Af Peter Sandøe, leder af Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd, og Merete Fredholm, professor i husdyrgenetik ved Københavns Universitet
Hunden siges at være menneskets bedste ven, men desværre har vi nogle gange en besynderlig måde at gengælde kærligheden på. Det gælder blandt andet, når det kommer til avl af racehunde, hvor man inden for flere racer er gået til sådanne ekstremer, at det går ud over hundenes sundhed og velfærd.
Et eksempel herpå er avl af fladsnudede, såkaldte brachycephale hunderacer, hvoraf den mest populære er fransk bulldog. De seneste 13 år er der næsten sket en tredobling i antallet af fransk bulldog-hvalpe, som årligt er registreret i Dansk Hunderegister, og racen er nu nummer fire på listen over populære racer herhjemme. Det mest synlige, og ikke mindst hørbare, problem for disse hunde er, at mange af dem har svært ved at trække vejret. En del af hundene er så hårdt ramt, at de må opereres for at forhindre alvorligt åndedrætsbesvær med invaliderende kredsløbsproblemer og anden alvorlig lidelse til følge.
Disse problemer har der været skrevet om i veterinære tidsskrifter i årtier. Inden for det seneste årti er problemerne også blevet genstand for opmærksomhed i den brede offentlighed og er kommet på de danske lovgiveres dagsorden. Således modtog den daværende fødevareminister i 2013 en rapport om avl af dyr fra en arbejdsgruppe, hvori begge forfattere til denne artikel deltog. Heri blev det anbefalet, at Dyreværnsloven skulle revideres, så avlen af familie- og hobbydyr skal ske på en måde, så man kan forvente sunde dyr, herunder dyr, som kan »trække vejret frit«.
Dette blev der fra lovgivernes side fulgt op på i den revision af Dyreværnsloven, som Folketinget vedtog i 2015. Heri blev der indsat en bemyndigelsesbestemmelse, ifølge hvilken »miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om avl af familie- og hobbydyr«. I bemærkningerne til bestemmelsen siges det, at den nye bestemmelse skal sikre, »at familie- og hobbydyr avles på en måde, så dyrene ikke får velfærds- og sundhedsmæssige problemer«.
Hidtil har den almindelige opfattelse været, at man kan avle sig ud af problemerne. Det drejer sig om at motivere opdrætterne til at ændre kursen i retning af nogle mindre ekstreme avlsmål og om at motivere kommende hvalpekøbere til at efterspørge nogle sunde hunde.
Denne opfattelse kan der dog sættes spørgsmålstegn ved ud fra resultater af en undersøgelse, som vi netop sammen med en række kolleger har publiceret i en artikel i det videnskabelige tidsskrift PLOS ONE.
En kamp for luft
Undersøgelsen blev gennemført på 69 franske bulldogs, som blev rekrutteret via Facebook i foråret 2018. Disse hunde blev udvalgt ud fra en række kriterier, herunder at de var renracede franske bulldogs (målt ved hjælp af en genetisk test), og at de ikke havde en forudgående alvorlig sygehistorie.
Alle hundene blev undersøgt for graden af det såkaldte brachycephale syndrom (BS), som er den veterinære betegnelse for, at bløddelene omkring luftvejene er presset sammen i en grad, så der opstår alvorlige vejrtrækningsproblemer. Hundene blev ved undersøgelsen udsat for fysisk aktivering i form af seks minutters hurtig gang, og deres eventuelle vejrtrækningsbesvær og støjen fra deres vejrtrækning blev vurderet og målt før, under og efter. Afhængigt af graden af besvær og støj kunne hundene få en karakter på mellem 0 (helt uden besvær og støj) og 32 (maksimalt besvær og støj).
Vi etablerede en grænse, så hunde med en karakter på 16 og derover blev klassificeret som alvorligt påvirket af BS. Det er selvfølgelig lidt vilkårligt, hvor præcis man trækker grænsen, men ved at trække den her var vi på linje med udenlandske forskere. Hundene dækkede spektret fra 0 til 30, og ikke mindre end 42 procent af dem havnede på den forkerte side af den fastsatte grænse.
For at kunne avle hunde, som er fri for BS, må man kunne knytte de målte problemer sammen med nogle træk hos hundene, som er nemme at vurdere objektivt. Vi fandt en meget klar statistisk sammenhæng mellem åbningen i hundenes næsebor, målt ved et såkaldt »Nasal Grading Score«, og graden af BS. Blandt vores undersøgte hunde var fordelingen, at 1,4 procent havde helt åbne, 17 procent havde let lukkede, 32 procent havde moderat lukkede, og 49 procent havde næsten helt lukkede næsebor. Skal man avle franske bulldogs uden BS, bør man derfor i avlen vælge dyr med relativt åbne næsebor.
Vi tjekkede også den genetiske diversitet, da en tidligere undersøgelse af den engelske bulldog i USA havde vist en meget begrænset diversitet og dermed begrænsede muligheder for at rette op på problemer via målrettet avl. Vi fandt dog en genetisk diversitet blandt de undersøgte hunde, der var på linje med den, man finder hos andre hunderacer. Det burde altså være muligt at udvikle racen via avl uden at risikere større indavlsproblemer.
At det i praksis kan lade sig gøre at avle sunde franske bulldogs, forudsætter dog også, at der er en tilstrækkelig spredning i de egenskaber, som betyder noget for forekomsten af BS. Og her ser det desværre ud til, at racen er tæt på at have ramt muren.
For at opnå en statistisk signifikant forbedring i forhold til forekomsten af BS kan man ifølge vores datamateriale kun bruge de hunde i avlen, som har de to bedste værdier i forhold til åbning af deres næsebor. Det betyder, at man må udelukke 81 procent af populationen fra avlen.
For lidt for sent
Det er en meget stor andel, ikke mindst i betragtning af at franske bulldogs også er plaget af en række andre arveligt betingede problemer, som der også skal tages hensyn til i avlen, herunder fødselsbesvær, øjenproblemer og diverse neurologiske lidelser.
Vores artikel endte derfor med den – for fans af franske bulldogs – lidt nedslående konklusion, at det ikke vil være muligt at avle franske bulldogs på en måde, så der inden for en overskuelig tidshorisont sker et fald i forekomsten af arveligt betingede vejrtrækningsproblemer. Det vil derimod kræve en koordineret og stærkt dedikeret indsats over en længere årrække fra opdrætternes side for at sikre, at avlen resulterer i, at der udelukkende fødes franske bulldogs, der kan trække vejret frit. Det er dog svært at se, hvordan en sådan koordineret indsats kan komme til at ske, da det i 2019 kun var 14 procent af de registrerede franske bulldogs, som havde en stambog fra Dansk Kennel Klub. Størsteparten af avlen foregik altså i privat regi uden nogen kontrol og koordinering.
Hermed er vi tilbage til den reviderede dyreværnslov. Tager man den nye paragraf om avl af familiedyr på ordet, kan man spørge, om der ikke er grundlag for, at fødevareminister Mogens Jensen griber ind over for avlen af franske bulldogs. Om han vil gøre det og i givet fald med hvilke midler, er selvfølgelig et politisk valg. Det umiddelbart mest oplagte ville være et forbud mod racen, men sporene fra nuværende forbud mod bestemte hunderacer kan godt skræmme – og det vil også være svært at forbyde import af franske bulldogs, som er avlet uden for landets grænser.
Samtidig er det svært at se, at ministeren i lyset af vores fund kan vælge at lade som ingenting. Ellers synes den nye paragraf i dyreværnsloven blot at være udtryk for fine hensigter uden nogen reel effekt.
