Efter trekvart år er det tid til at gøre status over den danske regerings coronapolitik. Man kunne mene, at det er lidt sent; regeringen og myndighederne gjorde jo selv status allerede i slutningen af marts, da Seruminstituttets faglige direktør, Kåre Mølbak, triumferende erklærede, at »vi har handlet tidligt i Danmark. Vi har været heldige, og vi har været kloge«.

Det eneste af dette, som uden diskussion passer, er, at man har været heldig, helt usædvanlig heldig, men hvad der kommer let, går let, og regeringen er netop nu i gang med at formøble sit held: Befolkningens ellers massive støtte til regeringens coronapolitik har et stykke tid været faldende ifølge HOPE, et internationalt forskningsprojekt om corona, og sagen om nedlukningen af minkfarmene har dermed kun forstærket en igangværende udvikling. Det er ikke kun regeringens eget problem, for det sker på et tidspunkt, hvor smittetallene udvikler sig kritisk, og der derfor er brug for befolkningens opbakning. Samtidig har regeringen formået at skabe et dårligt forhold til oppositionen og et endnu dårligere forhold til pressen – og det i en situation, hvor der er brug for national samling.

Først lidt om regeringens resultater indtil nu. Det er en myte, at Danmark reagerede hurtigt på epidemien. Sandheden er, at de danske tiltag kom fuldkommen samtidig med vores nabolandes. Vi indførte forsamlingsforbud samme dag som Norge og Sverige, og vi lukkede skolerne dagen før Tyskland og nogle dage før Sverige, men samtidig med Norge og et par dage senere end Østrig. Vores store nedlukning kom nogle dage før den tyske og den norske, men dagen efter den franske. Vi var med andre ord hverken tidligt eller sent på den, men lå solidt i midterfeltet.

Det er også en myte, at vores nedlukninger har været særligt vidtgående. Mens næsten alle andre lande begyndte at lukke ned, ophævede vi tværtimod karantænebestemmelserne, og vi har aldrig genindført dem; selvisolation er stadig kun en anbefaling fra myndighederne og ikke et krav, man kan blive straffet for ikke at overholde. Vi har aldrig haft en fuldkommen nedlukning af alle forretninger og arbejdspladser som Frankrig, Spanien og Italien. Vi har ikke haft udgangsforbud, som man har eller har set i store dele af kontinentet. Vi har ikke tvunget nogen til at lade sig teste, som man kan i Tyskland. Danmark har virkelig faret med lempe, men den særprægede og meget løse politik i Sverige har gjort det muligt at fremstille den danske politik som skrap. Jeg siger ikke hermed, at den danske politik burde strammes; jeg gør kun opmærksom på, at den ikke er så stram, som mange i debatten gerne vil give indtryk af.

ILLUSTRATION: RASMUS MEISLER
ILLUSTRATION: RASMUS MEISLER Rasmus Meisler

Samtidig har opbakningen til regering og myndigheder været klart større i Danmark end i andre lande, hele vejen siden marts. Det viser tal fra det internationale forskningsprojekt HOPE, som i Danmark ledes af forskere fra Aarhus og Københavns Universiteter med praktisk bistand fra Kantar Gallup og Epinion. Seneste tal viser, at 64 procent af danskerne stadig finder epidemiforanstaltningerne »nødvendige«, og selv om tallet er lavere end de cirka 75 procent, man målte i forsommeren, så er det stadig det højeste tal blandt de syv europæiske lande, der indgår i projektet – deriblandt Sverige, Tyskland, Frankrig og Storbritannien. Den danske regering har simpelthen sine vælgere bag sig som få andre.

Optimismen er også større i Danmark end i andre lande. Ved seneste måling mente otte ud af ti danskere, at Danmark vil få kontrol med epidemien i nærmeste fremtid. Ingen andre lande er i nærheden af det tal (i Tyskland, Sverige og Storbritannien er kun to ud af tre så optimistiske). Det er egentlig forbløffende, at man på den baggrund kan få så dårligt et forhold til opposition og presse.

Regeringens støtter vil indvende, at der ikke har været megen konstruktiv hjælp fra oppositionen, som blandt andet i sommer brugte energi på at finde ud af, hvad det nu akkurat var for myndigheder, som havde anbefalet at lukke landet ned – en nedlukning, der som nævnt kom samtidig med andre landes, men var mildere end de flestes. Og regeringen kunne sikkert også finde et eller andet at kritisere medierne for. Men ligesom det på en arbejdsplads er ledelsen, der sætter tonen, er det også i sidste ende regeringen, der bestemmer klimaet i politik og forholdet til pressen.

Heller ikke forholdet til erhvervslivet virker harmonisk, og også her er det regeringens ansvar at forklare virksomhederne, hvorfor en nedlukning er nødvendig. Når for eksempel Dansk Erhverv efterlyser evidens for, at det skulle være nødvendigt med yderligere tiltag i butikkerne, er det regeringens ansvar at levere den evidens.

Forholdet til pressen virker direkte betændt. Både statsministeren og fagministrene skyer regulære kritiske interviews og foretrækker at stille op i bløde sofaprogrammer. På de sjældne pressemøder får hvert medie lov at stille to spørgsmål, og går man uden for dagens snævre emne, får man ikke noget svar; på det seneste pressemøde forsøgte BT at spørge til minksagen, men blev næset af. Senest har statsministeren gjort flere mediechefer fuldkommen rasende ved at forklare, at hun helst ikke vil tale med aviser, fordi de har faldende læsertal – hvilket ikke er sandt. Det er en måde at omgås medierne på, man i et demokrati kun oplever, når en regering er virkelig presset – og den danske regering er jo ikke presset. Selvom opbakningen til epidemi­politikken som nævnt er faldende, har regeringen stadig befolkningen med sig.

Hvis dette her fortsætter, vil det gå ud over oppositionens og befolkningens opbakning til epidemipolitikken. Så noget må gøres. For det første kunne regeringen gøre en indsats for at forbedre det politiske klima. Ved epidemiens udbrud dannede man en følgegruppe af samtlige sundhedsordførere, men den er tydeligvis aldrig kommet til at fungere som et »krigskabinet«, hvor oppositionen kunne blive inddraget og tage medansvar. Det burde man gøre noget ved – og hvis ikke for alle partier, så dog for dem, som vil tage medansvar.

For det andet kunne man skabe større gennemsigtighed i sit arbejde. Sundhedsmyndighederne rådfører sig allerede i dag med eksterne eksperter, men drøftelser og råd er fortrolige. I Frankrig har man dannet et Videnskabeligt Råd, der løbende udtaler sig i fuld offentlighed. Måske kunne man gøre noget lignende i Danmark.

Endelig siger det sig selv, at regeringens medlemmer skal stille sig til rådighed for medierne i videst muligt omfang; det er simpelthen nødvendigt, for at demokratiet kan fungere.

 

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk