Læserbreve. Kvajebajer. Gitte Skov. Sorgorlov. Faktisk 1. Faktisk 2.

Debat

Kvajebajer

Jens Lauge Johannesen, cand.mag, Ved Lindevangen 30, Frederiksberg

Det var interessant først at læse lederen »Smittefare« af Krasnik, dernæst »Tid til en kvajebajer« af Xinxin Ren Gudbjörnsson. Begge bragt i Weekendavisen 31. januar, begge med udgangspunkt i Jyllands-Postens satiretegning af det kinesiske flag med coronavirus i stedet for stjerner.

Krasnik, der må formodes ikke at have noget i klemme i forbindelse med satiretegningen, anlægger samme holdning som den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen ofte gjorde, når han blev kritiseret; der er ikke noget at komme efter. Ifølge Krasnik er satiretegningen lige på kornet, den er både elegant og morsom. Den gør hverken grin med de syge, kineserne i almindelighed eller deres flag.

Det store coronavirus på satiretegningen symboliserer på elegant og satirisk vis »blot« det kinesiske kommunistparti. Det parti, som internerer sit eget lands muslimske borgere, overvåger og kontrollerer resten. Hvis selvsamme parti føler sig trådt over tæerne, fordi et miniputland bringer en satirisk tegning, der udstiller dette, ved man næsten ikke, om man skal grine eller græde, synes moralen fra lederskribenten at være. Ja, selv Karl Marx ville rotere i sin grav, hvis han så, hvad Kina og dets kommunistparti havde udviklet sig til, får vi at vide, selvom man måske kan anfægte, at Karl Marx nok ville rotere kontinuerligt, hvis han så, hvordan kommunismen har udviklet sig i samtlige af dens lande på kloden.

Alligevel tænkte jeg efter endt læsning af »Smittefare«, at der ikke var et ord, jeg ikke var enig i, indtil jeg læste »Tid til en kvajebajer«. Mens Krasnik som tidligere nævnt sandsynligvis ikke har noget på spil, da han næppe har venner eller familie i Wuhan/Kina eller anden relation til landet i almindelighed, antager jeg, det modsatte er tilfældet for Gudbjörnsson. Den forskel gør, at hvor Krasnik i sin leder fremdriver det ene rationelle argument efter det andet som forsvar for tegningerne, vælger Gudbjörnsson at appellere til følelserne gennem klare billeder af, hvad coronaviruset betyder for den almindelige kineser, og hvorfor Jyllands-Posten burde give en kvajebajer til Kina og kineserne.

Vi erfarer, at læger og andet sundhedspersonale kæmper i døgndrift mod coronaviruset, hvis ofre primært er børn og ældre. Vi får også fortalt, at fordi afstandene er så store i Kina, og fordi kinesere modsat os danskere rejser langt væk for at arbejde, ser mange kinesere kun deres familie og venner en gang om året – det ofte ved nytår. Men akkurat fordi udbruddet har ramt netop nu, må mange ikke rejse hjem til deres familie for at fejre nytår og sidder derfor alene i små lejligheder med uvisheden til følge for alle parter.

Da Gudbjörnsson skildrer det fra kinesernes vinkel, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan jeg ville have det, hvis jeg var kineser og lige havde mistet et barn til coronaviruset og efterfølgende hørte, at et fremmed land langt væk havde lavet en satiretegning, hvor stjernerne på mit lands flag var udskiftet med det virus, der netop havde slået mit barn ihjel.

Er det ikke essensen af det, en avis er sat i verden til at gøre for sine læsere? Er det ikke derfor, vi læser Weekendavisen?

Jens Lauge Johannesen

Ville jeg kunne se det sjove og satiriske i det? Næppe! Men ud fra den opfattelse kan man jo så aldrig lave en satiretegning, fordi der jo altid vil være nogle, som vil kunne føle sig krænket. Så hvem har ret, Krasnik eller Gudbjörnsson? Måske har de begge ret ud fra den vinkel, de hver især anlægger? Men jeg ved det ikke, og jeg ved heller ikke, om det giver mening at bruge begrebet »ret« i dette tilfælde. Som med de fleste andre ting her i livet er der to versioner og en sandhed et sted i midten.

Så efter at have læst begge indlæg har jeg fået ny viden, men også større tvivl, men er det ikke også derfor, jeg læser Weekendavisen? For at blive informeret om ting og samtidig få skabt en efterfølgende tvivl. En tvivl, som fører til refleksion og ny erkendelse. Er det ikke essensen af det, en avis er sat i verden til at gøre for sine læsere? Er det ikke derfor, vi læser Weekendavisen?

Debatredaktør Søren K. Villemoes svarer: Jo, lige præcis!

Gitte Skov

Ib Nielsen, pensionist

Jeg kunne jo med det samme se, at der var sket noget med min avis. Jeg bladrede alle sektioner igennem lidt hurtigere, end jeg plejer. Kultursektionen var i bredformat (»... stor kunst ses og opleves bedst på det store lærred«, som der stod i mailen, som jeg senere opdagede.) Jeg kunne nu bedre lide tabloidformatet.

Jeg kunne i det hele taget godt lide det gamle format, men mon ikke jeg ville vænne mig til det nye?

Efter det hurtige gennemsyn gik det pludselig op for mig, at der vist manglede noget væsentligt.

Jeg begyndte forfra. Bladrede igennem side for side og mærkede, hvordan panikken voksede i mig.

Jeg begyndte sågar at overveje en opsigelse af abonnementet. Kultursektionen var den sidste, jeg kom til, og endelig, dér på bagsiden, som jeg nok havde overset i første omgang, var der en lille tegning med signaturen GS.

Uden at forklejne Weekendavisens øvrige tegnere bliver jeg nødt til at sige, at Gitte Skov, efter min mening, hører hjemme i en helt særlig liga. Hendes figurer ejer en sjælden udtryksfuldhed, karikaturerne sidder lige i skabet og den underfundighed og humor, som hendes tegninger udtrykker, er (næsten) det allerbedste ved Weekendavisen.

Tak, Gitte Skov!

Sorgorlov

Lars Dreier, Nimbusparken 11, st.tv., 2000 Frederiksberg

Det fremsatte borgerforslag om sorgorlov til forældre, der mister et barn mellem 0 og 18 år, har min fulde opbakning. I dag er det kun muligt at få sorgorlov, hvis barnet er dødt ved fødslen, eller hvis barnet dør inden 32 uger efter fødslen.

Derimod er der ingen sorgorlov i gældende lovgivning til forældre, der mister et barn, når det er ældre end de 32 uger.

Dette er udtryk for en fuldstændig absurd og aldeles urimelig forskelsbehandling af forældre i en dybt ulykkelig situation.

Vi mistede vores dreng tilbage i august 2016. Han døde efter et fire år langt sygdomsforløb. Et forløb, der ud over den meget store mentale belastning for vores familie også bød på en betydelig økonomisk byrde, da den nuværende lovgivning på ingen måde kompenserer for det indtægtstab, man lider, når man passer sit syge barn hjemme.

Da vores lille dreng var i terminalfase, kunne jeg få orlov via servicelovens § 119.

Her blev jeg kompenseret med et plejevederlag, der ophørte 14 dage efter dødsfaldet. Med andre ord skulle jeg tilbage på arbejdsmarkedet to uger efter vores drengs død.

Den eneste mulighed, som reelt stod tilbage, var at melde mig syg. Men jeg var ikke syg.

Jeg var – og er stadig – ubeskriveligt ked af at have mistet min dreng. Men jeg var ikke syg.

Sorgen over at miste et barn overskygger alt i en familie. Den forsvinder aldrig, men vi skal lære at leve videre med den. Men sorgen er den samme, uanset om barnet er seks måneder, et år eller 15 år.

Derfor er der et stort behov for at få ændret lovgivningen, så alle forældre, der mister et barn, får retten til sorgorlov og dermed en mulighed for at få en periode, hvor man som familie kan bearbejde sin sorg.

Jeg håber derfor inderligt, at borgerforslaget kan få de krævede 50.000 støtter, så det kan blive fremsat i Folketinget.

Faktisk 1

Nora Lunøe, Faktisk-læser

Kære Martin Krasnik,

Jeg hedder Nora og er 10 år. Min far hedder Arne og er 41 år. Han læser altid avis for at vide hvad der sker i verden. Og det kan godt være, at jeg ikke er 41 år ligesom min far, men jeg har stadig ret til at vide, hvad der sker, for engang bliver jeg også 41 år. Derfor synes jeg ikke, at du skal opgive at lave Faktisk og bare lave endnu en voksenavis. Det er der nemlig ikke brug for.

Det, der er brug for, er, at vi børn også får lov til at vide noget om verden. Så vi kan få mere indflydelse, og så I voksne gider lytte til os. Og derfor synes jeg, at det var en rigtig god ide at lave en børneavis. Så jeg synes, at det er rigtig synd at opgive det, og hvis jeg var dig, ville jeg heller ikke gøre det.

Faktisk 2

Hjørdis Nielsen, 10 år, Kbh. N

Jeg synes, det er ærgerligt, at I har forkortet Faktisk til to sider, da jeg er stor fan af den lange version. Fordi man får viden om, hvad der sker i børnehøjde.

Jeg kommer især til at savne den store artikel og »Leksikort nyt«. Så det ville være fedt, hvis I kunne gøre den længere igen.

 

Dette er debatindlæg og udtrykker alene skribenternes holdning. Forslag til debatindlæg sendes til opinion@weekendavisen.dk