Jeg har været FCK-fan siden grundlæggelsen i 1992. Min far er KBer. Men jeg gider ikke se FCK mod Horsens. Eller Randers. Jeg er ligeglad, når vi vinder mesterskaber. Det føles intetsigende. Og ynkeligt.

Alle ugens dage kan jeg se fantastiske hold konkurrere under et uhyggelig højt psykisk og økonomisk pres for øjnene af millioner af fans. Som et skakspil. Og en gladiatorkamp. 380 millioner så Champions League-finalen sidste år. Svimlende 3,2 milliarder så Premier League-turneringen. Hvert år når sporten nye højder. Hvert år taber dansk fodbold terræn.

Løsningen er en skandinavisk liga med 18 hold, herunder tre-seks danske. Resten vil være svenske, norske, finske, ét islandsk – og det vil ikke forarge, at en flamboyant rigmand smider lidt penge efter et færøsk eller grønlandsk kulthold. Vi er over 27 millioner mennesker i Skandinavien. Alle vores fem lande er blandt verdens rigeste i GDP per capita. Vi er stabile økonomier og med det en god investering. Derudover er vi, i manges øjne, eksotiske på grænsen til det utopiske og har nok smukke piger til at lokke sydamerikanske talenter nordpå.

Skandinavien har en langt større befolkning og rigdom end lande som Portugal og Holland, der begge har vundet Champions League, hvert år har hold med i kvartfinalen og har nydt selskab af verdens bedste spillere som tykke og tynde Ronaldo, Romário og Suárez.

»Den danske superliga skal redvurderes, og vi må se realiteterne i øjnene: Vi er ikke undertippede, vi er ubetydelige. Ingen udefra ser dansk fodbold«. Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Ritzau / Scanpix
»Den danske superliga skal redvurderes, og vi må se realiteterne i øjnene: Vi er ikke undertippede, vi er ubetydelige. Ingen udefra ser dansk fodbold«. Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Ritzau / Scanpix Ólafur Steinar Gestsson

Den skandinaviske liga vil hurtigt blive større og bedre. Måske kan vi endda overhale de største ligaer i verden som den franske, italienske eller spanske, der døjer med korruption og skrantende økonomier.

Skandinaviens kulturelle samhørighed er stærkere end eksempelvis Spaniens, hvor ignorante Barcelona-fans kæmper for at forlade den spanske Primera División for en catalansk liga og samtidig, unægteligt, forlade deres 450 millioner fans, forlade den internationale elite og, værst af alt, forlade glæden ved at vinde.

Det vil ikke ødelægge fankulturen, som mine trofaste, tykhudede hooliganvenner ellers pointerer. Tilskuertallet i Superligaen er faldet de sidste ti år fra 7103 tilskuere i gennemsnit per kamp til sølle 4764. Unges loyalitet går til spanske, engelske eller italienske hold. Det er ikke i medgang og modgang, når vores bedste spillere forlader Danmark, inden de fylder 20. Selv de mest inkarnerede Brøndby-fans stoppede med at dukke op, da det blev pinligst. Og de har efter sigende ikke meget andet at leve for.

Vi må se realiteterne i øjnene: Vi er ikke undertippede, vi er ubetydelige. Ingen udefra ser dansk fodbold.

Efter et par år vil den skandinaviske liga have 30.000 på lægterne i snit. Kvalitetsbevidste fans som jeg, der ikke spilder tid på Superligaen, vil dukke op. Charlataner og oplevelsesentusiaster vil dukke op. Turister, der ellers kun kommer for mad og møbler, vil dukke op. Fanskaren vil sprede sig til nærområder.

Og det bliver ikke bare en katalysator for de store hold, for som alt andet i Norden fordeles tv-pengene under ordentlige forhold. Den bedste danske liga vil spille om playoff-kampe mod de andre skandinaviske hold, hvilket unægteligt er mere nervepirrende end de søvndyssende »Superliga«-kampe om 6.-7.-pladsen.

Ligaen vil hurtigt nå nye højder. Fra første fløjt vil tre skandinaviske hold spille kvalifikation til Champions League. Klubbernes værdi vil stige med over 300 procent. Lars Seier og co. tjener selvfølgelig styrtende. Klubber opkøbes af oliesheiker, russere og andre kriminelle. Helsinki udbygger deres stadion til 50.000. WoodWood designer en FC-trøje, der med købet af topscorer Andreas Skov Olsen gør FCK til ikke bare byens hold, men et globalt fashion brand, som den yngste Kardashian rocker på Instagram, og som gør os til en eksportvare i Kina.

Jeg har en drøm. Jeg har en drøm om at tage på Malmø away, at vinde midtugekampen over Chelsea i Champions League og runde ugen af med en topkamp i Parken med 60.000 på lægterne mod norske Rosenborg. En aldrende – verdens bedste – Erling Haaland bringer Rosenborg foran, men i de døende minutter vinder vi euforisk. Jeg har en drøm om at blive FCK-fan igen.

 

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk