Lille spejl på væggen der ...

Vi ønsker at se os selv. Det er derfor, vi vendte vores første kameratelefoner mod os selv og skabte selfiet. Det er grunden til, at reality-tv opstod som genre. Det er årsagen til, at Den store bagedyst er befolket af glade amatører. Det er også – mistænker jeg – 90 procent af alle influenceres eksistensgrundlag. De sælger sjældent drømmen om det umulige, men derimod visionen om det opnåelige.

Således også i bøgernes verden – eller det fristes man i hvert fald til at tro, når man læser diverse avisers, magasiners og boghandleres julegaveideer. Til din mor anbefales bøger af gråhårede kvinder eller Hella Joof. Din far skal have noget skrevet af en gråhåret mand eller alternativt noget om Anden Verdenskrig, sandsynligvis også skrevet af en gråhåret mand. Til de unge kvinder gives noget »feministisk«. Til de unge mænd noget-om-sport (jeg har endnu til gode at finde anbefalinger til mennesker, der falder uden for disse kategorier).

Dertil kommer en række anbefalinger til mere specifikke erfaringer: den nybagte mor, studenten med hjertesorger skal læse Den unge Werthers lidelser, den sørgende skal læse En sorgens dagbog af C.S. Lewis. Næsten alle disse værker anbefales med spejlingen for øje. Jeg skal finde mig selv lidt mere i andres ord. Men det er kun én ud af flere ting, skønlitteraturen kan.

Skønlitteraturen kan (meget) groft skitseret fungere som fire ting, som ikke indbyrdes udelukker hinanden: spejl, vindue, virkelighedsflugt og æstetik. Spejl er, når jeg som ung kvinde bosiddende i København læser Tine Høegs Tour de chambre og ikke alene genkender følelsen af at være træt af Tinder, men også genkender specifikke gader, barer og personer i København. Vinduet er, når jeg læser Det er fra jeg vil begynde at tale, disse ord kan finde vej af Gry Stokkendahl Dalgas, der har – med det, der læses som vold og smerte – åbnet sig selv op, så vi andre kan se ind i en transkvindes liv. Her er først og fremmest udsyn. Hvad jeg ikke selv har følt, kan jeg alligevel begynde at forstå – blandt andet, vil jeg påstå, at fordi ligesom med en vinduesrude vil du ane konturerne af dig selv. Der er ikke tale om en spejling, men alligevel en slags genkendelse af noget almenmenneskeligt. Virkelighedsflugten er, når jeg læser Harry Potter og krimier. Æstetik er, når ordene følger hinanden i så smuk en rækkefølge, at resten er lige meget. Det er den første linje i Lolita, hvorefter jeg ved, at uagtet uhyrlighederne bliver jeg til sidste side. Jeg er forført.

Der er – skal der slås fast – intet galt i at opsøge spejlingen i litteraturen. Noget af det smukkeste, en bog kan fortælle dig, er følgende: Du er ikke alene. Ej heller skal der rynkes på næsen ad hverken virkelighedsflugt eller æstetik – hvem var kommet igennem 2020 uden eskapisme?

Jeg er her imidlertid for at anprise vinduet. Det er jeg af tre årsager: For det første fordi jeg savner det. Jeg savner det, når gamle mænd anmelder gamle mænd, og unge kvinder anmelder unge kvinder. Jeg savner det, når en landsdækkende radiokanal vil have mig til at anbefale bøger, men tøver i telefonen, når jeg foreslår at foreslå Heavy: An American Memoir af Kiese Laymon, en memoir om at vokse op som afroamerikansk mand i Jackson, Mississippi, fordi er det nu »relaterbart nok?« – det er en smuk bog, der gør ondt, hvad mere vil du have? Jeg savner det, når en ven fortæller mig, at han i en alder af 29 smukke somre aldrig har læst en bog af en kvindelig forfatter.

For det andet fordi – hvor klistret og klichéagtigt det end lyder – så er gode bøger det tætteste, du kommer på at træde ind i en andens sjæl. Hvis den sjæl altid er noget nær din egen, vil din bogreol blive et ekkokammer og sikke et kedeligt sted at være. I stedet gør du klogt i fra tid til anden at opsøge noget fremmed, noget nyt – ligesom med kærlighed er det min erfaring, at det er i mødet mellem modsætninger, de største forelskelser opstår. For det tredje fordi vi reducerer litteratur til selvhjælpsbøger, hvis vi begynder at dele dem ud som på recept. Hvis du altid prøver at drage nytte af din læsning, frarøver du dig selv noget af den vidunderlige unytte, bøger også kan være.

Derfor: Se julen som en kærkommen mulighed for at vride armen rundt på dine elskedes læsevaner. Du skal ikke gøre det provokerende eller som en drillenisse. Da min far sidste år forærede mig Ét liv Én tid Ét menneske: Hvordan vi glemte at leve et meningsfuldt liv af Morten Albæk, vidste jeg, at han enten havde fået en hjerneblødning eller var ude på ballade, så jeg byttede den. Nej, du skal gøre det kærligt. Nysgerrigt opmuntrende. I ønsket om at udvikle din families smag ved at udfordre den.

Men køb alligevel bøgerne uden byttemærker.