Større bliver det ikke

I Pixars nye tegnefilm Sjæl får man serveret et stykke livsvisdom, som borgerne i Vesten burde tage til sig. En lille fisk er faret vild og svømmer hen til en større for at spørge om vej til havet. »Det her ér havet,« siger den store fisk. »Nej,« siger den lille fisk, »det er da bare vand. Jeg vil ud til det rigtige hav.« Lige så virkelighedsfjern som den lille fisk lyder mange af de partier og bevægelser i Vesten, der i 2020 hævdede, at det vestlige demokrati er fake og illegitimt.

I USA nægter Donald Trump at acceptere, at han har tabt. Han er offer for systemet – den dybe stat – som har franarret ham valgsejren. Et flertal af republikanske vælgere giver ham ifølge meningsmålingerne ret. I Storbritannien træder det Brexit nu i kraft, som er et resultat af dyb mistro til et EU-system, som briterne mener er blevet magtfuldkomment. I de fleste vestlige lande har det føget med beskyldninger om, at selve samfundsstrukturen er racistisk, transfobisk eller sexistisk. Nærmest hver uge har en eller anden – hvid, brun, kvinde, mand – måttet forlade sin stilling i vanære – fordi vedkommende har sagt eller gjort noget forkert for nylig eller for 30 år siden. Ja, om det så er coronaen, har den næret mistroen til de vestlige stater yderligere: I lande som Tyskland, Spanien, Storbritannien, Tjekkiet og Italien går folk i stort tal på gaden for at protestere mod de nedlukninger, som de tror skyldes systemets ønske om at sætte befolkningen uden for indflydelse. På den modsatte fløj er det til gengæld blevet et populært synspunkt, at pandemien har udstillet demokratiets begrænsninger: Åh, kunne staten dog bare som i Kina lukke ned og op med dags varsel. Så skulle man se smittetrykket falde!

Det forunderlige er, at det netop i 2020, hvor den vestlige samfundsmodel var under større pres end i mange år, blev særligt tydeligt, hvorfor vi har den og skal bevare den. At den faktisk ikke kun er vand, men selve havet. Tag Donald Trump: Han kan sige nok så meget, at han er valgets egentlige vinder, og dog er ingen i tvivl om, at Joe Biden bliver indsat som USAs nye præsident om få uger. For Trump er ikke Putin i Rusland eller Xi Jinping i Kina, og det er simpelthen ikke op til ham at afgøre, hvor længe han skal sidde. Beskyldningerne om valgsvindel er blevet forelagt domstole både på føderalt og delstatsniveau, og ingen af dem har fundet belæg for, at valget skulle være manipuleret. Og selvfølgelig tror hovedparten af de republikanske vælgere heller ikke på, at Trump i virkeligheden fik flest stemmer. Hvis de virkelig troede, at Joe Biden havde snydt sig til magten, ville deres reaktion have været anderledes voldsom. Snarere giver de udtryk for, at de generelt føler, at Trump ikke er blevet behandlet fair af medierne og af sine politiske modstandere. Tilbage står, at systemet virker: Der sker en magtoverdragelse, som vælgerne ønsker det.

Det samme gælder i Storbritannien. Brexit er en realitet og finder sted den 1. januar. Det er trist for os i EU, og man kan ærgre sig gul og grøn over, at det ikke dengang i forhandlingerne med premierminister David Cameron lykkedes at imødekomme briterne, så vi kunne have fået et ja til EU ved folkeafstemningen. Men når det nu blev nej, er det godt for alle parter, at folkets vilje sker fyldest: For det bekræfter, at det faktisk er frivilligt, om man vil være medlem af EU, og at det er løgn, når det påstås, at internationale eliter undertrykker et sagesløst folk. Endda er det nu lykkedes på falderebet at færdigforhandle en frihandelsaftale mellem EU og Storbritannien, som begge parter udlægger som en sejr for sig selv, og det er et godt grundlag for et fortsat stærkt og tæt forhold. Så nej, EU er ikke et totalitært system, og kontrasten til Kina er slående: I strid med alle internationale aftaler er regimet i gang med at afvikle demokratiet i Hongkong, alt imens Xi lader forstå, at ikke engang Taiwan kan melde sig ud af hans Kina. Selvom det aldrig har meldt sig ind.

I USA, hvorfra påstanden om, at Vesten er strukturelt racistisk, har bredt sig til Europa, fortsætter statistikkerne med at tale deres eget sprog: Nye tal fra USAs Statistikbureau viser, at filippinske, pakistanske, iranske, taiwanske, kinesiske, libanesiske, indiske, indonesiske, japanske, tyrkiske, israelske, sydkoreanske og syriske amerikaneres medianindkomst i 2019 var højere end hvides; og at asiatiske kvinder i USA i øvrigt havde en højere indkomst end hvide mænd. Det ville næppe være tilfældet i et strukturelt racistisk system. Samtidig har Joe Biden gjort etnisk herkomst til et centralt parameter ved udnævnelserne til sin kommende regering; hvilket aldeles ikke er i modstrid med systemet, men muliggjort af det. Og såmænd er Pixars nye film i sig selv et vidnesbyrd om, at sorte aldeles ikke er en slags undermennesker i USA. Og det er ikke primært, fordi Pixar for første gang har lavet en film med en sort hovedperson i skikkelse af jazzpianisten Joe Gardner. Nej, det er, fordi filmen ikke handler om en sort mand med sorte problemer, men om et helt almindeligt menneske med menneskelige problemer. Og så god er filmen, at brune, sorte, hvide og røde, uanset køn, seksualitet og alder, føler sig i hovedpersonens sko.

Tag så endelig coronaen. Hvad få havde troet muligt, er alligevel sket: De vestlige lande er gået i gang med at vaccinere deres befolkninger mindre end et år efter pandemiens ankomst til Vesten. Om noget bekræfter disse bestræbelser, at coronaen aldrig var en konspiration, som skulle sætte demokratiet ud af kraft. Samtidig kan vi i Vesten være trygge ved vaccinerne, hvilket er mere, end man kan sige om den russiske og de kinesiske vacciner, som ifølge de vestlige lægefaglige myndigheder er hastet igennem. At de asiatiske lande har været bedre til at standse smittespredningen, vidner ikke om en systemfejl i Vesten. Det skyldes, at erfaring gør en forskel, og asiaterne har været igennem adskillige epidemier, som har lært både myndigheder og befolkning at reagere hurtigt og adækvat. Dem skal vi lære af, men af nogle mere end af andre. Der er ingen grund til at falde i svime over, at Kina kan få stoppet smitten ved at tvangsteste folk fra morgen til aften og tvangsisolere de smittede, også hvis de smittede er små børn, som bliver adskilt fra deres forældre. Hos os er staten til for borgernes skyld og ikke omvendt, og de, der ønsker det anderledes, bedes mindeligt om at flytte til Kina.

Men tage ved lære – åbent og fordomsfrit – det skal vi selvfølgelig. Endnu mangler vi klare svar på, hvorfor nogle lande er så meget hårdere ramt end andre: Hvor meget betyder hurtig­heden og graden af nedlukning i forhold til befolkningstæthed, befolkningssammensætning, aldersfordeling, familiemønstre, den generelle sundhedstilstand herunder overvægt, samt autoritets­tro? Vi ved det ikke endnu. Men er der ét sted på kloden, hvor man har de bedste forudsætninger for at forske sig frem til et uhildet svar, så er det i Vesten, hvor ordet er frit, og man ikke skal retfærdiggøre myndighedernes strategi med sin forskning.

Hvilket bringer os tilbage til den lille fisk, der ville vide, hvor havet befinder sig. Problemet var ikke, at den lille fisk stillede spørgsmålet. Tværtimod. Det var godt, at den gjorde det. De vestlige samfund er just overlegne derved, at borgerne tillader sig at stille spørgsmål og ytre sig kritisk, fordi de ved, at det gør en reel forskel, hvor man svømmer rundt. Om det er i havet eller bare i vand. Men netop fordi vi som borgere er dem, der gør forskellen, er det også vigtigt, at vi forstår svaret: at vi allerede befinder os i havet. For selvom det ikke syner af meget tæt på, så fås det altså ikke større andre steder. Godt nytår.