TILBAGE i tiden var Ghouta et grønt, smukt område uden for Damaskus. Her var frodigt og rigt, attraktivt at bo, tæt på byen og med vidunderlige udsigter mod bjergene. Der boede to millioner mennesker – heriblandt den kvindelige lægestuderende Amani Ballour. Det er hendes historie, der fortælles i den danske dokumentarfilm The Cave, der søndag aften bør hædres med en Oscar, alene af den grund, at det vil få flere mennesker til at se filmen. Ghouta blev nemlig front i præsident Assads og hans russsiske og iranske allieredes krig mod den syriske befolkning. Fortællingen om den unge læge handler om det underjordiske hospital, kaldet The Cave, »Hulen«, der fortsætter driften – på trods af overmagtens kvælertag og den totale mangel på hjælp fra omverdenen – mens byen og dens befolkning bliver smadret. Den dansk-syriske instruktør Feras Fayyad har sammen med sit hold af fotografer præsteret et mirakel af en film.
TIL sidst i filmen, i 2018, efter mindst 20 direkte angreb på hospitalet, vælter det igen ind med ofre for et luftangreb, civile i alle aldre, men mest børn. De udånder mellem hænderne på det hjælpeløse personale; sygeplejersken Samaher udbryder: »De har ingen sår, men alligevel dør de.« Assad og hans allierede har angrebet med klorgas, og det knækker både hospitalet og doktor Amani. Da hun kommer op på jorden efter angrebet, siger hun: »Stilheden er overalt omkring os.«
SYRIEN er stadig omgivet af stilhed. Reaktionen på netop dét giftgasangreb var en lille amerikansk militær aktion, og så skete der ikke mere. I forrige uge samledes verden for at mindes Holocaust under sloganet »Aldrig igen«, hvilket ville føles mindre gratis og selvgratulerende, hvis de havde rørt en finger for at hjælpe doktor Amani og hendes medborgere. The Cave viser, hvad kunsten kan gøre ved virkeligheden: Den kan få os til at se på den, tvinge os til at forholde os til den og forhåbentlig bevæge os til at tænke anderledes om den. Filmen retter vores opmærksomhed mod en lille flok syrere, der ikke er spor anderledes end de fleste af os. De vælger at blive og kæmpe for de døende mennesker omkring sig og dermed for at redde den sidste rest af menneskelighed, det forbryderiske regime har sat sig for at kvæle. Filmen handler om Amani og Syrien – men den handler lige så meget om alle os andre.
Læs også interviewet med den Oscar-nominerede Feras Fayyad: »Kældermennesker«
