen forklaring.
Et blads tegnere tegner avisen. En god tegning kan sige i et splitsekund, hvad man ellers skal bruge mange ord på.. Måske supplere eller kommentere det skrevne, understrege en pointe, stimulere læselysten. Den er kort sagt en del af artiklen. Det kræver en god tegner.
Sådanne tegnere er Charlotte Pardi og Gitte Skov.
Den førstes overfladisk set lidt ubehjælpsomme streg opvejes i den grad af humor og idé. Altid god for en griner. Den anden, Gitte Skov, er jeg som tegnerkollega en stor beundrer af. Hendes enkle, sikre streg og farvelægning, hendes originale påfund og humor, har jeg glædet mig til hver uge. Var der mon en af de helsides med figursats?
Er de tider forbi på Weekendavisen? Ingen Pardi, og Skov henvist til en lille indrammet, tospaltet på bagsiden af Kultur. Er det nye format for stift til illustrationer, der ikke følger spalterne?
Intet ondt om øvrige illustratorer, de har bare ikke samme format. Noget kunne tyde på, at redaktionen er faldet for det unødvendigt detaljerede. Er dette tilfældet, er det synd for Weekendavisen.
Mon der kommer en forklaring?
Karakterskala
Frederik Ambjørn, stud.scient.pol. og politisk rådgiver
Meget tyder på, at Danmark snart vil få en spritny karakterskala. Både venstre- og højrefløjen har udskammet den nuværende 7-trinsskala for alskens fejl og mangler, og man håber nu at finde mirakelkuren med et helt nyt system, der skal bløde op for en række påståede problemer i uddannelsessektoren.
Et af disse problemer er det forhadte 12-tal, der beskyldes for at være alt for let at opnå. Usædvanligt mange unge er så gode og grundige, at de opnår 12-tallet, og dette har angiveligt ført til karakterinflation og det rene ragnarok. De politiske orakler overvejer derfor at indføre noget a la det hedengangne 13-tal, en ny 12+-karakter eller lignende. Under alle omstændigheder skal det være sværere at score topkarakter, og kun en lille elite, der kan udvise exceptionel kreativitet og karisma, skal kunne gøre sig fortjent til denne sagnomspundne hæder. Det er nødvendigt, da vi studerende simpelthen er for hårdtarbejdende og dygtige. Og det er et problem, må vi forstå. At gøre det endnu mere krævende at få topkarakter kan dog forværre studerendes stress- og mindreværdsproblemer og føre til de samme problemer som 13-tallet, og det er svært at se, hvad nytten af yderligere elitisering vil være for de studerende og samfundet.
En anden knast i den nuværende skala er ifølge politikerne, at der er for store spring mellem karaktererne. Der er således betragtelig afstand mellem 4-, 7- og 10-tallet, som derfor angiveligt ikke afspejler elevernes egentlige evner. Men formålet med karakterskalaen er netop, at der skal være væsentlige gab mellem karaktererne. For ud over, at den reflekterer elevernes præstation, er karakterskalaen også en motivationsfaktor til at gøre det endnu bedre. At der er så relativt store spring mellem niveauerne, animerer derfor eleven til at gøre en ekstra indsats for at få sin retmæssige karakter, og denne dobbelte funktion er medvirkende til, at danske studerende klarer sig historisk godt. Hvis man reducerer disse intervaller til mikrospring mellem karaktererne, risikerer man at fjerne dette essentielle, motiverende element i karakterskalaen, som ellers har virket til ug.
At 7-trinsskalaen ikke er perfekt, er de fleste enige om, men det er ingenlunde ensbetydende med, at vi nu bør revolutionere hele karaktersystemet. Det eneste problem er tilsyneladende, at det går for godt: Underviserne er generelt tilfredse, og de dygtige danske studerende konkurrerer nu med udenlandske studerende på lige vilkår og strømmer til angelsaksiske eliteuniversiteter. Det er en solstrålehistorie af dimensioner. Ved at designe en ny forkromet karakterskala prøver politikerne altså at løse et problem, der ikke eksisterer. Tværtimod vil deres storstilede planer formentlig medføre en perlerække af nye, uforudsete problemer. Lad os derfor bevare vores udmærkede karakterskala i stedet for at omvælte den. Man behøver ikke ændre noget, der fungerer.
Antisemitisme
Rasmus Stoklund, udlændinge- og integrationsordfører (S)
Steffen Groth fra netmediet POV skrev forleden en besynderlig kritik af Socialdemokratiet i Weekendavisen, hvor han i ramme alvor sætter spørgsmålstegn ved, om der er problemer med antisemitisme blandt venstreekstremister i Danmark.
Man kan ikke anklage Groth for at fremføre et sammenhængende argument, og derfor er hans indlæg også en smule vanskeligt at svare på. Bundlinjen er imidlertid, at det er et faktum, at vi i dag ser antisemitismens grimme ansigt hos venstreekstremister, islamister og nazister. Antisemitismen trives, som altid, i de radikaliserede og demokratifjendske miljøer. Fra Socialdemokratiets side har vi aldrig anklaget Enhedslisten for at være antisemitisk. Undertegnede har blot påpeget, at når forhenværende politikere fra Enhedslisten mener, at partiet gør en stor indsats for at bekæmpe antisemitisme, så er det underligt, at de arrangementer, partiet afholder på Krystalnatten, altid handler om alt muligt andet, for eksempel burkaforbud. Ordet antisemitisme nævnes end ikke ved arrangementerne.
Forleden skrev Enhedslistens leder, Pernille Skipper, i et indlæg i Berlingske, at der findes antisemitisme i »forkølede lommer af venstrefløjen«. En nøgtern konstatering, hvilket naturligvis ikke betyder, at det er et udbredt fænomen, og som Groth at insinuere, at vi i Socialdemokratiet skulle hævde dét, er uhæderligt.
Tekstlængde
Nina Broch Lillehammer
Der er sket noget med min avis. Der kommer den samme mængde papir ned i postkassen, det er ganske vist – men indhold er der ikke så meget af. I kalder det en omlægning. For mig ligner det mere en halvering. Sic transit gloria.
Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.
