Af Stig H. Ekmann, jurist, Ulrik Høys nevø
For godt og vel 25 år siden var landets bedste skribent, Ulrik Høy, og overtegnede ufrivilligt højtsvævende i en mørkegrøn Opel Corsa. Den episode vender jeg tilbage til.
Ulrik Høy, som var gift med min moster, blev bisat den 11. januar 2020 på sin 75-års fødselsdag. Barnebarnet, Adam Garff, var ved præsteroret og leverede den flotteste tale, der på uforlignelig vis indrammede Ulrik Høy.
Ulrik er uden tvivl et af de mennesker, som jeg har grinet mest med og ad. Der findes en lang række minder, billeder og familieberetninger, hvor jeg storgriner ad et af Ulriks indslag, når der var »spaß und løjer«, grimasser, stemmer, sang, livlige fortællinger og andre finurlige genialiteter i luften. Ligeledes, hvordan jeg som lille kunne stå hypnotiseret ved klaveret, når Ulrik uden brug af noder brillerede med sine »kleptomanpølser«.
Ud over at være en evig kilde til underholdning var Ulrik ualmindeligt godt, inspirerende og lyttende selskab, når der skulle tales historie, sport, uddannelse, samfundstemaer samt stort og småt. Ulrik Høy var ordkunstner, besad en viden som de færreste og kunne levere en skarp kommentar til det meste.
Når der blev talt historie, var det oftest med en særlig vægt på besættelsestiden, Churchill og Den Kolde Krig. Om Ulrik indirekte havde en finger med i spillet i forhold til mit valg af historiestudiet på KU (hovedlinje: »Fra Kold Krig til Ny Verdensorden«), skal jeg lade være usagt. Helt udelukkes kan det nok ikke – og i hvert fald ikke i forhold til klaverspillet. Historie blev siden udskiftet med jura, og da Jette og Ulrik sagde ja til syn og skøn af mit juridiske speciale, blev jeg sendt til tasterne af Ulrik med et: »Hold snuden i sporet« og »Ora et Labora!« (bed og arbejd!).
Tilbage til den »høytsvævende« indledning: Ulrik og jeg blev for år tilbage ramt af en særlig sygdom. På ingen måde den slags nådesløse sygdom, der for nylig ledte til Ulriks bortgang, men den såkaldte »fiskefeber«. Opvokset i Thy var jeg omgivet af natur og glimrende fiskevande. En sommermorgen ringede jeg triumferende til »onkel Ulrik« og berettede om (sjælden) østenvind i Thy samt et deraf følgende makreleventyr. I »den gyldne time« ved Vesterhavet hev en ven og jeg således 50 bravt kæmpende makreller op på under en time. Ulriks svar? »Stig-Boy, jeg kommer med det samme!« Jettes Opel Corsa anløb Runevej i Sjørring samme dag, godt 450 kilometer senere.
Efter en bid brød i mine forældres have kiggede vi op på flagstangens vimpel en sidste gang, men i samme øjeblik indikerede den stik vestenvind. Ikke godt for makrelfiskeri fra kyst og for den »feberramte« tilrejsende fra den fjerne hovedstad. Dette måtte vi også sande efter nogle begivenhedsløse timer ved havet uden nap eller ryk. »Fiskene ligger nede på bunden og læser Weekendavisen, mens de griner ad os.« Efter disse ord fra Ulrik drog vi hjem og lagde en ny plan.
Næste dag introducerede jeg Ulrik til en af de lokale åer, der er garant for glimrende ørredfiskeri. På vej dertil skal man gennem landsbyen Hundborg. Her var der netop blevet etableret en lang række seriøse fartbump, og herunder et velkomstbump omkring byskiltet. Nyetableringen var Ulrik i sagens natur ikke bekendt med, og den unge co-pilot med lokalkendskabet sad formentligt i sit 11-12-årige sind og dagdrømte om det forestående ørredfiskeri. To lystfiskere kom således raskt rundt i kurven og ned mod Hundborg by, Corsaen pakket med udstyr, regnorme, madpakker og højt humør. Med sin nærsynethed/langsynethed(?) (citat Ulrik Høy: »Jeg er blind på det ene øje og kan ikke se på det andet«) erfarede chaufføren forekomsten af dette bump mere end for sent, og så var der take-off! Den efterfølgende flyvetur er med årene nok blevet højere og længere, men jeg kan garantere den kære læser og/eller lytter for, at samtlige af Corsaens fire hjul slap asfalten. Jeg husker stadig lyden af motoren de sekunder, vi hang i luften, det trætte støn fra støddæmpere m.m. ved landing samt følelsen og lyden af det bump, der fremkom, da vore hoveder stødte mod bilens tag. Da støvet og den værste adrenalinproduktion havde lagt sig, var der høj latter, og Ulrik konstaterede tørt: »Der var vi tæt på at komme på uanmeldt havebesøg efter en klipning af frisørens hæk!«
Et lille udpluk fra 37 år. Utallige gode, sjove, lærerige, musikalske og inspirerende minder om Ulrik Høy, der vil leve videre, og som mine børn vil komme til at høre om. Ulrik er og vil blive savnet, ligesom Ulrik Høys famøse ugentlige »prædiken« her i avisen fortsat er savnet!
Jeg håber, at Ulrik befinder sig et godt sted med snøren ude, en snakkesalig kat eller hund ved sin side, spændende læsestof i hånden, uden digital støj omkring sig og evt. akkompagneret af en »Churchillsk menu« (Pol Roger Champagne og en god cigar).
Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Forslag til debatindlæg sendes til opinion@weekendavisen.dk.
Læs også Poul Pilgaard Johnsens nekrolog: »Det virtuose jordskælv«
Læs også Bo Bjørnvigs mindeord: »Platuglen«
