På Nørrebro Bibliotek sidder en mand på en stol. Han er østeuropæisk, bulgarsk, viser det sig. I stikkontakten på gulvet ved siden af ligger hans mobiltelefon til opladning. Det er en gammeldags en af slagsen, ramponeret og med klapfunktion.
Efter en rum tid kommer en bibliotekar hen til manden og spørger til telefonen.
»Du må ikke oplade den her,« siger hun.
»Hvorfor må jeg ikke det?« spørger manden på gebrokkent engelsk.
»Det må du bare ikke,« siger bibliotekaren og tager telefonen ud af stikkontakten.
Rundt omkring ser unge op fra deres bøger og computerskærme for at følge optrinnet. Computerne sidder til opladning i rummets øvrige stikkontakter. Da bibliotekaren vender ryggen til, giver manden på stolen hende fingeren og råber noget uforståeligt, inden han sætter opladeren i stikket igen.
I de seneste måneder har flere lignende scener udspillet sig på Nørrebro Bibliotek. Især om aftenen rykker udenlandske hjemløse ind på biblioteket for at tage ophold. Nogle gange falder de i søvn – en dag lå en mand på en bænk og snorkede højlydt. En anden dag sad en mand ret op og ned på en stol og blundede, mens han holdt fast i den plastikpose, der måske indeholdt alle hans ejendele. Andre gange er de fulde, højrøstede og kommer op at toppes med hinanden eller bibliotekets personale. Det meste af tiden sidder de der bare.
Problemet er ikke særligt for Nørrebro Bibliotek. Tendensen ses både herhjemme og i udlandet og sætter bibliotekspersonalet i et dilemma: Kan de tillade sig at udelukke mennesker fra en offentlig institution, som skal forestille at være for alle?
Stigende kontrol
Da den danske bibliotekslov blev indført i 1920, hed det sig, at folkebiblioteket var for hele befolkningen. Allerede dengang skabte løftet problemer, for nok ønskede bibliotekerne at leve op til sit sociale ansvar, men mest af alt havde man en vision om, at biblioteket skulle gavne folkeoplysningen.
100 år senere har bibliotekerne stadig svært ved at forene de to opgaver, fortæller Nan Dahlkild, der er lektor ved Københavns Universitet og forfatter til flere bøger om bibliotekets betydning for samfundet.
»Man må ikke sove på et bibliotek, men man må gerne sidde og stirre på samme avisside meget længe,« siger han. »Problemet er, at grænsen er svær at definere.«
Det ligger i folkebibliotekets ånd, at det skal være et rart sted at være, men hjemløse har altid givet bibliotekarer hovedbrud, i dag mere end nogensinde. Hjemløsheden har været stigende gennem 2010erne, det samme er utrygheden blandt bibliotekets øvrige brugere, og nu tyder det på, at bibliotekernes åbenhed er ved at aftage.
Tal fra Kultur- og fritidsforvaltningen i Københavns Kommune viser, at der i 2018 blev afsat 6,5 millioner kroner til en vagtordning, som skulle skabe mere tryghed på byens kulturinstitutioner, herunder bibliotekerne. Ordningen skal foreløbig gælde de næste tre år og blev indført, da en evaluering af bibliotekernes selvbetjente åbningstid viste, at biblioteksgæster i høj grad oplevede ballade – »blandt andet fra ungegrupperinger og hjemløse«.
Før vagtordningen indtrådte, måtte flere københavnske biblioteker lukke, når der ikke var personale til stede, da de havde problemer med især hjemløse, som skabte utryghed.
Fænomenet ses også andre steder i landet. Da Bibliotekarforbundet for et par år siden foretog en undersøgelse blandt alle danske biblioteker, svarede syv ud af ti, at de inden for det seneste år havde oplevet uro, konflikter eller trusler – og at balladen især skyldtes grupper af unge og hjemløse. Ifølge halvdelen af landets biblioteker er omfanget steget i forhold til tidligere.
En vagtordning kan ses som et udtryk for kontrol og styring af bibliotekerne, eller som en nødvendig sikkerhed for brugere og personale.
Eller også kan den være et billede på en større tendens, som går hånd i hånd med byens øvrige udvikling.
Hvor skal de gå hen?
Det offentlige rum har ændret karakter. Det er sket i det stille, men forandringerne er ikke til at overse: Ghettoer rives ned, mens metroringe og højhuse skyder op. I takt med gentrificeringens indtog er de hjemløse borgere blevet presset ud af byen, mener Bo Heide-Jochimsen, der er leder af Projekt Udenfor – en organisation, der arbejder på at forbedre forholdene for hjemløse og udsatte.
»Stederne, de hjemløse kan være, bliver mindre og mindre,« siger han. Og byens rum bliver da også i stigende grad indrettet på en måde, så bestemte borgere ekskluderes: Der monteres armlæn på offentlige bænke, så folk ikke kan sove der, og metrostationer opføres i grå og kolde materialer, så folk ikke har lyst til at opholde sig der længe ad gangen.
På nogle banegårde lejes gulvarealet ud til private butikker, som kan bestemme, hvem der må opholde sig der, ligesom adgangen til offentlige toiletter begrænses ved at indføre brugerbetaling eller låse dem af på visse tidspunkter af døgnet.
Den ekskluderende form for byindretning kaldes »dark design«. Det fænomen forsker professor Ole B. Jensen fra Institut for Arkitektur og Medieteknologi ved Aalborg Universitet i. Ifølge ham går den strategiske indretning først og fremmest ud over »uønskede« borgere, herunder de hjemløse, men den rammer også byen som helhed, siger professoren fra Aalborg Universitet: »I sidste ende er det selve den demokratiske ret til at være til stede – uanset om man er skæv eller lige – som står for skud.«
Ifølge Bo Heide-Jochimsen fra Projekt Udenfor er det lige nøjagtigt det, der er kernen i problemet.
»Vi har at gøre med en gruppe mennesker, som er uønskede, og som man ikke mener bidrager til samfundet,« siger han. »Nu er der ikke blot et forbud mod at være inde, men også udenfor. Hvor skal hjemløse borgere gå hen?«
Her kommer bibliotekerne ind i billedet. Biblioteket er et af de sidste neutrale offentlige rum, samfundet tilbyder. Måske derfor bliver de endestation for nogen.
»Man skal se byen som et system,« siger professor Ole B. Jensen. »Hvis man lukker af nogle steder, så forsvinder folk ikke, de går andre steder hen.«
Det tætteste, man kommer på en ekskluderende indretning af danske biblioteker, er, at man på visse tidspunkter af døgnet skal have et sundhedskort for at kunne låse sig ind.
I praksis er reglen dog let at omgå: I mange tilfælde smutter folk uden sundhedskort med, når en person med kort låser sig ind.
På Nørrebro Bibliotek kan man nemt komme ind uden. Det er let at gå uden om hovedindgangen, gennem cafeen og videre ind i det nyrenoverede og rummelige bibliotek. I efteråret 2019 flyttede biblioteket ind i Nørrebros gamle sporvognsremisse, som har gennemgået en komplet forvandling. Her er højt til loftet og kunst på væggene. I de pæne, nye rammer bliver det ekstra tydeligt, når nogen stikker ud.
Op gennem historien er der tænkt mange tanker om, hvordan bibliotekernes indretning skulle lokke bestemte borgere på besøg – og få andre til at blive væk. I bogen Biblioteket i tid og rum af Nan Dahlkild kan man læse, hvordan indretningen med biblioteksloven i 1920 blev mere strømlinet, så de »subsistensløse« blev holdt ude, mens læselystne borgere fik plads.
På et bibliotek i Aalborg kunne man i 1920rne ikke længere sidde ned og læse avis. I stedet indrettede man en speciel avisgang, som tvang brugerne til at læse stående i PH-lampernes skær. På den måde kunne man også forhindre, at folk lagde sig til at sove på biblioteket.
På Nørrebro Bibliotek får de hjemløse lov til at sidde i fred, hvis de ellers ikke er til gene for nogen, siger bibliotekets leder, Stine Sørensen. Men skaber de utryghed blandt øvrige brugere, må personalet reagere.
»I det øjeblik nogen er flyttet ind med deres ting og enten lugter eller råber eller er fulde og opfører sig ubehageligt, så er vi nødt til at gøre noget. Og så er spørgsmålet ofte: Hvad kan vi gøre?«
Det er sjældent den enkelte hjemløse, der volder biblioteket problemer. Som oftest drejer det sig om større grupper af især østeuropæiske mænd. Nogle af dem opholder sig særligt i ét af bibliotekets hjørner. Det er det eneste sted i det nyrenoverede rum, hvor lyset er en anelse dunkelt. Hjørnet var ellers tænkt som et hyggeligt læsested, men især om aftenen kan det blive til opholdssted for hjemløse, der savner ly og et sted at oplade deres telefoner.
Der står ikke i bibliotekets husorden, at man ikke må oplade sin telefon på biblioteket. Til gengæld står der, at man ikke må sove eller være påvirket af alkohol eller stoffer, når man opholder sig derinde. Den del er klar.
»Det svære er altid, når der er tale om gråzoner,« siger Stine Sørensen. »For hvem bestemmer over de uskrevne regler?«
»Vi læser, vi læser«
Meget tyder på, at der kun er blevet flere uskrevne regler med tiden. I de seneste 100 år er folkebibliotekets samfundsrolle blevet en anden – på godt og ondt. Det kan skabe problemer, men ifølge Nan Dahlkild fra Københavns Universitet kan det også medvirke til at skabe en social sammenhængskraft.
»Det er jo vidunderligt, at vi har et offentligt rum, som adskiller sig fra alt andet. På biblioteket er der ingen købetvang, ingen bagtanke, og alle må være her. Den kvalitet bør vi værne om,« siger han.
For biblioteksleder Stine Sørensen er den vigtigste opgave også, at alle føler sig velkomne: »Og tænk, hvis vi kunne få de hjemløse og udsatte borgere til at bruge biblioteket som et bibliotek – det ville være fantastisk.«
Og hvordan gør man så det? På et københavnsk bibliotek, som Weekendavisen har talt med, oplevede man, at flere især afrikanske mænd benyttede biblioteket som opholdssted.
Mændene voldte umiddelbart ingen problemer, men ret skulle være ret: Biblioteket skulle bruges som et bibliotek, forklarede personalet.
I tiden efter opsangen sad de afrikanske mænd derfor troligt med en dansk bog vendt på hovedet foran sig. »Vi læser, vi læser,« sagde de.
Siden Weekendavisen sidst besøgte Nørrebro Bibliotek, er der sket en omrokering. I det dunkle hjørne, hvor de hjemløse ofte indfinder sig, har man sat to bogudstillinger på tværs. Det virker næsten demonstrativt.
Læs også Birthe Weiss' artikel om 100 års folkebiblioteker: »Reolernes kamp«
Læs også Kristian Ditlev Jensens kommentar: »Har I en bog om bibliofobi?«
