300 dages isolation

Alle mine varer får jeg leveret. Jeg er dybt taknemmelig for, at det kan lade sig gøre. Poserne stilles uden for min dør, og jeg venter et par minutter, før jeg tager dem ind. Herefter vasker jeg varerne af. Det forekom latterligt i starten, og gør det muligvis for dig nu, men ret hurtigt blev det en vane. Samtidig blev det et ritual, helt ligesom min daglige gåtur, som foregår i dedikeret udetøj. Så snart jeg er hjemme, tager jeg det af, lægger det til side og vasker mine hænder. Hver dag på samme måde. Ritualiseringen er et forsøg på at skabe ro. En slags modgift mod kaos. Den skaber små rum af orden i en verden af uorden. Den markerer, at der i hvert fald er noget, man har kontrol over.

Som du måske aner, tilhører jeg den især i foråret så ofte omtalte risikogruppe. Jeg lider af en af de autoimmune sygdomme, som efterhånden en del danskere slås med. Sygdommen får mit immunsystem til at begå alvorlige fejl, og den bedste medicinske løsning er at hæmme det. Det har to uheldige effekter. Dels bliver jeg lettere syg. Dels har jeg sværere ved at blive rask. Det gælder alle former for sygdomme og følgelig også corona.

Fordi det er sådan, har jeg levet et isoleret liv siden marts.

Jeg har set én af mine venner én gang. Han er samtidig den eneste, der har været inde i min lejlighed. Jeg har set mine forældre et par gange, hver gang udendørs. Fraregnet en lille kiosk, jeg på føromtalte gåtur af og til besøger, når der ikke er andre kunder, har jeg ikke været i nogen butikker. Jeg har ikke været på restaurant. Jeg har ikke været på café. Jeg har ikke været i en bus. Jeg har ikke været i et tog. Jeg har ikke været i en metro. Jeg har ikke været nogen steder. Jeg har været lige her, på mine 52m², fra blomsterne sprang ud, til det begyndte at sne. Jeg var her, da du nød en øl i forårssolen. Jeg var her, da du grillede i sommerhuset. Jeg var her, da du skar græskar ud i oktober. Jeg var her, mens du købte dine julegaver, og jeg kommer til at være her, når du fejrer nytårsaften.

Det kan lyde trist, men jeg føler mig privilegeret, situationen taget i betragtning. Der er mennesker i risikogruppen, som er betydeligt mere udsatte, end jeg er. Samtidig er jeg begunstiget af at kunne arbejde den smule, jeg arbejder, da mit arbejde i forvejen i vidt omfang foregår digitalt. Jeg har varme på radiatoren og mad i køleskabet. Hverken jeg eller mine nærmeste har indtil nu været ramt af corona. Det priser jeg mig lykkelig for. Samtidig er jeg fuld af beundring for alle dem, der sørger for, at samfundet fungerer, mens jeg ikke kan færdes i det. Sygeplejerskerne, lægerne, lærerne, skraldemændene, kasseassistenterne, sosu-assistenterne, pædagogerne, lagermedarbejderne, håndværkerne, lastbilchaufførerne og alle de andre. De er fantastiske.

Den største lære af coronapandemien er stadig dens største udfordring. Det, den tidligt tydeliggjorde for os, var, at vi er gensidigt afhængige. Når nogen gør noget på et marked i Kina, kan det få konsekvenser på et plejehjem i Hjørring. Sociologen Norbert Elias kaldte det interdependens: I den moderne verden er vi alle forbundne og påvirker og påvirkes af hinanden på godt og ondt.

Den gensidige afhængighed findes på alle niveauer. Det er ikke kun mellem lande, men også mellem egne, mellem byer, mellem kvarterer og i sidste ende mellem mennesker, den eksisterer. Fordi det er sådan, er ansvaret personligt. Det er op til dig. Sundhedsmyndighedernes kampagne afspejler det med ordene: »Det, du gør nu, gør en forskel«.

Statsministeren tydeliggjorde samme pointe i sin i skrivende stund sidste tale den 16. december. »Til syvende og sidst er der kun én ting, der rigtig virker mod coronaen: Det er, at du og jeg og vi alle sammen bliver ved med at tage ansvar. For os selv og for hinanden. Ingen restriktion kan i sig selv bremse pandemien. Det er, når alt kommer til alt, vores egne handlinger og vores egne valg, som afgør, hvor godt Danmark kommer igennem krisen«, sagde hun.

Når den gensidige afhængighed fortsat er den største udfordring, skyldes det en uenighed om præmissen. Det er ikke alle, der anerkender, at deres handlinger har konsekvenser for andre. At det, de gør nu, gør en forskel. Nogle benægter stadig coronaens farlighed. Andre tvivler på værnemidlernes virkning og afstandskravenes effekt. Hertil kommer dem, der af ideologiske årsager nægter at ændre adfærd, fordi de opfatter det som et urimeligt indgreb i deres personlige frihed.

Det har betydning for os, der tilhører risikogruppen. Ikke alle er påvirket på samme måde, og ikke alle lever deres liv, som jeg gør, men fælles for os er, at vi meget tydeligt mærker konsekvenserne af andres adfærd og tilpasser vores liv efter dem. Når smittetallene går op, går vores muligheder ned. Så simpelt er det. Der går en lige linje fra din beslutning om at tage til fest til vores opkald til hospitalet for at aflyse endnu en aftale.

Det samme gælder politisk. Regeringen har efter sin resolutte ageren i marts i flere tilfælde handlet senere, end den burde. Den har fulgt, hvad jeg kalder de krydsede fingres strategi, og håbet, at problemerne løste sig selv. Senest i efteråret, hvor en tidligere reaktion på stigende smitte formentlig kunne have forhindret eller i hvert fald begrænset den krise, vi står i nu. Også her går en lige linje. Når regeringen undlader at indføre restriktioner i tide, har det de samme konsekvenser for risikogruppen, som når unge stimler sammen i stedet for at blive hjemme.

Mentalt har nogle menneskers modstand mod at tage ansvar og gøre en indsats været det sværeste at tackle. Det har været hårdere end fraværet af menneskelig nærhed. Der er noget grundlæggende ubehageligt ved at erkende, at der findes mennesker, som hellere ser dig død end foretager minimale adfærdsændringer, fordi de vægter deres frihed til ikke at gøre det over hensynet til din overlevelse. Det gør ondt helt ind i sjælen. Ikke kun, fordi det i sig selv er ondskabsfuldt, men fordi det blotlægger, hvor hensynsløse mennesker kan være, og hvor lidt der skal til, før det kommer til udtryk. Man skal ikke skubbe meget til civilisationen, før den afslører sin skrøbelighed.

Vi står foran et 2021, hvor vacciner forhåbentlig vil bedre situationen. Men også her bliver hensynet til andre centralt. Foruden de notoriske vaccinemodstandere vil nogle fravælge at lade sig vaccinere, fordi de sætter deres ret til at gøre det over risikoen for dem, de derved ikke beskytter.

Virker vaccinerne efter hensigten, vil de dog i et vist omfang udligne det ulige magtforhold, pandemien har skabt og fortsat skaber. Risikogruppen vil efter vaccinering ikke i samme grad være overladt til konsekvenserne af andres forgodtbefindende. Ikke kun smittekæderne, men også den gensidige afhængigheds lænker vil i hvert fald for en stund blive brudt.

Jeg drømmer om, at det sker i løbet af foråret. Nogle glæder sig til at komme ud at rejse igen. Jeg glæder mig til at se min by. Jeg bor fire kilometer fra Rådhuspladsen. Det er snart 300 dage siden, jeg har været der sidst.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk