Guderne i jerntemplet

Swole Acceptance hedder et forum på det gigantiske internetsite Reddit. Det startede som en parodi på det kropspositivistiske forum Body Acceptance. På det nye forum kunne brugerne for sjov skrive om, hvordan de bliver diskrimineret for at være muskuløse, altså swole, slang for oppustet.

Med tiden har Swole Acceptance udviklet sin egen fjolle-religion, The Iron Path eller The Whey, komplet med guder, ritualer og sprog. Fitnesscentre kaldes jerntempler, og den øverste gud hedder Brodin, en sammensætning af Odin og det engelske bro, altså en (mandlig) makker. Forummets mest brugte hilsen er wheymen, en sammensætning af amen og whey, det engelske ord for ostevalle, som bruges til at lave proteinpulver.

Jeg surfer selv rundt derinde. Altid læsende, aldrig deltagende. I starten var det kun for sjovs skyld. Men med tiden er forummet begyndt at tale til mig på en anden måde. Måske fordi jeg finder metaforen om fitness som religion passende. Motionen kan give aflad for dine synder og måske gøre dig til en bedre – i al fald sundere og stærkere – udgave af dig selv. Nogle filosoffer mener ligefrem, at det moderne menneskes tæmning af kroppen i fitnesscentret er et håb om at genvinde kontrollen i en verden med færre og færre ståsteder, en rolle, som også religionen tilbyder mange. Derudover er der også risiko for at blive en radikal motionist, kun optaget af jern, sved, muskler og endorfiner.

For tiden løfter jeg selv flere vægte end nogensinde før. Selvfølgelig ikke siden sidste onsdag, da centrene igen blev tvangslukket i Aarhus Kommune. Men ellers har jeg i en lang periode trænet minimum seks dage om ugen, nogle gange syv. De fitnesslærde anbefaler minimum én ugentlig hviledag, medmindre man er bodybuilder.

Men jeg har haft svært ved at blive hjemme i min lejlighed, måske fordi jeg er her så meget i forvejen. Jeg er arbejdsløs og har været det siden februar. Når jeg ikke søger jobs, bruger jeg blandt andet tiden på at løfte jern. Her glemmer jeg min manglende formåen på jobmarkedet. Følelsen af arbejdsløshed er forfærdelig, for du har ikke fri, før du har et arbejde. Og hvorfor er det så ikke lykkedes for mig? Det kan jeg gruble længe over. I fitnesscentret forsvinder det. Måske fordi man kan få en vægt i hovedet, hvis man ikke er til stede. Og fordi vægten har en iboende værdi. Som Arnold Schwarzenegger (på Swole Acceptance ofte tituleret som brophet) på et tidspunkt har sagt om vægtløftning, så vil 100 kilo altid være 100 kilo, lige meget hvordan det ellers går dig i livet.

For nogle måneder siden sad jeg til et middagsselskab, hvor vi snakkede om de dengang nye retningslinjer for brug af mundbind. Vi var enige om, hvor latterligt det var, at man skulle bære mundbind på vej ind i fitnesscentret, men ikke på vej ud af omklædningsrummet. Så spurgte min stedfar retorisk: »Men hvem går også i fitnesscenter, når tingene er, som de er?«

»Det gør jeg,« svarede jeg. »Og Søren Brostrøm,« skulle jeg have tilføjet. Siden har jeg nemlig fået oprejsning gennem netop Brostrøms bommert, da han blev taget i at løfte jern og ikke spritte af efter sig. Folkesundhedens fremmeste figur fandt det altså ikke overilet at gå i fitnesscentret.

Min stedfar er heller ikke alene. Mange har undret sig over, hvorfor man skal kunne løfte jern under en pandemi. Også før pandemien blev fitnesskulturen ofte nævnt som et skadeligt symptom på vores tids syge individualisering, hvor vi tilbeder os selv og melder os ud af fællesskaberne. Men for mig har det også været en frelse, ingen tvivl om det. Særligt nu, hvor arbejdsløshed og coronaangst hviler tungt på sjælen.

Min mor siger, at jeg skal passe på. Hun er bange for, at jeg er blevet afhængig. Det er jeg også selv nogle gange. Hun var en af de første i Danmark til at undersøge de psykologiske effekter ved fitness. Hun fulgte fire bodybuildere op til et stævne. Det mest interessante ved hendes undersøgelse, siger hun, var de selvportrætter, som hun fik deltagerne til at lave. Alle fire tegnede kun deres overkrop – uden hoved.

Besættelse eller ej bliver jeg trist ved tanken om mere end tre uger uden min daglige gang i jerntemplet. Swole Acceptance-brugeren zorromaxima får derfor lov til at bede en udgangsbøn: »Hail Brodin, whose bright eye ignites the sun, and whose sightless eye watches over us as we move into the dark half of the year. Though the nights be black as 45lb plates, let the fire in our hearts illuminate the winter. This is the Whey.«

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk