Tidens teenagere, Gen Z, er den type unge, man giver stuearrest for så at opdage, at de er kravlet ud ad vinduet og har revolutioneret verden udenfor, mens vi havde travlt med at se flow-tv.
Blev man ikke overbevist, da det 18-årige generationsikon Billie Eilish hjemtog de fire store priser ved den ikoniske amerikanske Grammy-uddeling, blev det slået endeligt fast, da hun sidste uge løftede sløret for titelnummeret til den nye James Bond-film, som hun har skrevet sammen med sin faste samarbejdspartner, den 22-årige storebror Finneas O’Connell.
Bond er boomer-generationens ungdomshelt, stereotypen på det gamle mandeideal, der iført ulastelig smoking forfører letpåklædte damer. Nu er han blevet kapret af en hjemmeskolet teenager fra Los Angeles med grønt hår og poset tøj, der i soveværelset med sin bror laver musik om angst, selvmord og klimaforandringer.
007-producenterne har før valgt ungdommens favoritter som Duran Duran og A-ha i 1980erne, der næsten overskyggede filmene med deres skrigende fans. Kommercielt virker Eilish som et tilsvarende scoop, og så er der måske noget aflad i at lade den kantede teenagestjerne føre mikrofonen, når nu det hverken kunne blive til en sort eller kvindelig Bond i denne omgang. De jævnaldrende elsker Eilish, og måske er de ældre generationer tilbøjelige til at give dem, hvad de peger på i det skyldsplagede kølvand på #MeToo og Greta Thunberg. Men tilbyder hun Bond-universet andet end ung appel? Et tidstypisk soundtrack til teenagetristesse og klimastrejker?
Pistolen er ladt, og jeg ville have elsket at slå fænomenet ihjel som en tilfældig teenagedille, der på linje med lightergas nok giver en kort rus, men som ikke på længere sigt er en bæredygtig måde at slå tiden ihjel på.
Meget har været sagt om Eilishs evne til at sætte ord på teenagehoveders indhold, og det vil jeg ikke negligere, men netop det aspekt sidder ikke på forsædet, når hun fører Bond-bilen. Det gør en af søskendeparrets andre store forcer til gengæld: De er utrolige historiefortællere, der ikke skyr nogen midler for at forløse deres beretninger. På en måde minder hun om en tidlig Eminem, der også fortalte sine provokerede historier uden smålig skelen til genrekonventioner og fine fornemmelser.
Den flabede frygtløshed er det helt store trumfkort, når Eilish indtager Bond-universet.
No Time to Die hedder filmen og sangen, og den synes kalkeret over verset fra den britiske sangerinde Adeles Skyfall fra 2012. Det er måske et forståeligt referencepunkt, eftersom det er sangen, der de seneste årtier bedst har inkarneret den moderne lyd af Bond. Alligevel er de to sange helt forskellige. Skyfall var et arketypisk Bond-nummer, der artigt viste tilbage til Bond-arrangøren John Barrys dystre og dramatiske lydunivers. Her lander orkesteret som bomber om ørerne på Adele, der giver den som en moderne udgave af Shirley Bassey – stemmen bag Bond-klassikere som Goldfinger og Diamonds are forever.
Hvor Skyfall havde gang i alle redskaberne fra Barrys værktøjskasse, er fraværet af virkemidler det bærende element i No Time to Die. Det mest foruroligende er det, man ikke får lov at se, og i sangens første takter efterlades lytteren alene med Eilish i det mørke, snedækkede landskab. Eneste nærværende ledsager er et uldent klavertema, der repetitivt daler mod jorden som snekrystaller af knust glas. Gradvist antydes forbindelsen til Bond-universet subtilt af et instrument, der mest af alt lyder som en theremin (tænk på lyden af suspense i gyserfilm). Her er endnu en modsætning til Skyfall, hvor den legendariske basfigur fra det første Bond-tema introduceres demonstrativt i omkvædet. I No Time to Die er det kun til stede skjult i akkordernes langsomme fremskred.
Lydkulissen understreger sangens tema om svigt. »Was it obvious to everybody else?/ That I’d fallen for a lie/ You were never on my side/ Fool me once, fool me twice,« synger Eilish, så man bliver helt bange for at være alene med hende. Hendes intime gispen på No Time to Die er helt oppe i ansigtet på lytteren og sniger sig foruroligende ind i øret.
Resten af musikken nærmer sig kun langsomt i horisonten. Er det en ven eller en fjende? Mod slutningen når orkesteret frem med buldrende pauker og sitrende strygere. Det er Eilishs forholdsvis afdæmpede bud på det dramatiske Bond-klimaks, der kort slippes løs, før hun igen slår det ihjel med en for hende sjælden kraftanstrengelse med reference til Shirley Bassey og Tom Jones’ nærmest uendelige afslutningstoner i klassiske Bond-numre.
Musikken er borte, kampen er ovre, og tilbage står kun Eilish, der unisont med klaveret synger: »Now you never see me cry/ There’s just no time to die.«
Der er ingen tvivl om, hvem der har vundet kampen.
Bond-sange er en nervepirrende linedans, hvor kunstnerne både skal tilføje noget nyt og personligt og bevare forbindelsen til filmenes legendariske lyd.
De mest tvivlsomme Bond-sange har lidt under kunstnerens alt for tydelige musikalske projekt: norske A-has 80er-elektro på The Living Daylights, Madonnas hektiske technotrack Die Another Day, Chris Cornells grungehymne You Know My Name og Jack White og Alicia Keys minimalistiske, men alligevel forvirrende Another Way to Die med Whites karakteristiske trommespil og huggende guitar.
Eilishs værdier er nok langt fra Bonds profil, men til gengæld passer søskendeparrets æstetiske projekt perfekt til opgaven.
Musikalsk er No Time to Die ikke originalt i den traditionelle forstand. Når Eilish leger Bond, minder hendes intime hvisken og æstetiske skælven umiskendeligt om den engelske sanger Beth Gibbons, der i 1990erne anførte gruppen Portisheads forskruede, John Barry-inspirerede slowmotionmusik. Især ligner den urovækkende, nøgne hvisken en mere poppet udgave af numrene på Gibbons’ plade Out of Season fra 2002.
Men søskendeparrets raison d’être er slet ikke musikalsk originalitet i den gamle forstand. Det bliver klart, når man leder forgæves efter et samlet musikalsk projekt på deres album fra sidste forår. De leger med genrer og virkemidler som små børn, der prøver udklædningstøj, og den røde tråd er Eilish, der som en skuespiller iklæder sig karakterer for at forløse historierne.
Miraklet er deres musikalske midas touch. De plukker uforfærdet ny og gammel kulturarv og forvandler det til guld.
Selvfølgelig kan de også lave en Bond-sang.
Læs også artiklen om Billie Eilishs gennembrud som 17-årig: »En duft af Kurt Cobain«
