Alternativet. Partiets problemer handler ikke om politik. Personligt nid og nag er rigeligt brændstof til turen mod afgrunden.

Komma­politik

Set udefra var det vigtigste udfald af weekendens formandsvalg i Alternativet, at medlemmerne fravalgte Theresa Scavenius’ konsekvente oppositionslinje til fordel for en bestræbelse på at bringe partiet tættere på Mette Frederiksens regering.

Både vinderen, Josephine Fock, og den spektakulært tabende politiske ordfører, Rasmus Nordqvist, ville fortsætte bestræbelsen siden folketingsvalget på at trække partiet i retning af regeringen. Med i finansloven. Med i det store flertal bag klimaloven.

Scavenius førte omvendt kampagne på et nej til at drikke forsonlig kaffe med regeringen. Hun formulerede sit projekt i en kronik i Information for et par uger siden som at »nægte at tage til takke med små kommaer, greenwashing, klimapopulisme og pæne ord«.

Mange støttede Scavenius i den afsluttende urafstemning, men altså ikke nok til at fastholde partiet som et ægte alternativ til den etablerede magt. Nu er Alternativet ét blandt mange andre partier. Lidt mindre end de fleste, lidt grønnere end dem alle og formentlig noget mere besværligt at styre for en nyvalgt formand uden sæde i Folketinget og uden påfaldende opbakning i folketingsgruppen.

Nu er ledelsen af partiet fuldstændig ommøbleret efter en kaotisk drejebog, hvor ingen får deres hedeste ønsker opfyldt. Josephine Fock ville helst have Rasmus Nordqvist til at fortsætte som politisk ordfører, men må nøjes med Torsten Gejl. Folketingsgruppen ville som store dele af hovedbestyrelsen helst have haft Nordqvist som leder, men må døje med Fock. Partistifter Elbæk går imens rundt og øver sig i at bakke medlemmernes valg af Fock op. Han har ikke helt bestået den eksamen endnu.

Det ville nok være uretfærdigt at påstå, at Torsten Gejls forfremmelse til ny politisk ordfører alene skyldes, at han var den eneste mulige, men feltet i femmandsgruppen har dog været overordentligt smalt. Nordqvist ville ikke, Elbæk kunne i sagens natur ikke, og med Susanne Zimmer og Sikandar Siddique som eneste alternativer faldt det mest naturligt at lande på Gejl. Han sagde efter gruppemødet tirsdag, at han glædede sig »sindssygt meget« til at være politisk ordfører. Han fandt også, at Nordqvist havde været en »sindssygt dygtig leder«, mens Fock på den anden side også er »sindssygt dygtig«. Gejl kan godt have sindssygt svære dage foran sig.

Man betjener sig i dag af mere hverdagsklingende kerneord som nid, nag og smilende hævntørst.

Intet af dette handler om politiske skillelinjer, men om forvaltningen af den højt besungne partikultur i baglandet og på partigangen på Christiansborg. Den dybe uoverensstemmelse mellem Fock og Nordqvist stammer herfra, og den er rigelig til at holde den ophobede forbitrelse flydende.

Halvandet døgn efter at Nordqvist havde tabt og trak sig som politisk ordfører, trådte også hovedbestyrelsesmedlem Leila Stockmarr tilbage. Stockmarr, som hidtil har været talsperson for hovedbestyrelsen, begrundede i Berlingske sit nedlagte hverv: »Jeg har ikke lyst til at være en del af en fløjkrig, og derfor mener jeg det oprigtigt, når jeg siger, at nogle andre bør komme til, som har en større lyst og energi til at løfte projektet.«

Normaliseringen gælder tydeligvis også partiets kerneværdier. Generøsiteten, ydmygheden, empatien og alle de andre plusord, der hyppigt pryder medlemmernes t-shirts, har straks efter valget af Elbæks efterfølger vist sig at skulle suppleres. Man betjener sig i dag af mere hverdagsklingende kerneord som nid, nag og smilende hævntørst.

Intet grønt parti

Hvor stærkt den uforsonlige linje egentlig står i Alternativets medlemskreds, er ikke helt klart. Da der var fire kandidater tilbage ved urafstemningen i Amager Bio lørdag, fik Scavenius godt en fjerdedel af de afgivne 1620 stemmer. Da valget kun stod mellem hende og Fock, voksede opbakningen til næsten 42 procent.

Scavenius har ladet forstå, at hun nu forventer inddragelse i overensstemmelse med opbakningen ved urafstemningen. Forperson Fock skal balancere mellem en sur folketingsgruppe, en vrissen hovedbestyrelse og en lidt diffus, men magtsulten opposition til forhandlingslinjen.

Men hvor alvorligt vil Scavenius, hvis karriere som grøn politiker har været både brat og utålmodig, overhovedet forfølge sin afslørende oppositionslinje inden for Alternativet? Og hvor længe? Da den klimapolitiske forsker i 2017 forsøgte at blive De Radikales næstformand, handlede hendes ellers meget ordrige opstillingsprogram stort set ikke om klimaspørgsmål. I dag er De Radikale fortid, mens klimaet fylder alt.

Foreløbig giver Theresa Scavenius Fock nogle måneders snor, idet hun dog ikke vil kommentere, om hun tror, Fock også står i spidsen om et år.

Alt dette er rigtig fint for Mette Frederiksen og klimaminister Dan Jørgensen. Stemmefordelingen ved urafstemningen markerede baglandets helt grundlæggende opbakning bag Alternativets de facto indmeldelse i den røde blok efter det fatalt forfejlede eksperiment med at stille med Uffe Elbæk som statsministerkandidat.

Veganerne kommer

Sandsynligheden for, at Alternativet udvikler sig til et uregerligt, stort og magtudfordrende klimaparti, er efter urafstemningen ikkeeksisterende. Vi har ikke som flere europæiske lande ét stort miljøparti, som udfordrer gammelpartierne. Alle partier i Danmark er nuancer af grønt ganske vist rækkende fra frøens kulør og velbefindende til mere algefarvede udgaver. Alternativet vil skulle bruge mange kræfter på at diskutere med sig selv, hvordan og hvorledes man er grønnest af alle – også uden Uffe Elbæk til at holde det politiske luftskib svævende.

Den egentlige bekymring set fra regeringen må gælde den reelle risiko for, at Alternativet er under nedsmeltning og ved næste valg giver Mette Frederiksen lod i det stemmespild, som ellers er blevet en blå specialitet. I forvejen må hun forudse, at det grønne, madpolitisk fokuserede veganerparti formentlig bliver opstillingsberettiget.

Det veganske foretagende er i sagens natur heller ikke godt nyt for Alternativet: Partiet har, selv uden veganerne at bekymre sig om, kurs mod spærregrænsen, mens medlemsbasen er svundet ind til godt 6.000. Den seneste uges begivenheder kan ligne et scenario, hvor der er budt op til en sidste dans før døden.