ANGREBET på Krudttønden og synagogen i Krystalgade, København, der foregik for fem år siden i dag, var kun usædvanligt i den forstand, at det fandt sted. Både før og efter har der været talrige planer om islamistiske terrorangreb, der aldrig blev udført, fordi politi og efterretningstjeneste fik optrevlet dem inden. Adskillige er fængslet i denne tid, fordi de havde til hensigt at gøre, hvad Omar el-Hussein udrettede for fem år siden. Og ikke engang han fik gennemført, hvad han egentlig havde i sinde, fordi politi, PET og de to dræbte, Finn Nørgaard og Dan Uzan, på heltemodig vis fik forhindret det massemord, der var terroristens mål. El-Hussein bør også tælles blandt vor tids talrige fallerede terrorister.
DER er grund til at minde om adskillige års forhindrede missioner, fordi så mange i dagene efter angrebet 14. februar 2015 påstod at være overraskede over, at terroren »nu også havde ramt Danmark«. Der var ingen grund til overraskelse. I alle vesteuropæiske lande er man hyppigt lykkedes med at komme fjenden i forkøbet, og kun enkelte formåede at forberede og udføre deres angreb under radaren. Deres forbrydelser husker vi. De strandede planer er sjældent kommet frem i lyset, og når de er, står de ikke skarpt i erindringen. Men skal man opgøre den trussel, der har været mod Danmark og resten af den vestlige verden i mindst et par årtier, bør man tælle det hele med.
IKKE udførte angreb udgør en påmindelse om det vigtige og delikate arbejde, vestlige myndigheder udfører i disse år. Her står dilemmaerne i kø. Vestlige efterretningstjenester må gøre brug af alle de til rådighed stående midler i form af overvågning og agentvirksomhed, men de begrænses af de hegn, loven stiller op. Det er vanskeligere at bekæmpe terrorisme i en retsstat, og det er fristende for politikerne at slække på kravene. I et autokrati kan man smide mistænkte i fængsel uden dom og kyle nøglen væk. Sådan klarer det egyptiske regime sine problemer med Det Muslimske Broderskab, hvis medlemmer i titusindvis rådner op bag tremmer. I Kina har Amnesty International vurderet, at op mod én million muslimer i Xinjiang-provinsen er blevet anbragt i såkaldte genopdragelseslejre.
BLEV Danmark skånet for mange angreb, skyldes det en kombination af held og dygtighed. Men vi sidder alle i den principielle saks: Intentioner i retssamfund straffes ikke så hårdt som handlinger, og beviserne skal kunne holde i en retssal. De værdier er essentielle at holde i hævd, men spørgsmålet er, om de vil smuldre, når vi får øje på konsekvenserne. I Danmark, Frankrig, Sverige og Storbritannien ser vi i denne tid, hvordan det myldrer ud af fængslerne med militante islamister, som for adskilliges vedkommende næppe er blevet mildere stemt, mens de har afsonet deres straf. Vi ved fra Omar el-Hussein og andre, at fængslerne er rene indoktrineringsanstalter. Hvad de islamister angår, må myndighederne begynde forfra, når de slippes løs. Storbritannien har på det seneste oplevet to knivangreb med døde og sårede til følge fra løsladte terrordømte, der endte med at blive skudt af politiet. Den plage gives der ikke enkle svar på. Den ene deltog i en rehabiliteringskonference, der skulle genintegrere tidligere kriminelle i samfundet, da han gik til angreb.
FORHINDRET er langt de fleste terrorangreb i Europa de seneste par årtier, og det er naivt at tro, at truslen er på retur. Men viser indsatsen, at vi har stået imod med imponerende styrke og snarrådighed, viser den også bivirkningerne. Vi har oplevet vigende frihedsrettigheder, hvis orwellske højdepunkt kom, da justitsminister Nick Hækkerup for nylig hævdede, at øget overvågning fører til øget frihed. De ord afslørede, at det har følger for os alle at sætte massivt ind i jagten på mistænkte islamister, og at den socialdemokratiske regering er villig til at gå faretruende langt. Vi har ligeledes oplevet voldelig og hadefuld modreaktion på den yderste højrefløj i form af terrorhandlinger (norske Anders Breivik) og krav om etnisk udrensning (danske Rasmus Paludan). Krigens største omkostning er, at vi, som tiden går, tager farve efter vores fjender.
