Tyskland er havnet i endnu en dyb politisk krise, efter at Annegret Kramp-Karrenbauer har meddelt sin afgang som formand for regeringspartiet CDU og dermed også som kanslerkandidat, når Merkel skal afløses. Årsagerne er flere – det lykkedes aldrig AKK at sætte sig i scene som en karismatisk, samlende leder for det udfordrede parti, og hendes lejlighedsvise forsøg på at fremstå folkelig faldt uheldigt ud. Desuden stod hun altid i skyggen af »Mutti«, den stadig folkekære og magtfulde kansler, og manglede derfor autoritet.
Det sidste så man udfoldet i delstaten Thüringen i begyndelsen af februar. Her gik den lokale CDU-partiafdeling sammen med det højrenationale Alternative für Deutschland (AfD) om at vælge den liberale kandidat, Thomas Kemmerich, til ny regeringschef. Det skete på trods af et direkte forbud fra CDUs nationale ledelse om at indgå nogen form for samarbejde – formelt eller uformelt – med AfD og Die Linke, venstrefløjspartiet, der delvist er bygget på ruinerne af det østtyske kommunistparti. AKK havde forsøgt at overtale sine opsætsige partifæller til ikke at støtte valget af Kemmerich – uden resultat. Det var først, da Merkel under et besøg i Sydafrika uden omsvøb krævede en tilbagerulning af konstitueringen i Thüringen, at de lokale CDU-oprørere måtte makke ret.
Det er let at hylde Merkel for sin standhaftighed over for det yderste nationale højre – også fordi AfDs partiafdeling i Thüringen domineres af Der Flügel, partiets ekstremt nationalistiske og historierevisionistiske fløj, der for øjeblikket undersøges af det tyske efterretningsvæsen som »mistænkt« for at overskride forfatningens grænser. Men de bureaukratiske tiltag udstiller, hvor svært det er for CDU at håndtere den yderste højrefløjs dramatiske fremgang over de seneste år – især i de østtyske delstater. I Thüringen fik AfD 23 procent af stemmerne ved delstatsvalget i oktober sidste år. I valgene i Sachsen og Brandenburg i september opnåede partiet henholdsvis 28 og 24 procent. I Thüringen har det været specielt svært at danne regering, fordi de to største partier, Die Linke og AfD, tilsammen har over 50 procent af stemmerne. I det østlige Tyskland er man tæt på en situation som den, hele Tyskland befandt sig i mod slutningen af Weimar-republikken omkring 1930, da der ikke kunne dannes regering uden om yderfløjene. Det er denne tilstand, de ansvarlige partier skulle prøve at finde årsagerne til – og midlerne til at bekæmpe, ikke kortsigtede, centralistiske tiltag.
I Europa må vi indstille os på, at det tyske lederskab, som i forvejen ikke er prangende, nu helt sættes på standby, indtil en ny partiformand og måske ny kansler er valgt, en proces, der nemt kan tage et års tid. Udfordringerne tårner sig op, men Tyskland har nok en gang travlt med at skue indad. Ærgerligt.
Læs også Jesper Vinds artikel om »Jordskælvet i Thüringen«
