Før mit første barnebarn overhovedet blev født sidst i januar, havde hun fået to pakkekalendere, stakke af bluser, bukser, dragter, små sko og huer, rangler og sut, en perleplade med sit navn, en autostol, en hængegynge, en seng, to dyner, tæpper, en kamæleon-natlampe, der skifter farve, og en fin japansk uro.
Jeg nåede at købe en elegant barnevogn med regnslag og kopholder i efteråret, inden kreditkortet blev stoppet i lommen for at holde sig i ro i hele 2020. Alt er nyt, intet er for godt til hende. Jeg ved slet ikke, om hun kan nå at bruge det hele. Familien venter utålmodigt på at overdænge hende med gaver, kærlighed og et typisk vestligt, enormt klimaaftryk. Hun bliver som os: verdens syvendeværste klimasyndere.
Hvordan forener jeg hendes ankomst med mit køb-ingenting-år? Og i større format: Hvordan forliger man overhovedet længslen efter flere børn med en presset klode? Dén har ikke brug for flere, vi mennesker har.
En ung kvinde, Charlotte Jensen, sidder i en stol på mit kontor og siger chokerende og ligeud: »Jeg tror ikke, jeg vil have børn, for jeg frygter den verden, de skal vokse op i. Vi håndterer ikke klimakrisen godt nu, så hvorfor skulle vi pludselig blive bedre? Vi vil ikke engang acceptere, at vi bliver nødt til at leve anderledes, og folk gør voldsom modstand mod forslag om selv små forandringer.«
Hendes beslutning er ikke endegyldig, men den mest sandsynlige. Hun er 34, gift, og hendes mand er enig. De forestiller sig flygtningestrømme fra afbrændte eller oversvømmede lande, konflikter, krige og heldigere lande, der vil forskanse sig. Endnu har jeg ikke hørt nogen reagere så radikalt på en dyster fremtid. At kalde det sørgeligt er en underdrivelse. De fleste synes, det er synd for hende, og at hendes offer er for stort. Andre forsøger at overtale hende ved at sige, at hendes børn vil blive veluddannede som hende selv – hun er forsker i bæredygtighed ved Aalborg Universitet – og hjælpe med til at redde verden. Og andre igen bliver stille og eftertænksomme. Hendes mor sagde først, at der altid havde været alvorlige ting at bekymre sig om, også i 1980erne, hvor Charlotte Jensen og hendes lillebror blev født under Den Kolde Krig og atomtruslen. Senere sagde hendes mor, at hun forstod hende. At det er anderledes denne gang, fordi klimaforandringerne ikke virker forbigående.
Jeg kan ikke selv lade være med at prøve at få hende til at ændre mening: Hvor i hendes dybe pessimisme er tilliden til de kommende generationer?
»Jeg håber, at alt, hvad jeg forestiller mig, ikke sker. At de næste opfører sig helt anderledes end os og magter at rydde op efter os, men det er meget at forvente! En stor opgave at sende videre,« svarer hun. »At få et barn er så naturligt, at jeg aldrig ville sige til nogen, at de skulle lade være, men jeg skal da ærligt indrømme, at jeg nogle gange tænker ’hvorfor?’ – helt privat – når venner skal have barn nummer tre. Det er en voldsom ting at tale om. Man må overveje det med sig selv.«
Personligt er jeg overbevist om, at børn og forplantning er kommet for at blive. Børn er liv og fremtid og biologisk set meningen med os. Men behøver de blive så slemme som os?
Børn omvender spartansk mand
Jeg ringer til en spartaner af format. En mand, der indtil for nylig boede i en lille lejlighed i Sorø med én kontorstol og tre kopper, holdt ferie i Danmark, ikke havde bil, ikke spiste kød og kun tillod sig den luksus at nedslide to par løbesko om året. Hans udledning var helt nede på ti ton, hvoraf næsten halvdelen er offentligt forbrug – motorveje, skoler, hospitaler, rådhuse – som han ikke har direkte indflydelse på. Dét sat over for den gennemsnitlige danskers 17 ton. Men det var før, han fik børn.
»Jeg levede et rigt liv og var ikke ret materialistisk,« siger Jan Ohrt Nissen. »Min kæreste og jeg så hinanden i weekender og i ferier. Da vi flyttede sammen, skulle to verdener mødes. Jeg bryder mig ikke om, at man sætter regler op for hinanden. Siden jeg som barn så 14-årige kærester prøve at bestemme over hinanden, har jeg prøvet at respektere, at der skal være plads til forskelligheder. Min kæreste var kødspiser og røg cigaretter, også indenfor i vores lejlighed. Jeg er ikke-ryger, men jeg accepterede det. Så blev hun festryger, og da hun blev mor: ikke-ryger. Og nu også pescetar. Hun kom med masser af køkkenting og service, et tv, bord og stole, flere sko end jeg nogensinde kommer til at eje i mit liv, makeup, ting til håret. Min tandbørste, tandtråd og deodorant fylder ti centimeter i skabet.«
I BabySam lagde de et heftigt beløb. Han forsøgte at stille det samme spørgsmål på flere måder: »Er det nødvendigt for et barn?« Én oplevelse satte sig i ham. De skulle bruge sengetøj, der var to slags: dyrt og billigere. Ekspedienten ventede på parrets afgørelse, og Jan Ohrt Nissen kunne ikke lade være med at sige: »Vi elsker ikke vores barn så meget, så vi tager det billige.«
Han måtte give sig, fordi han ikke havde erfaring med, hvad der egentlig var brug for, og fordi »man bliver sat i en position, hvor det ser ud, som om man ikke elsker sit barn, hvis man ikke køber luksusudgaven af alt. Den kobling ærgrer mig. Jeg ser den overalt, også til fødselsdage og jul som en overdreven lyst til at give dyre ting. Der må da være andre måder.«
Jan Ohrt Nissen spurgte, om de i det mindste kunne købe tøj i neutrale farver til det første barn, så det næste kunne bruge det. Og kom næsten igennem med det. Deres søn ligger i barnevognen i en lyserød flyverdragt. Han er ligeglad. De fandt også børnesengen i Den Blå Avis og et andet sted julegaven til den treårige datter: en gammel kridttavle, som de gjorde i stand. Til gengæld har børnene trukket et hus på landet og en bil med sig. Underboen i Sorø klagede, når børnene hoppede, og der lugtede tit af hash i opgangen. »Det vil man gerne gøre bedre.«
For klodens overlevelse er det problematisk, at de fleste mennesker vil gøre som alle andre. Mikael Bellers Madsen fra den grønne tænketank Concito har i sin bog Klimatosserne undersøgt det ødelæggende normalitetsbegreb.: »Vi gør, hvad der er socialt acceptabelt. Ingen bryder sig om at stikke ud, være underlig og for ekstrem i sine holdninger eller i sit forbrug. Der findes en nedre barriere for, hvor lavt dit forbrug kan blive, hvis du ikke vil fremstå som unormal. Hvis din datter oplever, at det er normalt at købe mange ting til sin baby, så kræver det sin mand eller kvinde at stå op imod det pres.«
Madsen bor med sin kone og tre børn i Birkerød uden bil og er et særsyn, for børn betyder næsten automatisk også bil. Og hus og have. En af hans bekendte foreslog, da klassen skulle på Bakken, at alle tog toget, men forældrene insisterede på at køre hvert sit barn i hver sin bil. Overalt i landet kører flere og flere forældre deres børn i skole og til gymnastik og til alt det andet. Med andre ord gør vi selv vores børn til små svin, også selvom de skal leve videre på en overophedet klode.
»Man skulle tro, at forældre og bedsteforældre hurtigt ville ændre adfærd, når der kom små børn,« spekulerer jeg. »Vi gør jo alt muligt andet for dem, hvorfor så ikke også give dem en verden, de kan leve i?«
Madsen svarer: »Vi kan faktisk slet ikke se det på tallene, kun høre det i forældres og bedsteforældres retorik. De taler om klima, men går ikke ned i forbrug. Forældre køber hurtigt en bil, og bedsteforældre tager børnebørn med til Florida eller Bali for at vise dem andre kulturer og give dem ’et globalt udsyn’.«
Bliver børneskam det næste?
Er det ved at være amoralsk at sætte mange børn i verden? Stort set ingen agiterer for den personlige ændring, der klart gavner klimaet mest: ikke at få en efternøler. Oksekødet, bilen, flyet kommer langt efter. Forskning fra universitetet i Lund viser, at et barn mindre svarer til at lade bilen stå i 24 år eller ikke flyve i 36 år. Over en hel levetid øges ens udledning med cirka 1000 ton. Tallene fik videnschef Torben Chrintz fra Concito til tøvende at begive sig ud i politisk ukorrekt og sårbart land og i Klimatestamentet på P1 sige, at man »måske bør overveje«, om man ligefrem skal have belønning for at få mange børn. Man kunne nøjes med at give børnecheck til to børn. Og måske også kun gratis uddannelse til to. Resten må forældre selv betale. Også Inge Røpke, professor i økologisk økonomi på Aalborg Universitet, taler om, at den danske befolkning kunne blive gradvist mindre. I hvert fald burde staten ikke ligefrem tilskynde folk til at få flere børn og vi andre ikke håne dem, der vælger ikke at få børn. Ingen eksperter advokerer for, at man ikke bør få børn overhovedet, men flere går ind for ikke at få »for mange«, det vil sige flere end to.
Først kom det skamfulde i at eje en firehjulstrækker i et fladt, asfalteret land: så kødskam, så flyskam. Bliver børneskam det næste? Af hensyn til klimaet siger det kongelige britiske par Harry og Meghan, at de kun vil have to børn.
»Det kan aldrig være amoralsk at få et barn,« siger Mikael Bellers Madsen, »selvom det i klimamæssig forstand er skidt, fordi et dansk barn, et vestligt barn, udleder virkelig meget. Præcis som forældrene.«
– Er det hyklerisk altid at stirre på Afrika og Indien, når man taler om overbefolkning? USA står for 18 procent af al CO₂-udledning, men udgør fem procent af verdens befolkning, mens Afrika kun udleder fire procent og rummer 16 procent af verdens befolkning. Indien udleder også fire procent.
»Overbefolkning er et problem, også lokalt i de lande. Vi er i øjeblikket syv en halv milliard og har måske stadig en rimelig chance for at holde os under de to grader, som FN har sat som vores maksimale temperaturstigning. Rammer vi de 11 milliarder, som FN mener, vi gør i slutningen af dette århundrede, bliver det meget, meget svært. Men det handler også om vores overforbrug i den rige verden. Et dansk barn udleder fire-fem, måske helt op til ti gange så meget som et afrikansk barn, alt efter hvor det nøjagtig befinder sig. Omvendt ved vi, at jo bedre uddannet en kvinde er, desto færre børn får hun. Så dér bør man sætte ind,« siger Mikael Bellers Madsen. »Når vi mødes til klimakonferencer rundtomkring i verden, siger ilandene til ulandene, at de skal lade være med at få så mange børn. Og de siger til os, at vi skal lade være med at forbruge så meget. Men der skal jo sættes ind over for begge dele.«
Jeg får jævnligt mails fra mænd, som ikke forstår, hvorfor jeg ikke skriver om det eneste rigtige – benhårdt at gå efter at begrænse befolkningstilvæksten. Når jeg tænker over det, har jeg aldrig fået en mail om overbefolkning fra en kvindelig læser. De skriver om, hvad de selv gør for klimaet i hverdagen. Jeg mødes med journalisten Trine Baadsgaard, fordi jeg gerne vil bruge hende som gudmor eller fe, der kan lære mig afholdenhed, foreslå alternativer og generelt holde humøret oppe. Hendes seneste bog, Et år uden overforbrug – en livsnyders guide til 52 uger uden alt det unødvendige, er inspirerende. Hun bestyrer en Facebook-gruppe, Nojsom, hvor kvinder (95 procent) går amok i husmorråd om genbrug, sparsommelighed og lagereddikes fantastiske egenskaber. Hun moraliserer aldrig. Det vil jeg også gerne lære. Eller vil jeg? Skal der snarere råbes?
– Hvordan afbrydes den automatiske sammenkobling af kærlighed og ting? Hvad sætter man i stedet?
»Vi er blevet skolet til, at store begivenheder i vores liv – bryllup, et barn – fører en masse forbrug med sig, så det første er at tænke over, hvad man vil give barnet. Er det ting? Eller nærvær, holdninger, evner eller noget, der har en historie, og som du allerede har derhjemme?«
Snusfornuftigt foreslår hun at komme med hjemmelavet aftensmad, brød, senere babymos til fryseren. »Giv din hjælp, giv forældrene en biograftur og pas barnet. Køb brugte børnebøger og legetøj. Men først og fremmest: Giv af dig selv. Giv tid, den er så kostbar og sjælden i dag. Giv et symaskinekursus på ti timer og vær sammen, mens du lærer barnet en færdighed.«
Det sidste ville være synd for barnet, for den færdighed aflærte jeg mig i 5. klasse i håndarbejde hos fru Henriksen, der foran klassen kaldte mig kødhoved. Men jeg forstår, hvad Baadsgaard mener. Ting er den nemme udvej, det andet kræver opfindsomhed.
Købt i januar: to bundter grøftekantsblomster til en veninde. Hallo! Midt om vinteren. Og så det værste: en dekorativ tørret gren købt til mig selv rundt om hjørnet i Nansensgade af ung kvinde, der svor, at hun havde fundet den i Danmark. Så bliver det ikke mere nænsomt og langtidsholdbart. Alligevel fik jeg ballade, min mand var »skuffet« over mit svigt og foreslog mig at skrive bøger med titler som »Buy Plenty. How I cheated my Readers, my Husband and Myself« eller »Buy Nothing ha-ha!« En vissen gren. Til en halvtredser! Det kommer ikke til at ske igen.
Uforløste længsler i januar: tyske bondegårdsdyr fra firmaet Schleich set i foderstofforretningen i Helsinge. Men noget har jeg allerede lært af Trine Baadsgaard. I Den Blå Avis står en trelænget gård med 42 dyr, en rød Majorette traktor i fin stand, en bondemand, en bondekone og to træer til 350 kroner. Genialt, men jeg venter.
Læs også første afsnit i serien om at være klimabevidst forbruger.
Hør også podcasten Køb-ingenting-året:
Følg hendes anstrengelser på weekendavisen.dk/podcast – de første episoder er gratis.
